tirsdag den 27. juli 2021

En tur til Viby

Jeg havde tid hos frisøren klokken 11 og aftalt med Susanne, at vi klokken 1130 mødtes foran Asia Restaurant for at spise frokost der. Maden var knapt klar, da vi kom, så vi ventede ti minutter med at gå til truget. Til gengæld var maden virkelig lækker og helt varm.


Susanne nød en Pepsi Max til maden, jeg en Saigon øl.

torsdag den 22. juli 2021

Tillykke Farmor

I dag ville min farmor være fyldt 125 år, om hun havde levet.


Tillykke med dagen Farmor, hvor du end er nu.

onsdag den 21. juli 2021

Nedbrud

Da jeg i går kom hjem efter besøget på søfartsmuseet, var der intet internet. Modemmet blinkede helt vildt med alle lamper, så jeg var klar over, at den var helt gal.


Jeg ringede til youSee, som lovede at sende en mekaniker i dag mellem klokken 0730 og 16. Han var ved 14-tiden og kunne hurtigt konstatere, at modemmet var færdigt. Han installerede et nyt, og efter lidt ventetid på opstart og kodning er vi nu på igen.

Besøg på søfartsmuseet

I går besøgte jeg søfartsmuseet for at hente ekstra Logbogener og se, om der var nye ting på hylderne. Det var der. En dame fra Djursland har doneret en stor samling tegninger, postkort og skibsmodeller, som hendes nyligt afdøde mand efterlod.


Jeg var heldig at få et lift til Viby, så jeg droppede kaffen. Den nåede jeg til gengæld herhjemme sammen med Susanne, inden hun kørte på arbejde.


Hvorfor jeg først skriver om besøget i dag, kan du se i mit næste indlæg.

mandag den 19. juli 2021

Besøg af Harlekin

Da Susanne gjorde klar til at køre på arbejde, havde hun nær kørt denne lille sommerfugl over. 


Heldigvis skete det ikke.


Et opslag i bogen "Insekter i farver" viser, at det er en Harlekin, også kaldet stikkelsbærmåler.

lørdag den 17. juli 2021

Risotto

Det er blevet tradition, at jeg mindst en gang hver sommer laver risotto med skinke og friske ærter. Jeg var tidligt på færde, så der var endnu ikke mange kunder på grønttorvet.


Bælgning af ærterne foregik til formiddagskaffen.


Der blev en pæn portion, så vi har nem middagsmad på mandag.

fredag den 16. juli 2021

Vestergade

Coop365 har tilbud på trøffelmarinerede kalvesteaks til 20 kroner per styk. Jeg købte dem, sidst de var på tilbud, og de faldt i vores smag. Derfor rejste jeg i dag til Aarhus for at købe fire af slagsen.



Butikken ligger i Vestergade, så jeg havde lejlighed til at hilse på mit fødehjem, Vestergade 44. Hver gang jeg går forbi, prøver jeg, om porten er ulåst, så jeg kan få et kig ind i gården. Den plejer at være låst, det var den også i dag.


Da Coop365 ikke råder over et kundetoilet, måtte jeg frekventere Lokalcenter Møllestien på vej tilbage til bussen.


Vi skal have to af steaksene på søndag med Hasselback kartofler til.

onsdag den 14. juli 2021

Aftenhimmel

For anden aften "i straaj" har vi tilbragt aftenen på terrassen og ladet fjernsyn være fjernsyn.

Temperaturen har været til at holde ud, så både i aftes og i aften har vi tilbragt et par timer på terrassen og klaret verdenssituationen - eller i det mindste de væsentlige ting omkring vores dagligdag, som for eksempel hvad vi skal spise i morgen.

Da jeg lettede mig for at hente kameraet, var der en skyformation, som lignede en palme. Da jeg var tilbage for at tage et billede, var palmen væk.


Sådan går det - jeg er altid fascineret af skyerne, formationerne og det, at deres udseende ændrer sig fra minut til minut. 
Godnat, og sov godt.

Logbogen

Logbogen kom i postkassen i dag. Lidt held er det, at den nåede ud, inden trykkeren holder ferie.

I dette nummer beretter et medlem om admiral Nelsons liv, et andet medlem skriver om et maleris historie - en historie, som pludselig kommer omkring flere kendte danske personligheder og et stort bryggeri. Marinebilleder kan føre til mange ting...

Jeg har fundet billeder fra søsætningen af Aarhus Havns nye slæbebåd, som får navnet "Hermes". Endvidere har jeg fundet en spændende historie om dampskibsfart på land i det nordsjællandske.

Et nu desværre afdødt medlem har skrevet en historie om et krigsbygget skib, som aldrig kom til at leve op til de stillede forventninger.





Desuden er der de sædvanlige indlæg fra "Jakob" og fra søfartsmuseet.

Så er der et lille pusterum, til jeg igen skal i gang med et blad, men inde i mit lille hoved er det så småt ved at tage form.

Kalø Tirsdagstræf

Hver tirsdag over sommeren mødes en masse bil-nørder på et område ved Kalø. En enkelt tirsdag hvert år deltager Falck Museets Venner med et antal køretøjer.

Kort efter Falck-dagen sidste år mødte jeg min ven Henning (tidligere chauffør på linje 26). Han fortalte, at han havde været derude og tilbød at tage mig med derud i år. Sådan blev det.

Vi mødtes ved Marienlund og havde en god tur til Kalø i det flotte sommervejr.

Der var kommet en del biler, da vi ankom, blandt andet alle Falck-køretøjerne. Det var hyggeligt at hilse på en del gamle kolleger, både fra Aarhus, Rønde og Randers.


Der kom hele tiden flere biler til, så efterhånden blev pladsen meget trang.






Vi stillede sulten med en bøfsandwich på den nærliggende Kalø Slotscafé.


Da vi var færdige der, mente vi begge, at vi havde set det, vi ville se, så vi satte kursen hjemover. På hjemturen så vi dog mange gamle biler, som helt sikkert var på vej til Kalø.


Meget fornemt blev jeg kørt helt hjem og må indrømme, at jeg var noget træt i benene efter denne aften.

Alle dagens billeder er i dette Flickr-album

søndag den 11. juli 2021

Til fødselsdag i Hammel

Hjalte fyldte seks år den 28. maj, Jeanette fyldte lidt flere år den 2. juli. De havde valgt at holde fælles fødselsdag for familien i går med kaffe og aftensmad.

Jeg var så naiv at tro, at det var på grund af vores besøg, de havde sat flag på gavlen af huset.


Det var det så ikke; det havde noget med noget fodbold at gøre.


Hjalte og Jeanette fik gaver, og det varede ikke længe, før både Hjalte, Marius og Emil var beskæftiget med at bygge Lego Ninjago figurer. 




Loke var ikke hjemme, da vi ankom til eftermiddagskaffetid. Han var til fodbold, men kom hjem en times tid senere.


Tidligt om morgenen havde Morten varmet grillen op og sat fire bakker med "trukket gris" deri. 


De var klar til at blive spist til aften og blev suppleret med hjemmelavet coleslaw, burgerboller og pomfritter.


Morten var sød at køre os hjem; vi var hjemme ved 21-tiden.

onsdag den 7. juli 2021

Frokost hos kusine Eva

Eva havde budt på frokost i dag - og det er faktisk også længe siden, vi har set hinanden.

Susanne og jeg tog en tidligere bus end nødvendigt til Viby, da vi havde et par ærinder i Viby Centret. De var nu hurtigt overstået, så vi havde god tid og nød det fine vejr på en bænk med udsigt mod Viby Kirke.


Efter nogle hyggelige timer hos Eva tog vi bussen hjem. Susanne brugte lejligheden til at besøge den nye Netto på Kolt Skovvej.

søndag den 4. juli 2021

Frokost på Pynten

Susanne og hendes søster Britta havde aftalt at invitere deres mor på frokost. Det skete i dag.

Susanne rejste til Horsens allerede i går. Den oprindelige plan var, at hun skulle mødes med et par gamle skolekammerater, men det blev aflyst. Hun valgte i stedet at besøge sin mor og overnatte der til i dag. Jeg stødte til i dag.

Vi - Susanne, Britta, Niels, svigermor og jeg - spiste frokost på Restaurant Pynten i Horsens, som ligger som nabo til lystbådehavnen. Selv fik jeg en croissant med skaldyrsalat, og den var virkelig lækker.


Efter frokosten gik Niels og jeg en lille tur på havnen og så på sejlbåde.



Mens vi gik på molen, så vi muslingeskraberen "Thyra" komme i havn.





Efter frokosten nød vi eftermiddagskaffen hos svigermor. Britta tilbød at køre os hjem - det tilbud tog vi naturligvis imod.


Britta havde for Susanne købt en bog på tilbud - "Rasmus Klump besøger Horsens" - den fik vi med hjem.


Lige nu ligger Susanne og læser den som godnat-læsning.