Vi tog med "Prinsesse Isabella" fra Hou klokken 0930.
I Nordby gjorde vi holdt ved Nordby Gammel Købmandshandel, en butik med Samsø-specialiteter. Jeg købte en spegepølse, lavet af kød fra Brattingborgs fasaner. Samtidig smagte vi på en lækker kartoffelsalat - det gjorde, at jeg i en nærliggende gårdbutik købte aspargeskartofler og rødløg, så jeg kan lave den sammen med noget kylling i morgen.
Vi fortsatte til Issehoved, hvor vi hilste på et par af de fritgående køer.
Herefter kørte vi mod syd (man kan faktisk ikke andet) og endte ved Brattingsborg, hvor vi så masser af fasaner - både langs vejen og på den. De var dovne og virkelig fede, de skal måske også ende som spegepølser.
Vi spiste frokost hos Carlos Corner i Tranebjerg, tre fiskefileter med remoulade og brød, meget velsmagende. Inden vi kom der, havde vi fundet ud af, at næsten alt på Samsø har lukket om onsdagen. Carlo og frue fortalte, at det nyder de godt af, så de holder åbent og får på den måde pæn søgning om onsdagen.
Efter middagen kørte vi til Ballen, hvor vejret viste sig fra en pæn side. I Brugsen købte vi fire kopper kaffe og nogle snitter, som vi nød stående ved et plankeværk ved havnen.
Der lå en del sejlskibe i havnen. De fleste af dem tilhører formentlig de indfødte. Et af sejlskibene hed "IngenTing".
Vi fortsatte lidt rundt og gjorde i Besser stop ved "The Morgan Garage", et lille museum for Morgan biler.
Indehaveren var ved at reparere en port og forkyndte, at der var lukket, så vi fik kun lov lige at stikke hovedet ind og se bilerne i hallen. Helt ærligt, så kunne han godt have ladet os kigge i ti minutter.
Videre til Besser Rev, hvor vejret viste sig fra forskellige sider: mod nord med nogenlunde blå himmel, mod syd med truende mørke skyer. Men havet var stille.
Det var det imidlertid ikke på den anden af øen. I Sælvig-bugten viste havet tænder, og vi tænkte lidt på, om det kunne blive en vippetur, når vi senere skulle med færgen hjem.
Sidste stop blev Mårup, hvor der blev tanket, inden vi fortsatte til den lille undselige havn. Her hilste Niels og jeg på et par gæs og så blandt andet den lille passagerbåd "Tunø", som stadig bruges som afløser, når "Tunøfærgen" ikke er i drift.
Mens vi ventede på færgen i Sælvig, blev det til et par billeder af solnedgangen.
Vi sejlede med "Prinsesse Isabella" fra Sælvig klokken 1815, og turen viste sig at foregå uden vip. Jeg tog lige et billede af billedet af skibets gudmoder. Det hænger i en af færgens saloner.
Britta havde købt fire Sweat Deals med spisning på Hørning Kro, så der spiste vi på vejen hjem. Indbagt laks, kalvesteg med tilbehør samt chokoladekage med is. Altsammen for 158 kroner. Og det smagte!
Vi var hjemme ved 2130-tiden, og i dag er vi trætte.
Se alle dagens billeder i dette Flickr-album
Ingen kommentarer:
Send en kommentar