lørdag den 6. december 2014

Til julebal i fælleshuset

Afdelingsbestyrelsen og aktiviteterne havde indbudt til juletræ og julebal i fælleshuset. Vi har Loke på ferie, og vi fulgtes alle tre til huset kort før middag, så vi kunne købe et stykke rugbrød med flæskesteg og rødkål. Loke kunne nøjes med pebernødder. Lidt over middag stødte viborgerne til, og børnene fik sodavand og æbleskiver. 



Ved 14-tiden forsøgte børnene at kalde på julemanden, og ved fælles hjælp og høje råb lykkedes det at vække ham til dåd. Han havde tilsyneladende ligget og sovet i kælderen, men han så stadig meget træt ud, sagde Loke.


Så var der dans om juletræet og forskellige sanglege, inden børnene fik deres godteposer med frugt og slik.



Efter juleballet fulgtes vi alle her hjem, hvor Susanne til aften stegte 2/3 af stegen, som hun købte i torsdags. Desserten var ris a la mande. 

Da viborgerne var kørt hjem, ryddede Susanne op i køkkenet, mens Loke og jeg hjalp hinanden med at sætte stole på plads og rydde legesagerne op. Derefter kunne vi tage en slapper i stuen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar