tirsdag den 21. november 2017

Jeg er et mystisk tilfælde

Jeg døjer stadig med kraftige hosteanfald, ondt i lungerne og træthed. Derfor gik turen i går igen til lægen, som undersøgte og lyttede igen, men med samme resultat som i sidste uge. Så der er tilsyneladende ikke tale om en lungebetændelse.

Vi gik videre til Plan B med blodprøver samt recept på en hostesaft med lidt "Godaw" (= morfin) i samt en tur til røntgenfotografering af lungerne. Det foregik på Amtssygehuset i går eftermiddag - hurtig ekspedition, seks-syv minutter fra ankomst til jeg atter stod i gadedøren.

I morges kontaktede jeg lægen for at høre svaret på røntgenundersøgelsen. Der er intet unormalt at se på billederne, og da jeg stadig kun har en smule feber, er konklusionen foreløbig, at jeg er et mystisk tilfælde.

Næste skridt er, at jeg klapper hesten en dag eller to for at se, hvordan morfinen virker samt tager temperaturen to-tre gange om dagen, og så tales vi ved igen.

Så indtil videre hoster jeg videre og elsker min middagslur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar