tirsdag den 5. september 2017

With Compliments

I eftermiddag var der bestyrelsesmøde i Aarhus Søhistoriske Selskab. Møderne afholdes normalt hos søfartsmuseet, således også i dag.

Jeg benyttede lejligheden til at se mig lidt om i de nye udstillinger. Den ene, kaldet Kahytten, er en genopbygning af et fornemt mødelokale fra firmaet Franck & Tobiesen i København.




Den anden er en genopbygning af Kristian Kielsholm Madsens arbejdsværelse. Kristian, som døde for få år siden, var mangeårig medarbejder i ØK og beholdt interessen for skibene efter sin pensionering.



Kristian var aktiv næsten til det sidste, og i mange år gik eller cyklede han dagligt en tur på havnen og fotograferede skibene i havnen. Disse fotos bruger jeg i stort omfang som "Ugens Foto" på museets hjemmeside.

Selv nåede jeg at hilse på Kristian en enkelt gang. Det var til en generalforsamling i Aarhus Søhistoriske Selskab, hvor vi fik en god snak om hans interesse for skibene samt hans billeder og brugen af dem.


En anden spændende ting er en æske med klodser, som kan samles til forskellige skibe. 




Giveren har fået æsken som gave fra rederiet J. Lauritzen A/S, og klodserne er fremstillet af Svaba Line i Marstal dengang hvor telefonnumrene startede med 09.



Dagen i dag blev også dagen, hvor jeg forærede museet min onkel Christians søfartsbøger og orlogsbog. Så er de forhåbentlig bevaret for eftertiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar