lørdag den 30. oktober 2021

Fasan på menuen

Midt i oktober havde Super Brugsen et ja-tak tilbud på fasaner til 34,95 kroner pr. styk.


Vi bestilte to og havde planer om at spise dem et par dage efter, men der kom noget på tværs, så de blev lagt i fryseren og spist i aften.


De smagte rigtig fint med Hasselbachs kartofler til - men sovsen var næsten det bedste.

onsdag den 27. oktober 2021

Så er vi klar til 2022

Så kan 2022 bare komme an.

I går kunne vi hente de bestilte vægkalendere i pakkeboksen; Susanne hentede dem på vej til arbejde.


Som sædvanlig er det børnebørnene - og i år også barnehunden - der er motiver på Susannes kalender, mens skibe og andre "drengeting" danner motiver på min.

onsdag den 20. oktober 2021

Tarteletter på kroen

Marius er rejst hjem.

Onsdagsmenuen på kroen var tarteletter med høns og asparges - alle dem, man kunne spise.


Desserten var pandekage med is - dog kaffe til mig.

Det blev en billig omgang, da vi betalte med det gavekort på hygge for to, som jeg fik af krofatter Thomas til min fødselsdag. Og de smagte.

tirsdag den 19. oktober 2021

På tur til KØN

Vi havde set i avisen, at der på museet KØN er en udstilling og nogle aktiviteter omkring Astrid Lindgren. Der er temaer fra Emil fra Lönneberg og fra Pippi Langstrømpe. Jeg tog Marius med derind i dag.

Vi var fremme få minutter før museet åbnede. Marius benyttede ventetiden til at hoppe i mand og i dame.



Vi så en rigtig spunk, men Marius ville ikke prøve selv at lave en.


Vi så alle udstillinger, også dem der ikke har med Pippi eller Emil at gøre. Marius kom på skolebænken og fik en tavle - det ligner faktisk vore dages tavle, iPad'en.


Vi sluttede af med en kop chokolade med flødeskum og skumfiduser samt et forsøg på at kaste en pandekage op i luften og fange den igen. Det lykkedes ikke at komme på helt samme niveau som Pippi.



Marius havde lidt kontanter, der brændte i lommen, så på vej til bussen var vi i Flying Tiger, hvor han købte 432 gram slik. Herhjemme lavede Farmor pandekager til middag.

mandag den 18. oktober 2021

Marius på ferie

Marius skal være her på ferie til på onsdag. Han kom i dag ved middagstid, lige tilpas til boller i karry.

Eftermiddagen er gået med iPad og tegning, og efter aftensmaden var der lidt mandagsslik. Slikkepinde og tyggegummi, noget af det så surt, at han vrængede ansigt.

Efter at have tegnet en himmel med stjerner er hænderne blå, efter at have tygget Zoombie-tyggegummi er munden og tungen blå.


Hvis vejret arter sig, er det planen, at han og jeg skal på tur i morgen.

fredag den 8. oktober 2021

Til foredrag hos Ældre Sagen

Det er mere end halvandet år siden, at vi sidst var til foredrag hos Ældre Sagen. 

Vi havde i 2020 meldt os til et foredrag med tidligere kriminalkommisær Orla Trangbæk. To gange blev det udsat, men i dag blev det.

Vi havde nok forventet lidt mere politi og lidt mindre Orla i foredraget, men det var alligevel spændende at høre om nogle af de tildragelser, som en politimand kan komme ud for i tjenesten.

Orla er 89 år, så godt gået at holde sit foredrag uden manuskript.

tirsdag den 5. oktober 2021

Besøg på søfartsmuseet

Jeg tog en tur til Aarhus for at hente ekstra eksemplarer af Logbogen på søfartsmuseet. Endnu har jeg ikke selv modtaget mit eksemplar.

Nogle af de mange små modelskibe er nu udstillet i en montre, og i samme container er der kommet nye tegninger af Stoltenberg. Begge dele skænket af samme giver.



I dette nummer af Logbogen inviteres til årets generalforsamling; nu er det også to år siden, at vi sidst har kunnet afholde sådan en. Der er beretning om et medlems bedstefar, som var med skoleskibet "Georg Stage" i 1883. Per skriver lidt om SailGP i Aarhus og Selskabets formand har begået et stort indlæg om Jyllands-slaget i 1916, det har jeg måttet dele op i to numre.

Derudover de sædvanlige indlæg fra "Jakob" og søfartsmuseet samt lidt diverse, i alt 28 sider.

mandag den 4. oktober 2021

Nye billeder af Hammel-drengene

Da vi besøgte Morten, Jeanette og drengene i går, viste Jeanette os de nye billeder af Loke og Hjalte. Og vi var så heldige at få et fint billede af hver af drengene.


Susanne satte dem i rammer i aftes, så nu pynter de på reolen.

Vi har tidligere fået nyt billede af Milo, så nu er både Viborg og Hammel helt opdateret.

Vi har hilst på Rolf

Morten og Jeanette har købt hund - en blanding af Siberian Husky, Springer Spaniel, Cocker Spaniel, hyrdehund og noget mere. Deh hedder Rolf. Vi mødte ham for første gang i går.

Det passede med, at Morten skulle køre Milo til fodbold i Brabrand. Mens Milo spillede første halvleg, hentede Morten os, og da kampen var færdig, kørte vi til Hammel for at spise frokost og hilse på Rolf. Milos hold (AIA) vandt 2-1 over Brabrand efter sejersmål i allerallersidste sekund.

På nabo-fodboldbanen var der tæt besat af måger.



Rolf er en flot hund og en sød hund, knap 13 uger gammel, og forholdsvis rolig. Den er lidt skeptisk overfor mænd, men når man(d) har lidt godbidder i hånden, er den alligevel til at tale med.



Britta og Niels kom til eftermiddagskaffe og aftensmad. Britta og Niels kørte Milo og os hjem.

fredag den 1. oktober 2021

En sjælden gæst

Skibe fra rederiet Hamburg Süd (Hamburg Südamerikanische Dampschifffahrts-Gesellschaft) er virkelig sjældne gæster i Aarhus. Her til aften passerede "Monte Rosa" Sletterhage med kurs mod Aarhus.


Uden at kunne kalde mig ekspert vil jeg skønne, at lasten består af tomme 40' reefercontainere. Containere i almindelighed og reefercontainere i særdeleshed er en mangelvare i tiden, og da A. P. Møller Maersk for få år siden opkøbte Hamburg Süd, tror jeg ikke, at der er tvivl om, at en del af disse containere om kort tid afskibes fyldte i et blåt containerskib.