søndag den 30. april 2017

TV2 har taget sig sammen

Forrige torsdag skrev jeg, at TV2 er nogle røvhuller, fordi man ikke viste indløbet til den håndboldkamp, hvor Thea løb sammen med AG. Om TV2 bare har taget sig sammen eller læst mit indlæg, ved jeg ikke, men i dag viste man indløbet til kampen mellem Viborg og Nykøbing Falster. Det var dog ikke til at se, hvem Thea løb sammen med.

Men helt snydt for billede blev vi dog ikke. Thea sad sammen med sin mor og en klassekammerat lige bag spillerne Rikke Poulsen og Sidsel Bodholt, som er hhv. gravid og skadet. Mens spillerne på banen havde en af deres et-minuts-rundkredse, fik Theas mor lov at snuppe et billede af de fire piger.


Thea ringede til mig og spurgte, om jeg havde fået billedet. Det havde jeg. Hun lød tydeligt stolt over endnu en gang at være fotograferet sammen med de store stjerner.

Den spændende kamp endte uafgjort 27-27, men da Nykøbingerne havde vundet den første kamp, er de videre til semifinalen. Øv for Viborg, øv for Thea.


50 år i leg

Det er titlen på en bog, som Britta fandt på et marked og købte til mig for 50 kroner. 



Den fortæller Legos historie fra 1932 til 1982 med masser af læsestof og masser af billeder. Her er nogle billeder af legetøjet, men der er også mange billeder fra lokalområdet, fra fabrikken og til sidst fra opbygningen af Legoland.








Nostalgi så det vil noget.

lørdag den 29. april 2017

Farvel og tak til Marianne

I aften havde afdelingsbestyrelserne for Hasselhøj og Hasselengen inviteret vores afdelingssekretær Marianne og hendes mand Jan på spisning på Raadhuus Kafeen i Århus. Årsagen er, at Marianne har valgt at gå på pension efter 27 år i Brabrand Boligforening.

En hyggelig aften, som startede med, at Marianne fik vores gave - en kæmpestor vase, som hun tilsyneladende blev meget glad for.



Så var der spisning, hvor jeg som forret fik en skaldyrssalat på ristet brød og derefter en Beuf Bearniasse med pomfritter. Jeg var hjemme ved 22-tiden.

torsdag den 27. april 2017

Ny smørrebrødsdag

Efter at have været til årstjek hos lægen og derefter fået en kop kaffe og et rundstykke, tjekkede jeg op på Facebook og så, at Super Brugsen nu har smørrebrødsdag om torsdagen mod før om fredagen. 18 kroner for et stykke.


Jeg viste Susanne billedet, og hun udtrykte, at det så lækkert ud. For sjov sagde jeg, at jeg kunne tage op og købe et par stykker. Dertil svarede hun: "Gider du?" - og så var jeg jo nødt til at svare ja.

Vi fik tre stykker hver: et med æg og rejer, et med roastbeef og et med leverpostej. Og det var lækkert.

Klippe klippe purløg

Susanne var i går i Århus sammen med sin veninde Carina. De besøgte blandt andet Tiger-butikken, og der købte Susanne denne smarte purløgssaks til mig for 20 kroner.


Nu står der purløg på indkøbssedlen til i morgen, så koger jeg et par æg, for den skal skisme da prøves. Tak Susanne.

onsdag den 26. april 2017

Besøg på forskningsskibet "Aurora"

 Aarhus Søhistoriske Selskab havde fået en aftale i stand om at besøge Aarhus Universitets forskningsskib "Aurora", som er hjemmehørende i Århus. Skibet var på søen hele dagen, men klokken 18 kunne det lade sig gøre

Forinden var jeg mødtes med Per, og vi spiste en sandwich i cafeen i Dokk1 inden arrangementet.

Vi blev modtaget af styrmanden Ole, som tog os med i messen, hvor der blev budt på kaffe, mens skipper Torben fortalte om skibet og dets opgaver.




Det var virkelig spændende og interessant at høre om alle de ting, skibet kan. Når skibet sejler en enkelt dag, består den maritime besætning af to mand - de to, vi mødte. Hvis der sejles i døgndrift, er besætningen på fire, som kører i seks timers skift.

Der er rigtig meget teknik om bord, og stort set alle funktioner foregår fra styrehuset, som Ole fremviste.


Der er plads til 14 personer om bord, og når der er fyldt, er pladsen lidt trang. Torben og Ole har dog hver en kahyt, som ikke er at sammenligne med hotel suiter, men større end kamrene med sovepladser til to eller fire personer. Det mindste kammer med to sovepladser kaldes i daglig tale for "skabet" - man kan tænke sig til hvorfor...


Se alle billederne fra besøgt i dette Flickr-album

lørdag den 22. april 2017

Nye dyr

En dame i Kolt ville sælge en masse dyr, og vi skrev, at dem ville vi købe. Susanne hentede dem her til aften, og der er mange forskellige og flotte dyr. De er noget større, end jeg havde forestillet mig.

Der er slanger, hajer, løver, en zebra, en giraf, en skildpadde, en delfin, en spækhugger, en pingvin og nogle mærkelige drager.



Vi håber, at børnebørnene bliver glade for dem. For at få plads til dyrene i kassen med legetøj har Susanne fjernet de ting, som er babyagtige, og dem vil hun forære til en lille dreng, der hedder Marius. Og det er altså ikke vores Marius.

fredag den 21. april 2017

Tillykke Isabella

Et af mine største idoler, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella, fylder 10 år i dag. Stort tillykke til Isabella.

Jeg har tilladt mig at låne et billede fra Kongehusets FB-side, håber på forståelse og tilgivelse.



Hun er sgu da charmerende.

torsdag den 20. april 2017

TV2 er nogle røvhuller

Mens Susanne opvarmede mørbradgryden fra i går, ringede Thea til mig: "Farfar, I skal se håndbold på TV2 klokken 2020 i aften. Viborg skal spille, og jeg er med i indløbet". 

Vi havde i forvejen planer om at se kampen, som uden tvivl ville blive spændende, men nu glædede vi os ekstra meget. Men - desværre så vi ikke Thea, da TV2 Sport valgte at vise reklamer frem for indløbet til håndboldkampen. ♫ Sådan er kapitalismen ♫ 

Heldigvis kunne Christina sende os et par billeder, hvor man ser Thea. På det øverste billede ses Thea sammen med "AG" - Ann Grete Nørgaard - mellem manden i sort og skiltet med "eniig". Når man ved det er dem, kan man godt se det. På det nederste billede står Thea med nr. 11 og kigger sig tilbage.




Som forventet blev det en spændende kamp, og Viborg vandt over Odense med 22 mål mod 21.

Nu har hun brugt penge igen

I formiddags var jeg til møde hos formand Polle, hvor vi tilrettelagde det næste nummer af "Hasselnyt". Susanne og jeg havde aftalt at ringe sammen ved 11-tiden for at aftale, om middagsmaden skulle være rugbrød eller opvarmet mørbradgryde fra i aftes.

Planerne blev dog ændret, da Susanne ringede og fortalte, at hun kørte til Århus sammen med sin veninde Grethe fra Kolt. Jeg måtte således klare mig selv med frokost, men det gik også.

Først på eftermiddagen vendte damerne hjem med fire nye hynder til vores havestole,




12 skåle til morgenmad og salat


samt et nyt tørrestativ.


Nu håber jeg så, at vi får godt vejr til brug af hynderne samt fortsat har råd til mad til skålene og tøj til tørrestativet  I aften skal vi have opvarmet mørbradgryde.

søndag den 16. april 2017

Påskemiddag

Børn, svigerbørn og børnebørn var inviteret til middag i anledning af påsken - og også i anledning af, at det kunne lade sig gøre at samle tropperne. Susanne havde købt en kæmpe flæskesteg på tilbud i Super Brugsen til 149 kroner, og hun havde også købt is til dessert samt kager til kaffen. Kagerne blev dog de muffins, som 7-11 tanken på landevejen var leveringsdygtig i.

Efter middagen var de fleste af børnene ude at lege, og efter desserten fulgtes Emil, Marius, Loke og jeg på legepladsen ved fælleshuset, hvor drengene muntrede sig med redskaber, klatretårn, rutsjebane samt med at springe mellem de store sten ved flagstangen.



Det var lidt koldt, men der var dog tørvejr i modsætning til hele dagen i går.

Sidst på eftermiddagen kørte hele bundtet hjem. Lyngbyerne skulle videre til Silkeborg, hvor de havde aftalt at bowle med Jeanettes familie. Viborgerne kørte hjem, og der er vist ingen tvivl om, at drengene var godt trætte.

Lad mig benytte lejligheden til at ønske Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden af Danmark tillykke med de 77 år i dag.

fredag den 14. april 2017

Jeg har fået hund

Da vi i marts var til Mias 30 års fødselsdag, var bordet pyntet med hæklede dyr. Der var hunde, aber, fugle, giraffer og hvad ved jeg. Mia gav gæsterne lov til at tage et dyr med hjem, og Susanne valgte en blå fugl. Jeg fik ikke nogen med hjem, men senere spurgte jeg Mia, om hun ville hækle en hund til mig. Det ville hun gerne. Forleden blev den færdig, og Susanne hentede den i eftermiddag.


Nu står den foran fjernsynet. Det er en crochet terrier, og jeg kalder den Trofast.

Da jeg havde døbt hunden, ville Susanne også vælge navn til sin fugl. Nu hedder den Jakob.

torsdag den 13. april 2017

Klar til afgang

"Mærsk Mc-Kinney Møller" blev færdig i aften. Det sidste arbejde med at sætte containere sammen og påføre mærkater var det kedeligste, men det er jo det, der gør modellen spændende og får den til at ligne det rigtige skiv.



I morgen skal jeg så finde en plads i reolen til den.

onsdag den 12. april 2017

Udvidelse af flåden

Salget af mine modelbiler har indbragt et pænt beløb, så hvis det ikke var nu, jeg skulle købe Lego-modellen af Triple-E containerskibet "Mærsk Mc-Kinney Møller" - hvornår var det så?

Jeg fandt et til salg på dba.dk til 1.800 kroner, og den københavnske sælger var endda så flink at arrangere, at en bekendt tog pakken med, når han alligevel skulle til Århus. Så i dag klokken 18 fik jeg den leveret lige til døren mod kontant afregning.





Nu er der så lidt beskæftigelse til påskedagene.

tirsdag den 11. april 2017

Peter, Konrad, Bill, Torben og så mig

Det var blevet tid for at mødes med skolekammerat Torben, som nu også er blevet folkepensionist. Som sædvanlig mødtes vi på Peter Gift til en sildemad og lidt lunt. På tjener Bills anbefaling nød vi en tjekkisk Konrad guldøl til maden - sammen med en linjeakvavit.



Bill, som har en fortid som sømand, havde forberedt sig på vores besøg. På sin telefon viste han os billeder af flere af de skibe, han har sejlet med i sin tid på de store have.

fredag den 7. april 2017

Tur til Silkeborg

Min tidligere kollega Bo har tidligere lånt et fotoalbum af min ven Torben fra Rønde. Det skete, da Bo og jeg besøgte Torben i Rønde og efterfølgende så jernbanemuseet i Ryomgaard. Vi aftalte, at når Torben skulle have sit album tilbage, skulle det ske ved et besøg hos Bo i Silkeborg. Det blev i dag.

Torben hentede mig ved 10-tiden, og efter at have kørt den kønne vej til Silkeborg var vi hos Bo og fru Nina lidt før klokken 11. Nina servede højt belagt smørrebrød for os sammen med en øl eller en vand. Der var så meget smørrebrød, at jeg nok ved, hvad Nina og Bo skal have til aften.

Efter maden kørte vi til den nye brandstation i Silkeborg, hvor Bo havde aftalt, at vi kunne komme på besøg klokken 13. Det blev til et hyggeligt besøg med præsentation af mange af bilerne og en god snak om Midtjysk Brand & Redning, som udgøres af brandvæsenerne i Viborg og Silkkeborg samt en række mindre stationer i blandt andet Kjellerup og Bjerringbro.

Vi fik en del af bilerne kørt frem til fotografering.






