fredag den 31. december 2021

Godt nytår

Jeg ønsker alle mine læsere et godt nytår 2022 med tak for det gamle år.

Susanne er på job, så jeg nød nytårsmenuen helt Palle: hønsekødsuppe, tilsat lidt ekstra porrer.


Når Susanne kommer hjem, nupper vi en franskbrød med laks. Den lækre nytårsmenu har vi udsat til i morgen. Det bliver Hasselager Kros take-away nytårsmenu bestående af cremet jordskokkesuppe med rejer og bacon, langtidsstegt dansk kalvefilet med bagt knoldselleripuré, smørstegte gulerødder og svampe, pommes anna og kraftig sky med hindbær samt isbombe med råsyltede solbær, chokolade og nødder.

lørdag den 25. december 2021

Juleaften

Vi holdt juleaften hos Morten og Jeanette i Hammel sammen med svigermor og Jeanettes familie. Jeanette havde dækket et flot julebord -




- og Morten stod for det meste af menuen, som bestod af andesteg, flæskesteg, medisterpølse, rødkål, waldorfsalat, ris a la mande og alt, hvad dertil hører. Til de kræsne, som ikke spiser ris a la mande (Morten og mig), havde Morten bagt franskbrød, som vi nød med en god ost.


Rolf er blevet noget større, siden vi så ham sidst, men han er nemmest at fotografere, når han ligger ned. Hvis man forsøger at tage et billede, mens han står eller går, kommer han helt tæt på og stikker snuden helt ind i kameraet.


Jeg fik tre julegaver, som samlet består af en snes specialøl; dem glæder jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med.


Derudover fik jeg en kontant håndsrækning til at købe en bogserie, men det bliver først til januar.

søndag den 19. december 2021

Til fødselsdag hos Thea

Thea fylder 14 år i morgen og havde i den anledning inviteret til brunch i dag klokken 1030. Og der manglede ikke noget:


Vi hyggede os om eftermiddagen med gløgg og æbleskiver, inden Jasmin gav et lift hjem. På vej hjem kunne vi i radioen følge landsholdspigernes håndboldkamp mod Spanien, som de vandt med 35 mål mod 28 og dermed fik bronze.

søndag den 12. december 2021

Julebuffet på Hasselager Kro

Krofatter Thomas havde lavet julebuffet i dag klokken 13. Det blev dog ikke buffet, for på grund af Corona'en blev arrangementet ændret til, at maden blev serveret ved bordene. Det gjorde nu ikke noget.

Der var sild, fiskefileter, tarteletter, flæskesteg, frikadeller, ris a la mande og ost.


Det hele var lækkert, og vi nød maden sammen med Bente.

Årets sidste krydstogtskib

Det er formentlig årets sidste krydstogtskib, der i morges passerede Sletterhage på vej mod Aarhus. Tyske "Hanseatic Spirit".


Om det også er årets første, husker jeg ikke - men der har i hvert fald ikke været mange i år.

Skibet kommer fra Oslo og fortsætter i aften til København.

tirsdag den 30. november 2021

Tiden løber

I dag er det 10 år siden jeg havde sidste arbejdsdag på Falcks vagtcentral i Skejby. Børn, svigerbørn og børnebørn (dengang kun fire) havde ønsket at være med til morgenkaffen.


Der er sket utrolig meget i Falck siden den dag; meget mere, end jeg i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig - og helt ærligt, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt, at jeg dengang valgte efterlønnen fremfor alt det nye, der var på vej.

lørdag den 27. november 2021

Møgvejr er ...

Der var engang en reklame i fjernsynet: "Møgvejr er Mouvejr" som reklame for Mous supper. Påstanden er jeg helt enig i, og den passede fint til dagens middagsmad: Susannes hjemmelavede suppe.


Oksehaler, en stor klump oksekød, kraftben, selleri, porrer, gulerødder og boller. Intet manglede.


I morgen bliver det møgvejr igen:


I morgen skal vi ha' suppe igen.

mandag den 15. november 2021

Hej hare

På vej til tandlægen i middags så jeg en hare løbe ind i en af de små haver på Hasselhøj. Den sad der stadig, da jeg gik forbi og havde ikke noget mod at blive fotograferet. Den var rigtig godt camoufleret blandt de visne blade.


Efter besøget hos tandlægen - eller rettere tandplejeren, som hedder Bianca - fortsatte jeg til Netto for at købe lidt aftensmad. Det blev til to Angus Ranch Steaks og en pakke flødekartofler.

lørdag den 13. november 2021

Andesteg

Vi havde inviteret børn og børnebørn til andesteg i dag, men Morten og Kenneth havde snakket sammen og foreslået at afholde arrangementet hos Morten, hvor der er bedre plads til børnene. Vi skulle blot overføre beløbet, der stod nederst på Mortens kassebon. Sådan blev det.

Vi tog med 114eren fra Aarhus klokken 1010 og fik et hurtigt kig til ænderne, som var næsten klar i ovnen.


Det var hyggeligt at hilse på Rolf igen. Han er blevet noget større, siden vi så ham sidst den 4. oktober.



Og ja, det er rigtigt: Rolf har et blåt øje og et brunt øje.


Det blev en god andesteg, det blev en hyggelig dag med børn og alle børnebørn samlet, selvom en kom sent og en gik tidligt til fodboldaftaler.


Morten skulle hente Milo i Hasselager, så vi fik et lift med ham hjem.

fredag den 12. november 2021

Så er der stemt

Jeg havde ærinde i Føtex i Viby i dag og benyttede lejligheden til at brevstemme. Det foregik på Viby Bibliotek. Så er det klaret.

Susanne holder nogle feriedage, så vi spiser aftensmad sammen i aften. Det bliver et ja-tak tilbud fra Super Brugsen:


Entrecotes, kartoffeltårne, broccolisalat, sauce bearniase, slider med røget laks og ris a la Mande. En af os får to af sidstnævnte.

onsdag den 10. november 2021

Andesteg på kroen

Det er længe siden, at krofatter Thomas averterede andesteg på Hasselager Kro til i aften. Vi havde bestilt bord og stole til os selv, svigermor, Britta, Niels og Jasmin. 


Svigermor betalte maden, Susanne gav vin og sodavand.


Efter spisningen var følget med herhjemme til en hurtig kop kaffe.

fredag den 5. november 2021

SPARK

Jeg brugte lidt af formiddagen på en tur til SPARK, den nye park foran det tidligere Marselisborg Hospital, nu MarselisborgCentret.

Det er et flot anlæg, der ligger som en dejlig oase ved den travle Skanderborgvej. Når det bliver sommer, vil det være endnu bedre, for så kan man sidde på bænkene uden at blive våd og kold.





Udsigten til højhuset på Langenæs giver minder om tiden, hvor min farmor boede på 14. etage.


Fra den store bakke er der en god udsigt, hvor man kan følge trafikken på Skanderborgvej.


Efter sparket gik jeg til Frederiks Allé for at frekventere apoteket. Da jeg kom hjem, ventede Susanne med en kop kaffe.

Der er billeder i dette Flickr-album

onsdag den 3. november 2021

På tur til havn og by

Susanne skulle have sit tredje Corona-prik i dag. Vi fulgtes ad til havnen, hvor jeg benyttede ventetiden til at se lidt på "Mumbai Mærsk".


Efter prikket tog vi med letbanen til City, hvor vi havde et par ærinder i et par butikker. I en af dem stødte vi på en kendt person: en sanger, der hedder Poul Krebs.


Susanne havde lovet at give middag på Raadhuus Kafeen, hvor hun havde bestilt bord og stole til klokken 12. Vi var der lidt før, men  vores bord var ledigt. Susanne nød stegt flæsk samt pandekage med is, jeg fik Christiansø-pigens sild efterfulgt af biksemad.

lørdag den 30. oktober 2021

Fasan på menuen

Midt i oktober havde Super Brugsen et ja-tak tilbud på fasaner til 34,95 kroner pr. styk.


Vi bestilte to og havde planer om at spise dem et par dage efter, men der kom noget på tværs, så de blev lagt i fryseren og spist i aften.


De smagte rigtig fint med Hasselbachs kartofler til - men sovsen var næsten det bedste.

onsdag den 27. oktober 2021

Så er vi klar til 2022

Så kan 2022 bare komme an.

I går kunne vi hente de bestilte vægkalendere i pakkeboksen; Susanne hentede dem på vej til arbejde.


Som sædvanlig er det børnebørnene - og i år også barnehunden - der er motiver på Susannes kalender, mens skibe og andre "drengeting" danner motiver på min.

onsdag den 20. oktober 2021

Tarteletter på kroen

Marius er rejst hjem.

Onsdagsmenuen på kroen var tarteletter med høns og asparges - alle dem, man kunne spise.


Desserten var pandekage med is - dog kaffe til mig.

Det blev en billig omgang, da vi betalte med det gavekort på hygge for to, som jeg fik af krofatter Thomas til min fødselsdag. Og de smagte.

tirsdag den 19. oktober 2021

På tur til KØN

Vi havde set i avisen, at der på museet KØN er en udstilling og nogle aktiviteter omkring Astrid Lindgren. Der er temaer fra Emil fra Lönneberg og fra Pippi Langstrømpe. Jeg tog Marius med derind i dag.

Vi var fremme få minutter før museet åbnede. Marius benyttede ventetiden til at hoppe i mand og i dame.



Vi så en rigtig spunk, men Marius ville ikke prøve selv at lave en.


Vi så alle udstillinger, også dem der ikke har med Pippi eller Emil at gøre. Marius kom på skolebænken og fik en tavle - det ligner faktisk vore dages tavle, iPad'en.


Vi sluttede af med en kop chokolade med flødeskum og skumfiduser samt et forsøg på at kaste en pandekage op i luften og fange den igen. Det lykkedes ikke at komme på helt samme niveau som Pippi.



Marius havde lidt kontanter, der brændte i lommen, så på vej til bussen var vi i Flying Tiger, hvor han købte 432 gram slik. Herhjemme lavede Farmor pandekager til middag.

mandag den 18. oktober 2021

Marius på ferie

Marius skal være her på ferie til på onsdag. Han kom i dag ved middagstid, lige tilpas til boller i karry.

Eftermiddagen er gået med iPad og tegning, og efter aftensmaden var der lidt mandagsslik. Slikkepinde og tyggegummi, noget af det så surt, at han vrængede ansigt.

Efter at have tegnet en himmel med stjerner er hænderne blå, efter at have tygget Zoombie-tyggegummi er munden og tungen blå.


Hvis vejret arter sig, er det planen, at han og jeg skal på tur i morgen.

fredag den 8. oktober 2021

Til foredrag hos Ældre Sagen

Det er mere end halvandet år siden, at vi sidst var til foredrag hos Ældre Sagen. 

Vi havde i 2020 meldt os til et foredrag med tidligere kriminalkommisær Orla Trangbæk. To gange blev det udsat, men i dag blev det.

Vi havde nok forventet lidt mere politi og lidt mindre Orla i foredraget, men det var alligevel spændende at høre om nogle af de tildragelser, som en politimand kan komme ud for i tjenesten.

Orla er 89 år, så godt gået at holde sit foredrag uden manuskript.

tirsdag den 5. oktober 2021

Besøg på søfartsmuseet

Jeg tog en tur til Aarhus for at hente ekstra eksemplarer af Logbogen på søfartsmuseet. Endnu har jeg ikke selv modtaget mit eksemplar.

Nogle af de mange små modelskibe er nu udstillet i en montre, og i samme container er der kommet nye tegninger af Stoltenberg. Begge dele skænket af samme giver.



I dette nummer af Logbogen inviteres til årets generalforsamling; nu er det også to år siden, at vi sidst har kunnet afholde sådan en. Der er beretning om et medlems bedstefar, som var med skoleskibet "Georg Stage" i 1883. Per skriver lidt om SailGP i Aarhus og Selskabets formand har begået et stort indlæg om Jyllands-slaget i 1916, det har jeg måttet dele op i to numre.

Derudover de sædvanlige indlæg fra "Jakob" og søfartsmuseet samt lidt diverse, i alt 28 sider.

mandag den 4. oktober 2021

Nye billeder af Hammel-drengene

Da vi besøgte Morten, Jeanette og drengene i går, viste Jeanette os de nye billeder af Loke og Hjalte. Og vi var så heldige at få et fint billede af hver af drengene.


Susanne satte dem i rammer i aftes, så nu pynter de på reolen.

Vi har tidligere fået nyt billede af Milo, så nu er både Viborg og Hammel helt opdateret.

Vi har hilst på Rolf

Morten og Jeanette har købt hund - en blanding af Siberian Husky, Springer Spaniel, Cocker Spaniel, hyrdehund og noget mere. Deh hedder Rolf. Vi mødte ham for første gang i går.

Det passede med, at Morten skulle køre Milo til fodbold i Brabrand. Mens Milo spillede første halvleg, hentede Morten os, og da kampen var færdig, kørte vi til Hammel for at spise frokost og hilse på Rolf. Milos hold (AIA) vandt 2-1 over Brabrand efter sejersmål i allerallersidste sekund.

På nabo-fodboldbanen var der tæt besat af måger.



Rolf er en flot hund og en sød hund, knap 13 uger gammel, og forholdsvis rolig. Den er lidt skeptisk overfor mænd, men når man(d) har lidt godbidder i hånden, er den alligevel til at tale med.



Britta og Niels kom til eftermiddagskaffe og aftensmad. Britta og Niels kørte Milo og os hjem.

fredag den 1. oktober 2021

En sjælden gæst

Skibe fra rederiet Hamburg Süd (Hamburg Südamerikanische Dampschifffahrts-Gesellschaft) er virkelig sjældne gæster i Aarhus. Her til aften passerede "Monte Rosa" Sletterhage med kurs mod Aarhus.


Uden at kunne kalde mig ekspert vil jeg skønne, at lasten består af tomme 40' reefercontainere. Containere i almindelighed og reefercontainere i særdeleshed er en mangelvare i tiden, og da A. P. Møller Maersk for få år siden opkøbte Hamburg Süd, tror jeg ikke, at der er tvivl om, at en del af disse containere om kort tid afskibes fyldte i et blåt containerskib.

tirsdag den 28. september 2021

Mere "Hermes"

Jeg sendte Flickr-linket med Hermes-billederne til redaktionen af maritimedanmark.dk - og man har brugt to af mine billeder.



Velkommen "Hermes"

Aarhus Havns nye bugserbåd "Hermes" ankom i dag, direkte fra værftet i Tyrkiet. Jeg var inviteret til at sejle med den gamle bugserbåd "Jakob" på bugten og havde takket ja.

Bortset fra det uhyggelige i at skulle op til vækkeuret, var det en rigtig god oplevelse. Vejret artede sig, og vi havde den flotteste udsigt, da vi sejlede fra Dokk1 klokken 0815.



På bugten fik vi følgeskab af "Hermes"' kommende makker, bugserbåden "Aros", af lodsbåden "Thrym" og af securitybåden "Ara".







"Jakob" hilste naturligvis med både trut og vandsøjler, så jeg har fået dagens brusebad.



En rigtig flot tur var det, og der kom en god flok billeder i kassen.


Billederne kan ses i dette Flickr-album.