søndag den 22. november 2015

Så kom sneen

I går varslede DMI, at der var risiko for en mindre snestorm over Sjælland, Fyn og Sydhavsøerne med op til syv centimeter sne. For Jylland lød prognosen, at der kunne falde op til to centimeter sne. Den holdt ikke - sjællænderne fik mellem 20 og 60 centimeter, og her har vi fået omkring 25 centimeter. Samtidig har det hele dagen blæst ¾ pelikan, og vinden har været kold. Så man kan roligt sige, at vinteren er startet med manér.

Kenneth hentede Emil først på formiddagen. De satte straks kursen mod Viborg for at nå hjem, inden vejene risikerede at lukke helt. Men efter hjemkomsten lød meldingen, at der overhovedet ikke var faldet sne i Viborg. Emil glædede sig virkelig til at komme hjem og lege i sne, men det blev altså ikke i dag.

Lokes mormor skulle hente Loke ved middagstid. Aftalen var, at vi skulle mødes ved bussen ved Skovhøj og foretage udvekslingen der. Men, men, men - efter at mormoren havde ventet på en bus et godt stykke tid i Viby, og Loke og jeg havde ventet tre kvarter ved Skovhøj, blev vi enige om at droppe projektet. Det var synd for Loke, som skulle have været til juletræsfest sammen med mormoren, men han tog det nu pænt.

Men Loke kom alligevel til juletræsfest. Morten havde haft et ærinde i Malling og hentede Loke her og kørte ham til Viby, så han kunne komme til juletræsfest. Så overnatter han hos mormoren til i morgen.

Nu er her stille, Susanne ser lige nu herrefodboldkampen mellem AGF og Brøndby, som gennemføres på en sneryddet bane. AGF har netop scoret, flot selvmål af Jens Jønsson.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar