På Facebook havde jeg set et billede af det stykke Berlin-mur, der er udstillet på Bispetorvet. Ved første blik troede jeg dog, at det var en telefonboks. I dag rejste jeg til Aarhus for at se den.
Der var en del - især unge mennesker - som ville se muren og læse lidt om den.
Jeg var ni år gammel, da man påbegyndte muren. Jeg husker det svagt, men det jeg husker bedst var, at min mor virkede meget bekymret for konsekvenserne.
En del af de mennesker, der gik rundt i byen var forklædte eller udklædte. Det undrede mig, jeg har ikke læst om noget karneval.
Jeg fortsatte til havnepladsen
og videre til Sydhavnen, hvor der lå nogle få skibe: Bunkerskibet "Stathav 21"
muslingefiskeren "HO32 Sif"
gode gamle "Fulton"
samt sikkerhedsskibet "Karoline".
På vej tilbage gik jeg bagom den tidligere DLG-bygning, som nu ejes af Olav de Linde. Det ser ud som om, at den gode Olav forsøger at få træerne til at vokse ind i himlen. De har i hvert fald fået en tyvstart.
Ved Dokk1 tog jeg letbanen til Øllegårdsvej og herfra 1Aeren hjem.
Da jeg kom hjem og viste mine billeder til Susanne, havde hun forklaringen på de udklædte mennesker: De fejrede polterabend. Så fik jeg det på plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar