søndag den 25. december 2022

Julefrokost

Morten og Jeanette havde inviteret til julefrokost med viborgerne og Susannes familie. Alle bød ind med et eller andet, mad eller drikkevarer. Selv havde vi sponsoreret brød og smør, sild, sylte og snaps.

Min første øl var en Jungle Juice Raw. Jeg var lidt skeptisk over teksten på etiketten "Kan medføre cenosillicaphobia", indtil Thea goklede det til at betyde skum i glasset.


Der var rigeligt med mad, Kenneth havde lavet sine superlækre tomatsild og ellers var der frikadeller, medister og andre lækre sager.

Bord og lampe var fint pyntet.


Også Rolf hyggede sig med godbidder fra stort set alle.



Morten var sød at køre os hjem, vi var hjemme ved 1930-tiden.

Julegaver

Susanne var på arbejde i aftes, så vi spiste julemad i fredags - en lækker andesteg fra slagteren i Brugsen.

Jeg tilbragte juleaften alene hjemme med opvarmet and. Da Susanne kom hjem, fik vi et stykke ristet brød med skinkesalat, derefter åbnede vi alle vores julegaver.


Det blev til en fælles airfryer, en flok spændende øl til mig samt et æggebæger til hver af os fra Thea.


Æggebægrene er taget i brug i dag til morgenmaden.

mandag den 19. december 2022

Til fødselsdag hos Thea

Thea fylder 15 år i morgen, tirsdag. I den anledning havde hun inviteret til kagebord i går.

Vi mødtes med svigermor på Aarhus H og fulgtes til Viborg, hvor Kenneth hentede os på stationen.

Og jeg skal love for, at Thea havde stillet an med kagebord. Både hun selv og hendes forældre havde været i gang, så der var rigeligt at vælge mellem.



Marius havde bagt et flot kagehus, men det var forståeligt nok fredet.


Thea og Emil ville fotograferes, Marius var mere optaget af at spille computer med Hjalte, så de to så vi ikke meget til.



Vi var hjemme ved 20-tiden.

torsdag den 15. december 2022

Jeg har set dem

På vej mod kassen i Super Brugsen i Kolt kom jeg i går til at gå bag to håndværkere, den ene lille og buttet med et næsten skaldet hoved og en lidt hjulbenet gang, den anden høj med en mørk strikhue og lidt skæg i ansigtet.

Straks tænkte jeg på de to forbrydere fra filmen "Alene hjemme".

I dag til morgen så jeg dette opslag på nettet:



Jeg overvejer stadig, om jeg skal ringe til Politiet.

søndag den 4. december 2022

Fætter-weekend

Afdelingsbestyrelserne i Afdeling 7 og 15 havde inviteret til juletræsfest i dag. Vi havde forhørt os hos børnebørnene om det var noget, og både Marius og Hjalte ville gerne med.

Marius kom fredag aften, Hjalte lørdag eftermiddag. Og jeg skal love for, at de hyggede sig sammen. Der var ikke vejr til noget udendørs, med med ipadder under konstant opladning gik det også helt fint.


Efter frokost i dag gik vi til fælleshuset, hvor vi var de første gæster. Jeg tog et billede af drengene foran juletræet og gik derefter hjem igen. Den sidste del af natten til i dag samt morgenen har jeg haft galophjerte, så jeg tog en slapper, mens Susanne og drengene gik med om juletræet og fik godteposer.


Drengene blev hentet af deres respektive fædre til aften. Inden de kørte hjem, delte vi fem pizzaer, så de havde energi til hjemturen.


Fætrene var allerede ved at planlæge en ny ferie omkring Fastelavn.

mandag den 21. november 2022

Sne

Det sneede lidt i lørdags, da vi var i Hammel; det blev dog ikke til meget. Men i nat er der kommet en pæn slat, måske et par centimeter. I nyhederne så vi, at der er kommet en del mere andre steder i landet.

Jeg er ikke glad for sne, har aldrig været det, men pænt ser det da ud, når det ligger på hække og andre planter. 




Og det bliver i hvert fald ikke i dag, vi skal sidde på terrassen og spise.

lørdag den 19. november 2022

På besøg i Hammel

Vi havde inviteret os selv på frokost hos Morten og Jeanette i Hammel. Vi var med 114eren fra Aarhus klokken 10 og blev hentet ved bussen af Loke og Hjalte.

Det er nogen tid siden, vi sidst har set Rolf, så han var blevet lidt større på den tid.



Allerførst var han ikke særlig snakkesalig, men efter at have spist vores medbragte leverpostejmad, tøede han lidt op. Efter kort tid kendte vi ham igen.


Vi nød en lækker frokost og senere kaffe med småkager, mazarinkage og et par andre usunde ting. Vi var hjemme ved 1830-tiden.

fredag den 18. november 2022

Generalforsamling

Aarhus Søhistoriske Selskab havde inviteret til generalforsamling i aftes. Det foregik i KlosterCaféen i Klostergade. Som sædvanlig startede de knapt 40 deltagere med spisning - som sødvanlig en sildemad, efterfulgt af skipperlabskovs.

Der blev foretaget en enkelt udskiftning i bestyrelsen. Selv tager jeg to år mere som redaktør af Logbogen.

Efter generalforsamlingen fortalte formand Klaus om Århus Flydedok, fra etablering til konkurs.


Klaus har tilbragt næsten hele sit arbejdsliv på "dokken", først som lærling, senere som skibsbygger og skibsingeniør.

onsdag den 16. november 2022

Lokalhistorisk Café

Lokalhistorisk Café havde indbudt til foredraget "Aarhusianernes arbejdsliv i 1950'erne - 1980'erne" i dag klokken 14. Det foregik I Folkehus Møllestien, foredragsholder var Kitt Boding-Jensen fra Den Gamle By.

Jeg har tidligere hørt Kitt fortælle, blandt andet om bogserien "Aarhus i årtier" og vidste, at hun er værd at høre på, så vi meldte os til sammen med kusine Eva.

Vi mødtes allerede klokken 12 og spiste dagens middag i cafeen - en portion hønsekødssuppe samt to tarteletter. Det fejlede ikke noget.


Kitt tog udgangspunkt i de fire bøger (som naturligvis er på min hylde) og havde valgt en broget stribe billeder fra dem.


Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål og supplere med egne oplevelser.

mandag den 14. november 2022

Formiddagstur til Lemmingvej

Det blev til en lille formiddagstur til Lemmingvej for at se, hvordan det går med brobyggeriet. På afstand er det svært at se detaljer, men der arbejdes da på sagen.

Der er fjernet en del krat og træer ved Lemmingvej. Åbningen har synliggjort en skrammelplads med blandt andet en motorbåd. Kønt er det ikke.



Mens jeg betragtede trafikken på Genvejen, kom Østjyllands Brandvæsen med udrykning mod Harlev.


På den landsdækkende døgnrapport fremgår, at der var tale om en bilbrand.

søndag den 13. november 2022

Tur omkring "Hasselager Engsø"

En frisk morgentur omkring den lille sø, som jeg kalder Hasselager Engsø. Hvad den hedder - eller om den i det hele taget hedder noget - ved jeg ikke.

Det var dog himlen, der fascinerede mig - flotte hvide skyer, som mange steder blev skåret igennem af striber efter fly.






Netop da jeg var hjemme og åbnede døren, kom der en sms fra Susanne, at kaffen var klar.

fredag den 11. november 2022

Sus i Spark'en

Inden indkøb i 365 på Langenæs havde jeg valgt at tage en lille tur i Spark-parken ved Marselisborg Centret. Det viste sig dog at være ikke så god en ide.

Det blæste en halv pelikan, så jeg kunne ikke lade min indkøbsvogn stå alene. Det gik nogenlunde, hvis den kunne stå i læ ved et træ.

Det blev til nogle få billeder, inden turen gik til den anden side af Skanderborgvej.






Det krævede nogle forsøg at få et billede af solsikkerne, som tumlede rundt i blæsten.


I 365 blev det til to bag-selv-leverpostejer (til 3,65 kroner stykket), hakket ko, makrel, alt sammen på tilbud samt tomater og et par andre ting.

tirsdag den 18. oktober 2022

Logbogen

Logbogen var i postkassen i dag. Mit eget eksemplar plus et par stykker ekstra, de såkaldte hverveeksemplarer.

Der er ikke så mange indlæg denne gang, til gengæld er det fyldige indlæg.


Et medlem skriver om sine oplevelser om bord på "Clara Mærsk", som den 2. maj 1975 optog mere end 3.600 vietnamesiske flygtninge. Det var en stor udfordring at skaffe plads, mad, ferskvand og toiletforhold til de mange mennesker (syv sider).



Karl Nøhr bringer en hyldest til Hendes Majestæt Dronning Margrethe ved at omtale alle de danske skibe og færger, som har båret navnene "Prinsesse Margrethe" og "Dronning Margrethe" (fem sider).


Formand Klaus fortæller om samtlige damp- og motorskibe på ruten Århus-København. Der er billeder af dem alle på nær ét (ni sider).


Selv bidrager jeg med en enkelt side med nogle få billeder fra mit besøg hos Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum i august.

Inklusiv "revl og krat" er det blevet til 28 sider denne gang.

fredag den 14. oktober 2022

Nu er det snart jul

Den nye Silvan, som er åbnet i den nedlagte Nordea i Viby, har længe haft juletræer og nisser i vinduet. Det er da lidt juleagtigt, men endnu mere juleagtigt er det, når slagtermester Bjarke i Super Brugsen i Kolt har lavet sylte. Og det havde han i dag. Og når så 365 på Langenæs i går var leveringsdygtig i matjessild, så bli'r det ikke meget bedre.


På turen hjem fra Kolt undlod jeg naturligvis at sætte mig på den nymalede bænk.


Eller det er måske kun skiltet, der er nymalet?

lørdag den 1. oktober 2022

Ny Solaris el-ledbus

Så fik jeg lejlighed til en tur med en af de nye Solaris el-ledbusser.



AarBus vogn 553.

lørdag den 17. september 2022

Jeg har fået en fødselsdagsgave

Kenneth og Emil var her til frokost, inden de skulle videre til fodboldkamp mellem AGF og AAB.

De havde en dejlig gave med til mig - seks meget forskellige øl, alle hjembragt fra Belgien.


Mon ikke jeg kan forvente en "blandet oplevelse"?

onsdag den 14. september 2022

Stegt flæsk på kroen

Så er Hasselager Kro startet med onsdagsaftener efter sommerferien. I aften var menuen stegt flæsk og persillesovs, en ret, der altid er populær.

Vi havde en gammel aftale med Jeanette og Morten om at mødes til netop den ret på kroen, så det blev i aften.


Næste gang er der wienerschnitzler.

søndag den 11. september 2022

Koncert med Kaare Norge

Susanne havde set et opslag fra Kolt Kirke om en koncert med guitaristen Kaare Norge. Den ville hun gerne overvære, så vi meldte os til for en god måneds tid siden.

Det foregik i dag i kirken. Inden koncerten bød kirken på et glas vin, en øl eller vand i sognegården, hvor man kunne se nogle af Kaares malerier.

Der var flere dejlige motiver, men vi mente ikke lige at have de 7000 kroner, som malerierne kostede - til favørpris.

Koncerten varede en god time, og det var ikke helt det, som Susanne havde forventet. Men manden kan altså det der med en guitar, respekt for det.

Det var forbudt forbudt at fotografere i kirken, så jeg kan kun vise billedet fra opslaget på Facebook.


Efter koncerten købte vi ind i Super Brugsen til salat og økodister.

fredag den 9. september 2022

Farvel til en Falckmand

Min tidligere redder-kollega René døde forleden. Jeg har kendt René siden han blev ansat i Falck som bud i 1969. Mens jeg selv var ansat, har jeg et par gange været med ham på tur i en ladvogn.

René blev bisat i dag fra Vestre Kirkegårds store kapel. Efter højtideligheden blev han i rustvognen kørt en omgang på kirkegården, ledsaget af to brandbiler fra Falck-Museet.


På vej hjem var jeg på apoteket efter medicin samt i Føtex, hvor jeg købte to Dagshug Stjerneskud til vores frokost.