lørdag den 20. december 2014

Så blev Jeanette og Morten gift

Det var en våd og blæsende decemberdag - men alligevel en glædelig dag. Jeanette og Morten havde valgt at blive viet i Sporup Kirke, hvor vi var tilsagt til klokken 1430.


En sød ung præst ved navn Mette foretog vielsen i en højtidelig, men afslappet stemning. Vielsesattesten fik de unge mennesker dog ikke med, da kordegnen havde givet Morten et forkert navn. Men præsten blev trøstet med, at de unge ikke skulle bruge attesten i julen.



Naboernes gave til brudeparret var en tur i limousine fra kirken til Fiskerihavnens Restaurant, hvor festen blev holdt. Susanne blev tilbudt et lift i limoen, og det sagde hun ja tak til. På turen blev serveret champagne og kransekage. 



I restauranten var dækket et flot bord og vi fik lækker mad med en fiskeret som forret, frikadeller, oksesteg, hot wings, indbagte kæmperejer, kartoffelsalat, flødekartofler, frisk salat, tarteletter med høns og asparges samt brød og smør som hovedret. Der manglede ikke noget. Heller ikke masser af kage til kaffen.



Børnene kunne hygge sig med røde pølser og slush ice. Efter spisning og kaffe slap Morten ikke for at danse brudevals og derefter få klippet sine sokker i stykker, og også det nye slips røg sig en tur. Men det tog han nu med godt humør - og så har han nu en undskyldning for ikke at bruge slips, når han næste gang skal have sit fine dress på.



Britta og Niels gav os et lift hjem, og vi var hjemme ved 21-tiden. Efterfølgende har vi hørt, at brudeparret var hjemme ved fire-tiden søndag morgen.

Se alle mine billeder i dette Flickr-album

Ingen kommentarer:

Send en kommentar