tirsdag den 16. april 2013

Flotte modeller

Jeg var i god tid til Aarhus Søhistoriske Selskabs bestyrelsesmøde på søfartsmuseet og nåede at få en kop kaffe sammen med de frivillige, inden mødet skulle starte. Jeg skulle også bytte en billedmappe og høre, hvordan Ib Møllers hofteoperation var gået. Den var heldigvis gået rigtig godt, og han er nu næsten 100 % mobil igen.

En af de frivillige, Carl Erik, bygger modeller og er samtidig museets "værft" - sådan at forstå, at han flere gange har renoveret defekte modeller, som museet har fået foræret. Carl Erik havde medbragt sin seneste kreation - tre modeller af containerskibe i indbyrdes korrekt målestoksforhold.
 
 
Det forreste skib er ØKs "Boringia", bygget 1978. Skibet sejlede i flere år på ruten til Vestafrika. I de år, hvor jeg var ansat i containerkontrollen på havnen, har jeg ofte set "Boringia" og søsterskibet "Fionia" langs kajen. Det var store skibe - dengang, 1160 TEU.

Det midterste skib er "Regina Mærsk", bygget 1995. Efter en forlængelse med en kapacitet på 7403 TEU. Det tredje skib er en model af Maersk Lines nye Tripple E skibe, hvoraf det første er søsat og har fået navnet "Mærsk Mc-Kinney Møller". Officiel kapacitet ca. 18000 TEU.

De skibe, som lige nu er de største af slagsen, er "Emma Mærsk"-serien med en kapacitet på 15550 TEU og altså en mellemting mellem "Regina Mærsk" og de nye Tripple E-skibe.

En af de øvrige frivillige spurgte: "Nu kan de vel ikke laves større?" - men det har man vist sagt hver gang, der er sat en rekord...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar