Bouillonen var for stærk

Da jeg midt på formiddagen begyndte at lave middagsmad, ville jeg lave grønsagsbouillon. Jeg laver altid bouillon i den store saftevandskande, og det er altid gået godt. Lige indtil i dag.

Mens jeg rørte terningen ud i det kogende vand, sprang halvdelen af bunden af kanden med et ordentligt knald. Det hele pissede ud på køkkenbordet og videre ned på gulvet.


Vandet var ikke varmere, end det har været andre gange, så det må have været bouillonen, der var for stærk. Efter at Susanne og jeg havde hjulpet hinanden med at tørre op og flytte diverse ting fra køkkenbordet, lavede jeg en ny bouillon i en plastikskål. Og denne gang brugte jeg oksebouillon i håbet om, at den ikke er helt så stærk.

En madblogger

En af netaviserne bringer i dag en artikel om en madblogger (jeg kendte faktisk ikke det udtryk før i dag) fra Aarhus. En pige ved navn Ísbjörg Helgadóttir giver en masse gode - og ikke mindst billige - opskrifter fra sig. Ísbjörg er på SU og skal derfor have mest muligt for pengene og vil gerne samtidig leve sundt.

 

 

Der er mange gode opskrifter på hendes blog, også for dem, der måtte have en såkaldt sød tand.

Ísbjörg har givet mig lov at linke til hendes blog, som du kan se på denne web-adresse: http://opholdsrum.wordpress.com/

 

En meget gammel bekendt er død

Dagens avis fortæller, at Dora Friis er død, 103 år gammel. Og hvorfor skal jeg så netop skrive om Dora Friis?

Jo, Dora Friis var gift med Henry Friis - blot kaldet Friis eller Sir Henry - som i mange år var formand på havnen og i pakhuset for "mit" gamle firma Wendelbo Nielsen & Co. Susanne og jeg har besøgt parret engang, hvor Friis var sygemeldt efter at være blevet kørt ned i krydset Havnegade/Skolebakken. Derudover har vi selvfølgelig hilst på Dora til firmafester og andre sammenkomster.

Dora var stadig frisk, da hun den 7. april fyldte 103 år. Hun døde den 22. april. Friis døde i 1992.

 

Friis kunne godt virke lidt brysk, når man ikke kendte ham, men han var altid hjælpsom, og jeg har kun gode minder om ham. Når han ringede fra pakhuset, var hans første spørgsmål altid: "Var du sunket hen?".

I min bekendtskabskreds har der dog været en person, som blev ældre end Dora. Det var Theodora Christensen, som boede i ejendommen Skovvejen 40, da jeg boede der som barn. Hendes mand døde forholdsvis tidligt. Da jeg fandt ud af, at hendes søn var sømand, kom jeg ofte hos Theodora, hvor vi over en kop kaffe fik en snak om søens folk og deres oplevelser. Efter vi flyttede til Brabrand, har jeg også besøgt Theodora - også endnu senere, sammen med Susanne. Theodora blev boende på Skovvejen i mange år og boede til sidst på et plejehjem i Lystrup. Theodora blev 104 år gammel.

På besøg i Lyngby

Vi havde inviteret Morten, Jeanette og Loke til at besøge os enten i dag eller på søndag, men de mente det ville være en god ide, om vi besøgte dem i stedet. Det syntes vi bestemt også, så vi tog med 114eren klokken 1015 fra Aarhus. Morten hentede os i Anbæk. Med i bilen var Mortens kammerat Jakob, som skulle være hos Morten og Jeanette fra i dag til i morgen.

Inden frokost spillede de store drenge fodbold med Loke, men spillet var ikke helt fair, for Loke proklamerede hele tiden "min tur". Men de hyggede sig, det var hovedsagen.

 

Efter frokost med sild og pålæg klippede Jeanette både Susanne, Morten og mig. Jakob mente ikke, at han trængte til at blive klippet. Senere gik vi alle en tur i området, og Loke kunne stolt fremvise genboens heste. Han fortalte dog ikke, at han var bange for dem, hvis de var for tæt på ham, men her stod de et stykke fra landevejen, så det var meget fint.

 

Loke er flink til at gå ind til siden, så snart han hører eller ser en bil eller en traktor, men ellers betragter han landevejen i hele dens bredde som sig egen. Og det sker der ikke så meget ved i Lyngby.

 

 

Vi var hjemme lidt senere end normal spisetid. Da vi havde spist, så vi filmen "Olsen-bandens store kup".

 

Flere billeder på Flickr.

 

Forår

Da vi på vej hjem fra Holmstrup skiftede bus på Klostertorvet, kunne vi ikke undgå at se, at foråret nu endelig har indfundet sig. Efter en lidt grå morgen skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og vi kunne beundre knopperne på træerne. Det varer ikke mange dage, før knopperne springer ud.

 

Og det er båre dæjlig...

Tillykke Søster

Lillesøster Bente fylder 60 år i dag og havde i den anledning inviteret til kaffe og rundstykker. Det traktement deltog vi naturligvis gerne i.

I Holmstrup var Dannebrog sat til tops, og Bente havde allerede modtaget mange sms'er med lykønskninger.

 

Efter kaffe, juice, brød, rundstykker, ost, pålæg, tomater, radiser osv. var vi mætte, da vi kort før klokken 13 tog bussen hjem igen.

 

Bente har ikke valgt at gå på efterløn, men mon ikke hun alligevel er glad for at have dokumentet liggende i skuffen?

 

Tillykke!

Gulerod med gevind

Susanne var hos foddame i Aarhus og købte ind på torvet inden besøget. Jeg lavede "Svinekød i wok" og skulle blandt andet bruge gulerødder, som hun havde med hjem. Da jeg åbnede posen med gulerødder, dukkede denne deforme gulerod op. Den ser ud, som om den har forsøgt at lave et gevind på sig selv.

 

Jeg brugte ikke guleroden til aftensmaden, men jeg frydede mig alligevel over, at netop den var med i posen. Og det fordi jeg på en eller anden måde føler, at jeg er med til at pisse på blot en enkelt af EU's åndsvage regler, nemlig den om krumme agurker og gulerødder. Og jeg er stensikker på, at torvehandler Lone har det på nøjagtigt samme måde.

Mens jeg lavede mad, delte Susanne guleroden i to eller tre stykker, skrællede den og spiste den.

To dage gammel Java? - Nej tak!

Et par gange i løbet af formiddagen forsøgte jeg at logge mig på Netbank for at overføre lidt penge fra konto 1 til konto 2, så vi kan få mad de næste dage. Det lykkedes ikke. Jeg ringede til NemID Support, som henviste mig til at kontakte min bank. Det gjorde jeg så, og efter at have trykket mig gennem velkomsten fik jeg den besked, at ventetiden for svar var på cirka 17 minutter. Det gad jeg ikke vente på, så jeg bestemte mig til at se tiden an. Forinden tjekkede jeg, at min Java var opdateret. Den var opdateret i forgårs, så den måtte være i orden.

Jeg så tiden an, til det blev eftermiddag, og jeg kunne stadig ikke logge på. Jeg forsøgte også at logge på Danske Spil, det kunne heller ikke lade sig gøre.

Det var måske alligevel Java-opdateringen, det var galt med? Jeg opdaterede min Java, men fik den besked at "Du har altså allerede den nyeste version, vil du opdatere alligevel?" Det svarede jeg ja til, så opdateringen fra i forgårs blev slettet og erstattet af en opdatering fra i forgårs. Og så virkede skidtet. 

 

Sådan en computer lever altså sit helt eget liv. Nu er jeg spændt på, om jeg skal igennem de samme kvaler, næste gang jeg skal bruge NemID. Og det bliver allerede i morgen, når jeg skal tjekke, om A-Kassen har sendt mig nogle penge, så vi også kan få mad i den kommende weekend og i næste uge. På søndag kommer nemlig selveste Svigermekanikken på besøg, så der skal der god mad på bordet.

Det var alligevel ikke en ommer

I formiddag gik turen igen til Kolt for at få taget en ny blodprøve. Jeg havde tid klokken 10 og var der i god tid. Sygeplejersken Merete kaldte mig ind næsten med det samme, og vi gjorde klar til en blodprøve. Da hun havde sprittet min arm, så hun på skærmen, at den blodprøve, som hendes kollega tog i onsdags, alligevel var sendt ind, selvom glasset kun var halvfyldt. Og der var også svar på den: PSA-tallet er 2,5. Fint, det skal helst være under 4. Så det blev et nemt job for Merete, og jeg slap for at blive stukket.

Jeg fortsatte til SuperBrugsen og købte lidt ind til i morgen. Da klokken var 10, var jeg på vej hjem.

Jeg glemmer det altid. Næsten

Da jeg var i SuperBrugsen i formiddag, havde jeg et lille læs tomme flasker og dåser med. Jeg måtte vente lidt i flaskeindleveringen, og ham, jeg måtte vente på, påstod, at automaten snyder. Det tror jeg nu ikke, men det kan da godt være, at jeg vil tjekke det de næste gange.

Og som sædvanlig glemte jeg at indløse bonen ved kassen. Det glemmer jeg næsten altid. Men nu har Susanne den i sin pung; hun husker nemlig altid at indløse bonerne. Heldigvis behøver man ikke at indløse sin bon samme dag, som flaskerne er afleveret.

Det minder mig om min gamle chef, Wendelbo, som aldrig tog tomme flasker med sig, når han handlede i Magasin. Han syntes, det var pinligt at aflevere flasker, når andre så på. Han ventede derfor, til han kunne fylde bilens bagagerum med flasker, for så kunne han køre ind i gården med dem. Det fandt han derimod ikke pinligt.

RAF-tomater

Jeg er hverken i ledtog med Royal Air Force eller Rote Armee Fraktion - jeg har blot bestilt en pose RAF-tomater hos aarstiderne.com, og den kom i dag sammen med frugtkassen.

RAF står for "Resistante A Fusarium O". Tomaterne er grønne, og det skal de være. De er modne, når de er grønne. De dyrkes hovedsageligt i Spanien, og disse kommer fra et område omkring Nijar.

Ifølge beskrivelsen fra aarstiderne.com er deres smag helt anderledes end traditionelle tomater. Det eneste problem med dem skulle angiveligt være, at når man har smagt dem, smager alle andre tomater som vand. Tomaterne sælges ikke til supermarkeder, da arten ikke er fremavlet til at kunne holde sig længe på hylderne.

 

Jeg lavede en tomatsalat som ledsager til vores middagsmad.

Jeg vil gerne medgive, at smagen er speciel og de smagte rigtig godt på denne måde. Til aften brugte jeg en som pålæg, men her må jeg sige, at jeg foretrækker de gode, gammeldags røde tomater.

Tigerrejer med grønt og ris

Aftensmaden blev efter en opskrift i "Ude Og Hjemme" - Tigerrejer med grønt og ris.

Tigerrejer, broccoli i små buketter, løg i strimler, gulerødder i stave. Dressing af soya sauce, flydende honning, saft fra en citron samt et finthakket hvidløg. Serveret med løse ris og Sweet Chilli Sauce. Det smagte af mer'.

Så har vi fået hest

Så skete det - vi fik hest. Og lad mig sige det straks: Det var en skuffelse. Til aften stegte Susanne to af hestebøfferne og lavede kartofler, bløde løg og sovs - ja, sovs - dertil. Men bøfferne var lidt seje og det, som min salige mor ville have kaldt teaterbøffer - fyldt med sener.

Vi var enige om, at de seks resterende bøffer skal laves som simremad. Og så ved jeg godt, hvem der skal lave mad de tre aftener, men det gør mig nu egentlig ikke noget.

Det var en ommer

Af en eller anden uforklarlig - og ikke mindst uforståelig - årsag, var jeg oppe ved halvsyv-tiden. Endnu mere uforklarligt er det, at Susanne allerede havde været oppe en times tid og været en tur på Koltgaarden for at hente et par ting, hun havde glemt at få med hjem i aftes.

Da jeg nu alligevel var oppe, og alligevel skulle i SuperBrugsen, tog jeg til lægen for at få taget en blodprøve. Der er åbent for den slags mellem klokken otte og klokken ni, uden at man skal bestille tid.

Efter at have ventet en halv snes minutter, blev jeg kaldt ind til sygeplejersken. Det, som egentlig burde være en rutinesag, klaret på få minutter, var ikke sådan bare lige. Selvom hun stak i begge mine arme, lykkedes det ikke at finde en åre, der gav blod nok, så nu har jeg fået en tid hos en anden sygeplejerske en anden dag til et andet forsøg.

Men besøget i SuperBrugsen blev en ubetinget succes. Jeg fandt alt, hvad der stod på min seddel.

Flotte modeller

Jeg var i god tid til Aarhus Søhistoriske Selskabs bestyrelsesmøde på søfartsmuseet og nåede at få en kop kaffe sammen med de frivillige, inden mødet skulle starte. Jeg skulle også bytte en billedmappe og høre, hvordan Ib Møllers hofteoperation var gået. Den var heldigvis gået rigtig godt, og han er nu næsten 100 % mobil igen.

En af de frivillige, Carl Erik, bygger modeller og er samtidig museets "værft" - sådan at forstå, at han flere gange har renoveret defekte modeller, som museet har fået foræret. Carl Erik havde medbragt sin seneste kreation - tre modeller af containerskibe i indbyrdes korrekt målestoksforhold.

 

 

Det forreste skib er ØKs "Boringia", bygget 1978. Skibet sejlede i flere år på ruten til Vestafrika. I de år, hvor jeg var ansat i containerkontrollen på havnen, har jeg ofte set "Boringia" og søsterskibet "Fionia" langs kajen. Det var store skibe - dengang, 1160 TEU.

Det midterste skib er "Regina Mærsk", bygget 1995. Efter en forlængelse med en kapacitet på 7403 TEU. Det tredje skib er en model af Maersk Lines nye Tripple E skibe, hvoraf det første er søsat og har fået navnet "Mærsk Mc-Kinney Møller". Officiel kapacitet ca. 18000 TEU.

De skibe, som lige nu er de største af slagsen, er "Emma Mærsk"-serien med en kapacitet på 15550 TEU og altså en mellemting mellem "Regina Mærsk" og de nye Tripple E-skibe.

En af de øvrige frivillige spurgte: "Nu kan de vel ikke laves større?" - men det har man vist sagt hver gang, der er sat en rekord...

Molok, molok, mak mak mak

Da jeg i dag gik til Skovhøj for at tage med bussen til Aarhus og deltage i Aarhus Søhistoriske Selskabs bestyrelsesmøde, så jeg bilen komme for at tømme molokken med husholdningsaffald. Jeg har mange gange ønsket, at Emil, Milo og Loke kunne få mulighed for at se, hvordan bilen arbejder.

 

Derfor tog jeg et billede af bilen med molokposen i kranen, og det er nu sendt til forældrene. Så håber jeg. at de viser knejterne det flotte billede. Og husker at sige, at det er fra Farfar.

Fætter Firben

Da Susanne kom hjem fra arbejde, kaldte hun på mig og sagde: "Kom lige herud". Jeg troede, der var et eller andet galt, men hun ville blot vise mig et lille firben, som sad på et af de små betonelementer, der afgrænser en del af forhaven.

 

 

Og ganske rigtigt, der sad lille Fætter Firben og var slet ikke bange for hverken Susanne, Susannes cykel, mig eller mit kamera med blitz. Inden vi gik i seng, var Susanne derude igen for at se, om Fætter Firben stadig var der. Det var den ikke.



En hilsen fra søen

Det er længe siden, at jeg sidst er gået en tur rundt om den lille sø, som jeg kalder Hasselager Engsø. Men i dag var vejret så flot, at det måtte være nu. Inden jeg nåede til søen, bemærkede jeg, at der er masser af vand i mosen - og også en del liv. Der var både kvæk, fløjt og sang at høre, blishøns og ænder at se.

 

 

Jeg fortsatte langs den nypløjede mark til søen, hvor der til gengæld ikke var så meget vand som tidligere. Og heller ingen fugle at se.

 

Det er er dejlig tur rundt om søen, den kan gøres på en overkommelig tid, og det er dejligt, at vi har sådan et lille åndehul så tæt på. Der bygges meget nyt i Hasselager, og en del af nybyggeriet kommer også tæt på den lille sø. Jeg håber virkelig, at man bevarer søen (den er trods alt lavet for skattekroner), så vi kan beholde denne lille rekreative plet.

Som regel møder jeg ganske få mennesker på denne tur. Underligt er det, at hvis man havde mødt dem på gaden i Aarhus, var man blot gået forbi hinanden - men her siger man altid "hej" til hinanden.

Susanne var taget på besøg hos en veninde, inden hun skulle på arbejde, så jeg lavede mig selv en kop kaffe og en knækker med ost og radiser, da jeg var hjemme igen.

En tur i hegnet

Foråret skulle være på vej. Der var nu ikke megen varme i luften, da jeg i formiddags begav mig på en tur til SuperBrugsen. Men der var lovet sol, og der var også lovet regn.

Efter frokost ville Susanne tage en middagslur, men hun var oppe allerede klokken 14, og solen var ganske rigtigt også dukket op. Jeg satte kaffe på, men hun (Susanne) kom ikke ind til kaffe. Hun var derimod gået i haven og var i gang med at fjerne det hundehegn, som står i hækken i forhaven. Det tog ikke lang tid for hende, og bagefter hjalp vi hinanden med at fjerne en del af hundehegnet i baghaven. Det voldte derimod problemer, da hækken var vokset ind mellem hegnet. Ved fælles anstrengelse og masser af muller lykkedes det, men en del af de groveste grene måtte også lade livet.

 

Efter det hårde havearbejde var det rart med en kop kaffe og en knækker. En halv time senere regnede det.

Til aften lavede Susanne en lækker hjortemørbrad med whiskysauce og ovnkartofler.

Vejrudsigten for de kommende dage lover fine temperaturer, men også lidt nedbør. Det lader til, at foråret endelig er på vej, og det skal vejrprofeterne absolut ikke høre noget for.

I slutningen af TV2 Østjylland så vi et indslag med en naturvejleder Karsten Hansen, som starter på en tur i kano på Gudenåen.

Det lød rigtig spændende, så jeg tror, at jeg vil følge ham i de næste 11 programmer.

 

En hilsen fra fortidens sønner

For nogen tid siden modtog jeg en mail fra sønnen til en af de kaptajner, som jeg havde meget med at gøre, da jeg arbejdede hos Lehmann Junior og ekspederede de østtyske feederskibe "Warin", "Rechlin" og "Tessin". Sønnen spurgte, om jeg har billeder af skibene, da han er i færd med at samle oplysninger om farens faren til søs.

Skibene var hyppige gæster i haven, ofte to anløb om ugen, sommetider mere. Specielt en af kaptajnerne kom jeg til at kende rigtig godt og blev meget fortrolig med.

Siden jeg forlod firmaet i 1987 er der sket en stor omvæltning i Tyskland. Jeg har senere forsøgt at kontakte et par af kaptajnerne. Den ene fik jeg kontakt til og et meget langt brev til svar, den anden er desværre død for flere år siden.

                               

  

Jeg fandt, hvad jeg har af billeder og sendte dem i dag til sønnen. Som ekstra smør på brødet har jeg også et billede af hver af de tre skibe, taget af en professionel fotograf og købt i dyre domme.

Vi ska' ha' hest

Allerførst: Ærterne i aftes var rigtig gode. Susanne havde ikke så meget lyst til ærter, men så blev der bare de flere til mig ☺

 Nej, vi skal ikke have en krikke til at gå rundt i haven. Men i går ringede slagteren og fortalte, at han havde et parti hestekød. Det er nok to måneder siden, vi aftalte med ham, at han skulle skaffe hestekød, men efter den såkaldte hestekødsskandale har kødet været så efterspurgt, at det er svært at skaffe. Men nu var det her. Over middag hentede Susanne otte store bøffer. Pris: 200 kroner. Det er 25 kroner for en stor, pæn bøf (godt 200 gram). Nu er de foreløbig pakket i poser med to i hver og lagt i fryseren. Vi glæder os til at smage dem.

                                

Nu ved jeg, at der sidder nogle af mine tidligere kolleger, som vil mene, at det er forbrydelse at spise hest. Til dem vil jeg sige: I Kina spiser de hunde.



Er der ærter? - Ja, det er der

I formiddag traskede jeg i SuperBrugsen efter mælk, yoghurt, brød, æg, tomater og andre fornødenheder. Og så skete det, som af og til sker - jeg lod mig friste. Lod mig friste til at købe en bakke ærter for 20 kroner. De så nogenlunde ud, og der var pænt mange i sådan en bakke, så i hvert fald bare denne ene gang...

                                  



Jeg er godt klar over, at ærterne hverken er dyrket på Samsø eller i Danmark, men jeg glæder mig alligevel til at smage dem. Vi får dem som "natmad", når Susanne kommer hjem fra arbejde. Jeg glæder mig, jeg elsker ærter. Jeg glæder mig, til vi igen kan købe danske ærter på torvet. Og ja, jeg skal nok!

                                      

Hold da bøtte

I går var Susanne og jeg i Viby Centret, hvor vi håbede at finde nogle bøtter til at opbevare og fryse madvarer. Hverken Føtex, Imerco eller Tiger var leveringsdygtige i en sådan vare, hvorfor vi måtte tage hjem med uforrettet sag.

Susanne var i dag hos lægen i Åbyhøj og fortsatte derefter til Brabrand, hvor hun frekventerede Føtex i City Vest. I denne butik var det intet problem at finde opbevaringsbøtter, som kan tåle at komme i fryseren. Hun købte to store bøtter og fire mindre.

 

 

 

Nu kan vi fryse pålæg, grøntsager og rester af kød, så jeg f.eks. kan opbevare kød til en af vore favoritretter, "Aladdins Overflod". Efter en tur i opvaskemaskinen er den første bøtte nu fyldt med resten af vores salat fra i aften. Den får Susanne med på arbejde i morgen.

Senere på aftenen så vi på DR1 udsendelsen "Fise med Price". 

Vi var enige om, at både Spidskålssalat og retten Sømandskål absolut må prøves - med de konsekvenser, det nu engang kan medføre...

Velkommen til min nye Blog

Velkommen til min nye blog.

Formålet med bloggen er at erstatte den dagbog, som jeg i nogle år har ført på min hjemmeside. Siden januar 2012 har dagbogen nærmest haft form som en blog, og derfor har jeg nu valgt at lade den afløse af denne blog.

Efter at jeg er gået på efterløn laver jeg meget mad herhjemme. Mad vil derfor komme til at præge bloggen en del, men jeg skal også nok skrive om, hvad jeg ellers oplever.