Museet fortæller om dramatiske strandinger ved den jyske vestkyst og den lokale befolknings møde med de berørte søfolk - både de druknede og de overlevende.
Det er et meget spændende museum, og den hyrede guide var et positivt bekendtskab. Han fortalte om mange strandinger, men "hovedpersonen" på museet er dog det engelske linjeskib "St. George", som strandede lidt syd for Thorsminde i 1811. Fra dybet er der hentet mange genstande op fra skibet - mest markant er de store kanoner, et af de store ankre og ikke mindst skibets ror, som dog var mistet på Rødsand, inden skibet nåede gennem Storebælt og rundt om Skagen.
På billedet betragter Mogens hvad man kan kalde et vandskab, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig i sand og genne krabber, ål og fladfisk væk.
Vi spiste frokost i museets restaurant, og vi brugte også tid på at betragte Vesterhavet, hvilket i sig selv var en stor oplevelse. Guiden på museet oplyste ved middagstid, at det blæste med 20 m/sek., men senere blæste det op, så mon ikke vindstyrken har tangeret gårsdagens 23 m/sek.?
Klokken 1530 satte vi kurs mod Viby. Susanne havde haft besøg af Britta, Niels og Jasmin, og de havde levnet tre stykker smørrebrød til mig. Marius havde hygget sig med Lego-klodser og biler, og sammen med sin farmor havde han været en tur på legepladsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar