mandag den 25. april 2022

En lidt speciel bustur

Vi havde været til fødselsdag hos søster Bente med rundstykker, pålæg, te, kaffe, juice mv. og var på vej hjem i 1Aeren, da der omkring Harald Jensens Plads steg en mægtig sød ung (gravid?) pige om bord i bussen sammen med et ældre ægtepar, som skulle vise sig at være hendes forældre. Jeg havde straks en fornemmelse, der sagde Ukraine.

Den unge dame gik lidt rundt i bussen med et print og var åbenlyst usikker på et eller andet. En ældre dame på sædet bag mig forsøgte at hjælpe, men hun var ikke særlig god til engelsk, så jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe. Det viste sig, at de tre skulle af bussen ved Grøndalsvej, og pigen spurgte, om jeg vidste, hvor det var og om jeg ville sige besked. Selvfølgelig ville jeg det. Hun brugte sin telefon til at oversætte: indtalte på ukrainsk og den oversatte til dansk tekst. Det endte ret hyggeligt, hun fortalte sit navn, som oversat betyder Hope. Moderens navn husker jeg ikke, farens navn var Viktor, som hun forbandt med Victory/Sejr. Vi var rørende enige om, at de har brug for begge dele. Hun indtalte/oversatte, at når de kommer tilbage til Ukraine, vil de fortælle, hvor rare folk er i Danmark. Det hele endte i store smil og et håndtryk, da de tre stod af bussen ved kommunekontoret ved Grøndalsvej.

Men inden vi nåede så langt, havde damen bag mig fortalt, at hun havde været forgæves ved Nordea på Skt. Clemens Torv, idet den var lukket. Hun vidste, at der ligger en Nordea i Viby og var nu på vej derud. Jeg måtte bedrøve hende med, at ligger nu er lå. Jeg forklarede hende, hvordan hun finder Nordeas nye afdeling på Frederiks Plads tæt ved Bruuns - og hun havde faktisk været i Bruuns tidligere i dag. Det var s.. lidt synd for hende; hun havde brugt det meste af eftermiddagen på at finde Nordea.

Lige efter Genvejen var der trafikprop både mod Hasselager og mod Viby. Det viste sig at være en bil fra Aarhusvand, der var kørt galt. Der var ingen modpart at se, men vejen flød med glasskår og metalstumper, og trafikken sneglede sig forbi stedet.


Da vi var kommet hjem, ringede Finn for at høre, om vi var kommet godt hjem. Han havde fra 4Aeren set os vente på 1Aeren i Emil Vetts Passage og havde vinket som en gal, men vi så ham ikke.

Han fortalte, at i den bus virkede rejsekortautomaterne ikke. Der kom kontrollører i bussen, og den første, der blev tjekket, sagde "Rejsekortautomaten virker ikke". Kontrolløren: "Men jeg vil gern se dit rejsekort". Manden: "Jeg har ikke noget rejsekort" - Bon! - afgift på 750 kroner. Der blev givet otte af slagsen, sådan!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar