søndag den 31. januar 2021

Farvel til januar

Jeg har valgt at sige farvel til januar med dette billede, downloaded fra Sletterhage Fyrs webcam til morgen. 



Det ser ud til at blive en flot, men kold dag.

Polske "Wicko" på 30.379 TDW er på vej til Studstrupværket, formentlig for at losse træpiller.

onsdag den 27. januar 2021

Når tiden tæller

"Når tiden tæller - Den præhospitale historie i Danmark, fra hesteambulance til lægehelikopter" er den lange titel på en ny bog om det, den hedder. Jeg bestilte den fredag på Saxo, og den kom i går med posten.

Jeg har kun bladret lidt i bogen. Der er bestemt ikke mange billeder i den, så der bliver meget at læse.


Et af billederne viser et narkoselægehold i Aarhus, som det så ud i 60erne. Lægen ligner mere en bondeknold, der skal med 4-toget til København, end en speciallæge...


En af de større indsatser, der er omtalt, er lyntogsulykken ved Odense i 1967.


Og så slutter det med de nyeste lægehelikoptere.


Nu er der læsning til et par dage, eller lidt mere.

søndag den 24. januar 2021

Thea har bagt kage

I aftes sendte Thea mig en mail med billeder og en stolt tekst: "Jeg har bagt kage i dag!!"


Det er hun da sluppet rigtig godt fra.

Kenneth fortalte til aften, alt Thea havde lavet alt i kagen helt fra bunden, dog undtaget syltetøjet, som var hjemmelavet hos en nabo. Sådan, Thea!

torsdag den 21. januar 2021

Hasselsvinget

Den vej, som mange indtil nu har kaldt "Lemmingvej 2", er nu omdøbt til Hasselsvinget. Det har været meget forvirrende for folk, som ikke kender området, at Lemmingvej gik fra Kolt Skovvej til - Lemmingvej. De to Lemmingveje mødtes der, hvor 26eren havde endestation. Nu hedder stykket fra Kolt Skovvej til the one and only Lemmingvej altså Hasselsvinget. Et meget passende navn.



Fra Hasselsvinget er der indkørsel til både Hasselhøj og Hasselengen. Så er det bare et spørgsmål om, hvor lang tid der går, inden det er rettet på diverse kort og GPS'er.

tirsdag den 19. januar 2021

Ny Netto

På vej hjem fra tandlægen kunne jeg følge byggeriet af den nye Netto på den store grund på hjørnet af Hovedvejen og Kolt Skovvej.


Her har vognmand Buhl tidligere haft parkeringsplads til sine lastbiler. "Buller" lod ikke sine chauffører have bilen med hjem, så der var brug for en stor plads. Nu parkerer de åbenbart et andet sted, grunden har været tom i nogle år.


Jeg kender Buhl fra min tid på havnen og hilser af og til på ham i området. Da vi en dag havde sludret kort, skulle han videre. Han hankede op i sin hund og sagde: "Kom så, Buller".

lørdag den 16. januar 2021

Solen skinner

Solen skinner, røde kinder - det sidste får man i det flotte frostvejr i dag.

Efter middagens lammesteg blev det til en lille tur i lokalområdet, selvfølgelig ledsaget af "kammeraten".







Se alle billeder i dette Flickr-album

onsdag den 13. januar 2021

Der skal være styr på færgerne

TV2 Østjylland fortæller i dag, at Samsø Rederi aflyser flere afgange på ruten Hou-Sælvig på grund af storm. Indslaget var ledsaget af et ældre billede af færgen "Kanhave".


Nu er det sådan, at "Kanhave" for flere år siden blev flyttet til ruten Ballen-Kalundborg og omdøbt "Samsø". Nu sejler færgen "Prinsesse Isabella" mellem Hou og Sælvig.


Jeg skrev til journalisten, at det selvfølgelig ikke har betydning for historien, men at hun brugte et gammelt og forkert billede. Jeg medsendte et af mine egne billeder af "Prinsesse Isabella" til brug kvit og frit, og det tilbud tog hun imod.


Så nu pynter mit billede på tv2oj.dk

tirsdag den 12. januar 2021

De rutter ikke med siddepladserne

De rutter ikke med siddepladserne i det nye venteskur, der er stillet op ved 1A'erens stoppested ved Skovhøj.


Kommunen og Midttrafik undervurderer åbenbart antallet af passagerer. Det bekræftes af, at vi stadig ikke har en skraldespand til - for eksempel - brugte mundbind ved stoppestedet fra Aarhus mod Kolt.

Jeg vidste godt, at der var kommet et nyt venteskur, men så det først i dag, da jeg kom hjem fra Kolt efter at have besøgt fiskemanden og købt en håndfuld isingfileter.

fredag den 8. januar 2021

Tillykke med fødselsdagen Moster Anna

Spørg mig ikke, hvorfor jeg kan huske, hvornår Moster Anna havde fødselsdag. Mange andre mostre, tanter og onkler kan jeg ikke huske fødselsdag på.

Moster Anna var født den 8. januar 1907. I den tid, jeg kan huske, boede hun og Onkel Strange i en stor fjerdesals lejlighed på adressen Spanien 11 i Aarhus. Herfra var en prægtig udsigt over baneterrænet mellem banegården og broen. Også trafikken på rutebilstationen kunne man følge. Når jeg var på besøg sammen med min mor, sad jeg altid ved vinduet og fulgte med i det hele. Havde man bare haft et kamera dengang...


 

Anna og Strange havde ni børn, men de var jo voksne, da jeg var barn. Når jeg i mine drenge- og ungdomsår gik tur på havnen en søndag, besøgte jeg dem af og til og fik min eftermiddagskaffe hos dem, og der var altid mange hjemme i weekenden.

Et eller andet skal jeg jo skrive for at holde lidt liv i bloggen...

Det er blevet vinter

Det er blevet vinter, det har sneet. Ikke meget, kun ganske lidt. Men nok til at Ellen og Marie har kunnet bygge en lille snemand på et havebord.


Den har dog haft det bedre end tilfældet var, da jeg kom forbi i formiddags.

lørdag den 2. januar 2021

Det går fremad i Hammel

Britta og Niels kom her til frokost. Det var igen med en bagtanke, da Niels havde lovet at reparere slangen til opvaskemaskinen. Det ser ud til, at det lykkedes.

Britta havde aftalt med Morten og Jeanette, at vi kom forbi til kaffe. Britta havde bagt kager til kaffen, og der var slik til drengene.

Det går rigtig fremad i det nye hus - væggene i stuerne er malet. 



I løbet af ugen bliver badeværelse formentlig brugbart.