tirsdag den 30. juni 2020

Hvad sker der lige for folk?

På min tur i morges/formiddags oplevede jeg tre tilfælde af hjælpsomhed og imødekommenhed fra mennesker, jeg slet ikke kendte. Det synes jeg er ret usædvanligt.

Da jeg i morges skulle med bus linje 23 til Aarhus Ø, valgte jeg at gå til rutebilstationen, da jeg havde god tid. Jeg håbede at kunne komme på toilettet på rutebilstationen, men den åbnede først klokken 10.  Chaufføren var ved at forlade bussen, så der var ikke angivet nogen destination, og på min forespørgsel bekræftede han, at den blev til linje 23. Dernæst spurgte jeg, om han havde kendskab til et tilgængeligt toilet, men hans umiddelbare forslag var banegården. Det ville jeg have svært ved at nå. Han fik åbenbart medlidenhed med mig, for han fortsatte med at sige, at jeg kunne følge efter ham. Så gik turen til 1. sal i bygningen, hvor chaufførerne har pauserum. Her anviste han mig et toilet. Jeg takkede pænt.

Da jeg skulle finde udsigtsplatformen på Pier 4, kom jeg til at bevæge mig ind på byggepladsen til Lighthouse. Jeg var godt klar over, at jeg var på gale veje, og netop som jeg ville spørge en hjelmklædt arbejder om vej, fortalte han mig, at der måtte jeg ikke gå. Men han beklagede også, at porten til byggepladsen stod åben. Han fulgte mig hen til porten, viste mig, hvor der går en sti bag et midlertidigt plankeværk, og fortalte hvordan jeg videre fandt frem til platformen. Jeg undskyldte og takkede den rare mand.


På vej hjem i 1Aeren stod en lidt nusset mand og babbede på en e-cigaret. Han forsøgte at skjule den bag kraven på sin jakke. Jeg holdt øje med ham - det kunne han ikke undgå at se - og da han gjorde det igen, sagde jeg til ham, at jeg syntes det var en dårlig ide at lave den slags svineri i bussen. Han hævdede ganske vist, at han ikke havde røget, men jeg fastholdt min påstand. Da han stod af bussen, råbte han "Hold kæft" efter mig. Et par stoppesteder senere stod en ung mand af bussen, og idet han gik ud, sagde han tak til mig fordi jeg havde påtalt rygningen til fjolset.

Utroligt - tre så positive oplevelser på en formiddag. Det er til at blive glad i låget af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar