torsdag den 28. marts 2019

Årets første ærter

Det er næsten som at blive født på ny: årets første ærter.


25 kroner i Super Brugsen. Indrømmet, det er ikke de bedste, men ganske udmærkede på denne årstid - og ikke danske. Men når man nu en gang er ærtoman...

tirsdag den 26. marts 2019

Kyllingelår med tilbehør

Til middag stegte jeg en flok kyllingelår og serverede lidt forskelligt - hovedsageligt sundt - tilbehør til dem.



Det burde ikke have været hvide løg, men røde, men Super Brugsens udvalg af de røde levede desværre ikke op til mine krav.

onsdag den 20. marts 2019

Gammeldaws kylling

Onsdagens menu på Hasselager Kro var gammeldaws kylling med kartofler, sovs og agurkesalat. Den valgte vi at se nærmere på. 





Der var fire stykker kylling, men Susanne var meget sulten, så jeg nåede kun at fotografere de tre! Susanne fik cola til maden; jeg valgte et glas af husets rødvin.

Der skulle også have været rabarberkompot som tilbehør, men krofatter Thomas gik til bekendelse og fortalte, at han havde tabt skålen med kompot på gulvet, så kompotten fyldte to m². Han kunne ikke nå at lave nyt, så vi måtte nøjes med agurkesalat som tilbehør. Jeg kunne kun bemærke, at jeg var glad for, at det ikke var omvendt.

Som sædvanlig smagte maden godt. Desserten var pandekager med is, men jeg valgte en kop kaffe i stedet - min mave får det ikke godt med kombinationen af rødvin og fløde eller is.



Inden vi gik hjem, havde vi mulighed for at studere næste måneds menu.

tirsdag den 19. marts 2019

Ghita i Skræppebladet

Mit indlæg om Ghitas maleriudstilling på Toftegaarden er med i det næste nummer af vores beboerblad Skræppebladet.



Bladet kan nu ses på nettet og kommer formentlig i postkasserne sidst i denne uge.

torsdag den 14. marts 2019

Captains Dinner

Aarhus Søhistoriske Selskab havde arrangeret den årlige og traditionsrige Captains Dinner i aften. I lighed med de senere år blev den afholdt i Marineforeningens hyggelige lokaler på Mellemarmen. I lighed med tidligere år mødte vi fra bestyrelsen en time før for at dække bord. I lighed med tidligere år sponserede Christian fra bestyrelsen sildemaden.



I modsætning til tidligere år havde Karl Nøhr ikke medbragt et sanghæfte, men fortalte i stedet en historie fra søens verden - en historie, som kunne sammenlignes med sangen "Her går det godt, Fru Kammerherreinde".



I modsætning til tidligere år var smørrebrødet indkøbt hos Meny på Viborgvej. Det fejlede ikke noget når først man havde skovlet al den overflødige pynt væk.

Falck-Gården er solgt

En af mine gamle arbejdspladser, Falck-Gården på Trindsøvej, er nu solgt. Det skriver beredskabsinfo i dag.

Jeg var ansat på vagtcentralen på "Gården" i begge mine Falck-liv, først fra 1989 til 1991, derefter fra 1996 til 1999. Men derudover er jeg kommet der siden Falck overtog matriklen - eller dengang kun en del af den - i 1967. Ofte har jeg tilbragt et par timer der en lørdag eller en søndag, og ofte kørte jeg omkring Trindsøvej om morgenen på vej til arbejde, da jeg arbejdede på havnen og var så heldig at disponere over en firmabil. Gennem årene er det blevet til mange billeder af stationens køretøjer.

Bygningerne er nu solgt til entreprenør A. Enggaard og pensionsselskabet PKA. Det er meningen, at der skal indrettes kontorer og boliger i bygningerne. Falck bliver dog i bygningerne et årstid endnu.

Da Falck overtog de daværende bygningen i 1967, havde de indtil da rummet Århus Kommunes kabelgård. Senere tilkøbte man endnu en grund fra kommunen samt en stor grund fra en automobilforhandler.

Det øverste billede viser Falck-Gården omkring december 1967, det nederste er nyt.





Nu er alle "mine" Falck-adresser enten solgt eller revet ned.

lørdag den 9. marts 2019

Far til fire, Morten Korch og en pige jeg ikke kan glemme


 Vi så i aften filmen "Far til fire på Bornholm" - fordi "der ikke er en skid" i fjernsynet. Far til fire filmene har man efterhånden set flere gange, på samme måde som Morten Korch filmene og Matador. Men alligevel er der scener, man ikke husker at have set før.

Vi genkendte flere lokaliteter på Bornholm, blandt flere andre Hammershus ruin - "der har vi også været! - "der har vi kørt forbi". Men tankerne kommer let til at flyve, og de behøver ikke nødvendigvis flyve så langt som til Bornholm for at man mindes gode oplevelser.

Uvist af hvilken grund kom jeg til at tænke på en oplevelse, som jeg havde den første maj 1997 på Tangkrogen, hvor jeg efter en god dag med mange indtryk var på vej til bussen. Inden jeg nåede så langt, måtte jeg stoppe og og nyde synet af en glad ung pige, som svævede, dansede i luften i flere minutter. Mange andre end jeg stoppede op og nød dette syn. Ingen sagde noget. Hvis man spørger "mange andre", er jeg sikker på, at de vil bekræfte min iagttagelse: pigen svævede i luften i flere minutter.





Utroligt, som sådan en oplevelse kan sætte sig i ens hukommelse som noget af det mest positive og livsbekræftende, man har oplevet. Hende glemmer jeg aldrig. 

Fernisering

Genbo Ghita havde inviteret til fernisering i eftermiddag. Ghita laver decoupage og acrylmaling og har fået en aftale om at udstille på Lokalcenter Toftegaarden i Hasle.

Selv regnede Ghita ikke med, at der ville dukke mange op til ferniseringen, men der tog hun fejl. Der var vel 40-50 mennesker til udstillingen af den lille snes billeder, som Ghita havde valgt at udstille.






For dem, der havde lyst, fortalte Ghita lidt om hvordan billederne fremstilles og lidt om baggrunden for de enkelte motiver.



Der var snacks, et glas vin, kaffe og småkager til gæsterne.

Mange tak Skat

Helt nøjagtigt 491 tak.

onsdag den 6. marts 2019

En ny bog og en ny bog

Søster Bente anbefalede mig bogen om Aarhusbugten, og hende kan man godt lytte til. På Saxo bestilte jeg bogen "Århusbugten - natur og mennesker". Den kom i midten af sidste uge.



Da jeg bladrede i bogen, kunne jeg fornemme, at indholdet ikke helt passede sammen med Bentes beskrivelse, så jeg indså, at det var den forkerte bog, jeg havde bestilt.

Men den er nu ganske god; der er mange interessante artikler, så spildt var det absolut ikke.





Den "rigtige" bog hedder "Livet i og omkring Aarhusbugten" og er noget større.



Den var lidt vanskeligere at finde på nettet, men jeg fandt den hos et antikvariat i Viborg. Jeg modtog bogen i går.

Den bog er lidt mere "poppet" med rigtig mange store og flotte billeder.




Nu er der til nogen dages læsning. I den store bog er der et indslag fra søfartsmuseet og også et indslag fra Tunø. Et af indslagene fra Tunø er en opskrift på Tunøgryde.


Den må jeg prøve at lave en dag.

søndag den 3. marts 2019

Naturhistorisk Museum

Vi har længe gerne villet se Naturhistorisk Museums udstilling "Frihedens Værksted" om Troels Kløvedal. Da Britta og Niels hørte det, ville de gerne følges med os, og det blev så i dag.

De parkerede hos os, og sammen tog vi først bussen, derefter letbanen, til museet, hvor vi først så de faste udstillinger med dyr og dernæst udstillingen om Kløvedal.

Det er en flot udstilling, der er virkelig meget at se, og den kan absolut anbefales. Den er måske mere for voksne end for børn.













På en storskærm - en meget stor storskærm - vises film fra togterne.



Vi købte årskort til museet, så det er da ikke udelukket, at vi besøger udstillingen endnu en gang.

Fra stoppestedet ved Dokk1 så vi en af Mols-færgerne komme i havn, og selvom det var på afstand, fik jeg et nogenlunde billede af den.


Efter museumsbesøget spiste vi frokost hos "Dalle Valle" i Europa-Huset. Det var så bestemt også besøget værd. Der var masser at vælge mellem, og samlet kom vi af med 375 kroner - det er der vist ikke noget at sige til.