søndag den 17. juli 2022

Harlekin

Jeg troede lige, at vores Harlekin sommerfugl fra sidste år var vendt tilbage, men når jeg nærkigger billederne, kan jeg se, at det ikke er den samme.


Det er nok sønnen, men den skal være så velkommen alligevel.

søndag den 10. juli 2022

Bøf og spejlæg og stegte tomater

Det blev kun den helt store tomat, der medgik til dagens frokost.


- og den levede helt om til minderne om min fars hofret, som han lavede mange gange, når han, Bente og jeg var alene hjemme.

lørdag den 9. juli 2022

Corona

Både Susanne og jeg er testet positive for Covid-19. Vi har det rimeligt - hoster og snotter og kan mærke, at det tærer på energien, men vi opretholder en stort set normal dagligdag - indenfor husets fire vægge.

Vi har meldt os som kunder hos Nemli'.com og har netop fået leveret varer til morgen. Specielt var jeg spændt på en omgang "Bøftomatmix i kasse".


Nu skal vi genopfriske en af min fars hofretter: Hakkebøf, spejlæg, løg og stegte tomater. Det bliver i morgen. Jeg glæder mig.

mandag den 4. juli 2022

Ny fryser

Klokken 1530 kom den nye fryser. Det kostede sved at pakke den ud, men nu står den på sin plads, og der er tændt for strømmen.


Det blev ikke den Electrolux, som vi havde bestilt. Skousen-manden ringede og gav os et tilbud på en Atlas FS91 med 13 liter større rumindhold, men til samme pris. Det tilbud sagde vi ja til.

lørdag den 2. juli 2022

Tour de France

Cykelløb siger mig absolut intet, men i dag så jeg alligevel lidt med på Tour de France etapen over Sjælland og på Storebæltsbroen. Det gjorde jeg, fordi jeg havde set, at både kongeskibet "Dannebrog" og "Marie Mærsk" ville passere under broen, når de mange cykelryttere var på den. Og indrømmet, det var et flot syn med de to skibe samt "Svitzer Thor" med vandsøjler.


"Marie Mærsk" lå stand by i Storebælt i nogle timer inden passagen. Hun var på vej fra Gdansk til Rotterdam og har åbenbart haft tid til det lille stop.


Efterfølgende tog jeg billeder af vores fjernsynsskærm.