torsdag den 21. maj 2020

Marius på ferie

Det smitter åbenbart blandt børnebørnene - det med at være på ferie. Denne gang har Marius ønsket at komme på ferie, med den ene begrundelse, at hos Farmor og Farfar får man blødkogt æg til morgen.

Han kom i formiddags, var faktisk klar til at køre hjemmefra klokken syv i morges. Og han skal nok får blødkogt æg til morgenmad.

Hans far kørte ham, og han ankom midt på formiddagen og havde taget en pose rundstykker med samt en blomst til Susanne i anledning af Mors Dag forleden.





Inden Kenneth kørte hjem, samlede han det stigegolf, som vi købte forleden som et ja-tak-tilbud i Super Brugsen. Det spillede vi i formiddags, inden vi spiste frokost.



Efter frokost spillede vi mere golf, tegnede lidt, og hyggede os på terrassen. Marius tog sit Minecraft Lego med ud, og det var vist lidt af en udfordring for ham, at han tre gange måtte fortælle mig, hvem der er Good Guys og hvem der er Bad Guys, så det lykkedes mig - til Marius' store frustration -at indlede en slåskamp mellem to af de gode.




Til aften lavede Susanne boller i karry til sig selv og Marius, mens jeg fik suppe. Marius ville dog gerne smage suppe, så han fik begge dele.

Efter aftensmaden hyggede Susanne og jeg os på terrassen i det dejlige forårsvejr med et glas rosévin, mens Marius sad med dyne og hovedpude i lænestolen og spillede på ipad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar