onsdag den 30. juni 2021

Marius er rejst hjem

Marius er rejst hjem. Kenneth og Thea hentede ham til aften.

I middags var Marius med sin farmor i biografen og se filmen om Buster Oregon Mortensen. Den var ikke helt, hvad de havde forventet - lidt kedelig.

Thea havde i eftermiddags været en tur på landet for at plukke jordbær, så hun havde en stor skål af slagsen med til vores aftensmad.


De var store og flotte og smagte rigtig godt. Tak for jordbær Thea.

tirsdag den 29. juni 2021

Marius i Den Gamle By

Marius spurgte i går, om vi kunne tage en tur i Den Gamle By. Det lovede vi ham, at han og jeg kunne gøre i dag. 

Der var forbavsende få mennesker, da vi ankom ved 1030-tiden, men der kom snart flere til.

Marius har været med før og kunne huske flere af tingene. Han ville ikke se legetøj, men den store "Aarhus fortæller" blev besøgt.




En af de ting, der trak mest, var nok pølsevognen. Det blev til to røde med brød og en Jolly Cola til Marius, to ristede og en Cocio til mig.


Jeg viste Marius de nye el-busser, og på vejen hjem var vi så heldige at køre med en af dem.

søndag den 27. juni 2021

Marius på ferie

Marius skal være her på ferie et par dage. Hans far afleverede ham i morges, og Marius nåede at have nogle timer sammen med fætter Hjalte, inden Hjalte blev hentet af sin mormor midt på eftermiddagen.

Drengene hyggede sig sammen med at spille stigegolf og lege på legepladsen.



Til middag lavede Susanne pandekager til drengene, mens vi voksne fik mørbrad med nye kartofler.

Hjalte blev hentet ved 15-tiden, og da var vejret så lunt, at vi satte os på terrassen og nød det lune vejr og et glas vin.

Efter aftensmaden - rugbrød med kartoffel samt makrel i tomat - satte vi os igen på terrassen, hvor der nu var mange sommerfugle omkring hækken.


Mens Susanne strikkede, satte to af dem sig på hendes hånd og blev siddende så længe, at jeg nåede at få et par billeder af dem.



Ved 21-tiden gik Marius i seng.

lørdag den 26. juni 2021

Hjalte på ferie

Hjalte er på ferie hos os fra i dag til i morgen. Der er købt ind til rugbrød med leverpostej, remoulade og ristede løg. Der er købt ind til pandekager. Der er købt lørdagsslik. Jeg var på torvet i morges for at købe ærter.


Det blev pandekager til aften, og det bliver det igen i morgen middag, hvor fætter Marius kommer på ferie, så leverpostejen når han ikke i denne omgang. De to drenge når at have nogle timer sammen, inden Hjalte rejser hjem.

For at dulme nerverne, mens de så fodbold, måtte Hjalte og Susanne have en kold is.


Danmark vandt 4-0 over Wales.

fredag den 25. juni 2021

Vestergade

Lokalhistorisk Café havde inviteret til foredrag på Lokalcenter Møllestien. Fhv. bibliotekar Leif Dehnits fortalte om Vestergade. Jeg valgte naturligvis at deltage, fordi jeg er født i Vestergade.

Foredraget hed "Vestergade og dens virksomheder", og der har faktisk været mange virksomheder i gaden gennem tiden, nogle bedre kendte end andre. Der har været fremstillet piskeris, hesteskosøm, kalk, jernvarer, cigarer, møbler, kunstsmør (margarine) og det første bajerske øl for blot at nævne nogle få. Der har også været sygehus og pigeskole i gaden.




Vestergade var den første gade i Aarhus, der anvendte juleudsmykning i gaden.

Leif fortalte også om mange af de personer, der har præget husene, virksomhederne og butikkerne gennem tiden.


Jeg er født i ejendommen Vestergade 44, men den blev kun sparsomt omtalt. Der skulle efter sigende have været et lazaret engang, og i 1930erne er der fundet flere gamle skeletter dernede.

Vi flyttede fra Vestergade 44, da jeg var 4½ år gammel, men jeg kom ofte i huset de næste ti år, da mine farforældre boede der indtil 1966. Min farmor flyttede derfra i november 1966, efter at min farfar var død i maj 1966.

torsdag den 24. juni 2021

Sankt Hans Aften

Kolt Kirke havde inviteret til Sankt Hans Aften i aftes - en udendørs gudstjeneste med forudgående tilmelding.

Det var et fint arrangement, hvor sognepræst Gitte Adelgaard holdt en munter prædiken. Sart er hun ikke, den handlede - blandt meget andet - om både toiletpapir og prutter.





Der var musik og sang, der kunne købes pølser, øl, vand og vin til rimelige priser.

Klokken 21 blev bålet tændt. 


Det gav lidt varme til dem, der frøs lidt.

onsdag den 23. juni 2021

Slut med danske asparges

Til Sankt Hans er det slut med danske asparges; det er jeg utilfreds med, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Men for at nyde de sidste, valgte jeg i dag at tage på grønttorvet og købe et par bundter af slagsen.



Der kom også en pose ærter og to bundter salatløg med hjem. Efter torvet fortsatte jeg til Viby, hvor jeg havde ærinde på apoteket og fortsatte til Føtex efter et tilbud på kalve-rib-eyes.

Nogle af de friske asparges skal nydes på en kartoffelmad i aften.

torsdag den 17. juni 2021

Havnerundfart

Bugserbåden Jakob indbyder hvert år medlemmerne af Aarhus Søhistoriske Selskab til en havnerundfart. Det skete i dag.

Der er plads til 34 passagerer, 32 var tilmeldt. Det blev til en rigtig god tur i det fineste sommervejr. Turen startede i nordhavnen, fortsatte til sydhavnen, østhavnen, Multiterminalen, Omniterminalen og Containerterminalen.








Klavs var med som guide, og jeg fortrød, at jeg flere gange kunne supplere med oplysninger, for efter turen blev jeg opfordret til at melde mig som guide. Det kommer nu ikke til at ske. En god tur var det.


Herhjemme stod menuen på ising-fileter fra den nye fiskemand i Kolt. Susanne havde købt en hel rødspætte, men hun måtte kassere den, da den var fyldt med bylder. I stedet delte vi mine ising-fileter, men vi blev mætte.

Se mine billeder i dette Flickr-album

lørdag den 12. juni 2021

Med Emil til fodbold

Emil skulle spille fodbold i Lyseng, så han havde inviteret os til at overvære kampen. Kenneth havde afleveret ham og vennen Benjamin i Højbjerg, inden han sammen med Marius hentede os. De fik en hurtig rugbrød, inden vi kørte.

Drengene går virkelig op i spillet, og ingen tvivl om, at der er potentiale i nogle af dem.

Emils hold, Eastside Viborg, vandt 7-1.




I formiddags var jeg på torvet og købte rigeligt med ærter, så drengene fik en pose fuld med hjem, som de kan hygge sig med, mens de ser fodbold senere i aften.


Jeg fik en fin Fars-dags-gave af Kenneth: fire spændende øl fra Ølluminati Brewbar i Viborg; den første af dem smutter til aftensmaden i aften. Den hedder "Your Big Fat Mama" og beskrives på etiketten som "Fyldig Brown Ale som er robust og beskidt, ligesom din mor". Det bliver lidt af en udfordring!

Opdatering 13/6: Den øl er så kraftig (men ikke stærk, 6,2 hk), at den næsten skal tygges.

Se alle mine billeder fra fodboldkampen i dette Flickr-album

fredag den 11. juni 2021

Tarteletter sammen med Susanne, Susanne, Susanne, Susanne og Susanne

Krofatter Thomas på Hasselager Kro er startet igen med aftensmad på hverdage: Tidligere har det været på onsdage, men nu er det på fredage. Det passer ikke så godt for os, da Susanne har fri om onsdagen. Men hun har fri i denne uge, så i dag havde vi meldt os til tarteletter med høns i asparges; hvordan han så har båret sig ad med at få hønsene deri...


Man kunne få så mange, som man kunne spise, og de smagte rigtig fint.


Der var solgt ni borde i aften - ikke færre end fem af dem til en Susanne, så Thomas og tjeneren Trine skulle have helt styr på, hvem der var Susanne, og hvem der var Susanne.

Min Susanne fik pandekager med is som dessert, og Trine kender mig så godt, så hun havde lavet kaffe til mig.

torsdag den 10. juni 2021

Græsenkemandsfrokost

Susanne er i Horsens for at spise sushi samt shoppe sammen med sin søster. Skulle man ikke benytte sig af det til at spise noget, som hun (Susanne) ikke brøs sig om?

Det blev det meste af de to bundter asparges fra torvet i går, sammen med en pakke bacon fra fryseren.


Der er også lidt ærter tilbage fra i går, så jeg klarer mig.

onsdag den 9. juni 2021

Raadhuus Kafeens Stjerneskud

Susanne havde fødselsdag i søndags. I den anledning inviterede jeg hende til at spise på Raadhuus Kafeen i dag.

Vi ville gerne have nydt stedets skaldyrsalat, men den har man desværre valgt at fjerne fra menuen. Det blev i stedet til Raadhuus Kafeens Stjerneskud med rødspætte og laks.


Det smagte rigtig godt - og godt var det, at den søde tjener frarådede os en forret, for det havde der ganske enkelt ikke været plads til.


På min vej til city var jeg omkring grønttorvet efter ærter og asparges.

lørdag den 5. juni 2021

Én gang ærtoman, altid ærtoman

Susanne glemte at se efter ærter i Super Brugsen i aftes, så jeg besluttede at tage en tur på grønttorvet i formiddags. Og det viste at være en god beslutning - torvets ærter var betydeligt flottere end Super Brugsens.

Jeg var tidligt på færde, men der var allerede mange mennesker på torvet.


Udvalget var stort, så udover ærter kom der radiser og asparges med hjem.

Der blev nye kartofler til overs fra dagens middag, så det blev til kartoffelmadder til aften.


Og sikkert også i morgen aften.

onsdag den 2. juni 2021

Til fødselsdag i Viborg

Christinas far Bent fyldte 70 i går og havde inviteret til sammenkomst i Golf Salonen i Viborg. Susanne var desværre arbejdsramt, men jeg rejste til Viborg for at ønske tillykke.

Golf Salonen ligger smukt ved en lille sø, og med det flotte vejr kunne fødselaren dårligt få bedre rammer om sit arrangement.



Efter forretten viste Kenneth, Christina og børnene en lille film, som de havde lavet til Morfar.

Den var bygget om som en slags "Her er dit liv" med hilsner fra børnene - ikke blot til deres morfar, men også til familiens mekaniker, cykelsmed, tømrer, havemand og meget mere.


Der var hilsener fra mange af Bents venner og familiemedlemmer rundt i verden - fra Thailand og Amerika til Bornholm.


Maden var arrangeret i små skåle med kød, salat og andet tilbehør, formentlig på grund Coronaen.



Jeg var hjemme i Hasselager klokken 1930 efter en god og lang dag i Viborg.