Efter et par timer på brandstationen kørte vi til havnen i Silkeborg, hvor Bo gav en is, som vi nød, mens vi nød den flotte udsigt med turistbådene.




Efter et kort smut tilbage hos Nina kørte Torben og jeg hjemad. Vi gjorde dog en afstikker til Torbens arbejdsplads, busgaragerne og værkstedet på Jegstrupvej, hvor vi hilste på den vagthavende mekaniker samt vagtmesteren, som overvåger busdriften. 



Jeg fik mulighed for at se de forskellige computerprogrammer, hvor man kan se hvor alle busser befinder sig, hvem der er chauffør, hvor hurtigt de kører - og alt muligt andet.

Se alle billederne fra brandstationen i dette Flickr-album

torsdag den 6. april 2017

Brabrand Boligforenings nye hjemmeside

Om en månedstid - sikkert godt og vel - går Brabrand Boligforenings nye hjemmeside i luften. Medlemmer af alle afdelingsbestyrelser var i aften inviteret til en præsentation af siden, som nu kører i en test-version. Det foregik i hovedkvarteret på Rymarken i Hasle.

På seminaret i november så jeg en foreløbig præsentation af siden. Nu er den ved at være udbygget, men der kommer helt sikkert en hel del ændringer, rettelser og tilføjelser.

For den enkelte beboer bliver der mulighed for at se alt om afdelingen, sit eget lejemål og alt, hvad der er knyttet dertil. For afdelingsbestyrelserne bliver der adgang til regnskaber, budgetter, referater, indkaldelser og en hel masse mere.



Det bliver muligt for hver enkelt afdeling at lave sin egen underside til hovedsiden. På den måde kan man bruge siden til information til beboerne om møder, arrangementer lignende.

Nu er der mulighed for at lege lidt med systemet, inden det bliver rigtig alvor.

onsdag den 5. april 2017

Logbogen

Jeg kan ikke lade være med at prale lidt af bladet Logbogen, også denne gang med 28 sider. Jeg synes selv, at jeg har lavet et pænt blad.





Udover indlæggene fra bugserbåden Jakob og søfartsmuseet er der andet afsnit af to medlemmers reportage fra Hamburg Hafentage i 2016, mit eget indlæg om min oplevelse fra ØKs "Arosia" på jomfrurejse i 1967, en opfølgning på et af Pers indlæg, et medlems indlæg om forhyring og mønstring i gamle dage samt selskabets formands artikel om tankskibe bygget på Århus Flydedok.

Til mit indlæg om "Arosia" var jeg så heldig, at Finn kunne supplere med et billede af skibet, som det så ud, efter at det var solgt fra ØK.

To indlæg måtte skubbes til næste blad.

søndag den 2. april 2017

Med Loke til gymnastikopvisning

Loke havde inviteret os med til en stor gymnastikopvisning i Gjern. Loke går til gymnastik der hver tirsdag, og han er meget glad for det. Han var faktisk ked af, at der nu går nogle måneder, før der er gymnastik igen.

Vi tog med 114eren fra Århus klokken 1015, og Morten hentede os i Anbæk. Inden vi skulle videre mod Gjern, hyggede vi os først med en kop kaffe på terrassen i det lune vejr, derefter spiste vi frokost. Loke sprang på trampolin, Hjalte og jeg legede lidt med biler. Loke fylder seks år på torsdag, så vi havde valgt at give ham sin fødselsdagsgave i dag - en stor autotransporter med 12 små biler. Da han senest var på ferie hos os, sagde han, at han ønskede sig sådan en, så straks bestilte vi en på nettet.




Der var mange hold til opvisningen i Gjern, og alle ungerne gjorde det rigtig flot. Efter indmarchen skulle alle børnene danse noget rytmedans, men Loke mener, at dans kun er for piger, så han og en kammerat stod bare bumstille, mens de andre børn dansede. Men da de skulle vise, hvad de kunne af gymnastik, holdt de to sig ikke tilbage.

Jeg vover at bringe et par billeder, hvor der er andre end Loke på billederne.





Til aften købte vi et par store pizzaer, og det passede så fint, at Jeanettes mor hentede Loke med hjem på ferie, så vi fik et lift med hende til Hasselager.