onsdag den 30. december 2015

Jeg blev lokket

Da jeg i formiddags var i Super Brugsen for at proviantere, hilste jeg på slagtermester Jonas og roste ham for de bøffer, han solgte mig i onsdags. Det blev han naturligvis glad for, og bad mig så se, hvad han havde til salg i dag: bøffer fra de japanske Wagyu-køer, som får speciel kost og bliver aet på ryggen, mens de hører musik i stalden, samt bøffer af Carmen Creek Bison. 

Jeg lod mig friste til at købe to bisonbøffer, som vi kan nyde på fredag, hvor Susanne har fri.


Og prisen? Sølle 194 kroner for disse to bøffer.

mandag den 28. december 2015

Badehotellet

Så er vi på badehotel igen. I aften så vi det første afsnit af tredie sæson. Også denne gang er der nye gæster, men et par af dem blev dog smidt ud ret hurtigt. Fru Andersen viste sig som en rigtig chef, der passer på sine piger.



Jeg har glædet mig til gensynet med pigerne, ikke mindst Fie, men den nye gæst, Kitty Hansen, ser nu også virkelig flink ud. 



Indtil videre er der ikke nyt om Morten og ikke mange forviklinger, men de skal nok komme.

fredag den 25. december 2015

Julekoncert

Til aften nød vi blandt andet en sildemad, og vi tog en hvid X-mas til maden. Klokken 19 så vi på DK4 en julekoncert fra 2012 med André Rieu og han gæster, blandt andre et stort børnekor.



Bortset fra en enkelt julesang, som jeg ikke brøs mig om, var det virkelig en fryd for øregangene. Til den dejlige musik nød jeg et par glas af den gode whisky, som jeg fik af Susanne til vores bryllupsdag.

I morgen laver Susanne stegte sild i eddike, så kan det vist ikke blive meget bedre.

Juleaften i Viborg

I dag ved middagstid var vi hjemme efter at have holdt juleaften hos Kenneth, Christina og børnene i Viborg. Udover os var Grethe med, og hun kørte i formiddags videre til Grønbjerg.

Kenneth havde lavet en rigtig lækker andesteg, og hans svigerfar endnu en lækker andesteg (der var ikke plads i ovnen til to så store ænder), så ingen gik sultne fra julebordet.




Børnene hjalp hinanden med at lægge pakke under træet, og senere delte Kenneth pakkerne ud til de utålmodige børn og de noget mere tålmodige voksne.





Emil fik flere sæt Lego med bulldozer, toiletvogn, kran og mange andre ting fra byggepladsen. Ved fælles hjælp nåede vi at samle en del af det, inden det var sengetid i aftes.

Viborgerne skulle til julefrokost i dag, så vi tog toget hjem klokken 1022. Vejret var flot, men vinden gjorde, at det var ret koldt. Vi havde en halv snes minutters ventetid på banegården, men det kom der selvfølgelig også et par billeder ud af.




Vi var sultne, da vi var hjemme, så vi dækkede bord og spiste frokost. Resten af julen bliver tilbragt i ro og mag herhjemme.

torsdag den 24. december 2015

En hilsen fra søens folk

Det var aftalt, at Grethe skulle hente os, så vi sammen kunne køre til Viborg for at tilbringe juleaften der. I dag kørte Grethe selv, og efter juleaften i Viborg skal hun videre til Grønbjerg for at spise julefrokost hos Britta og Niels.

Grethe havde en hilsen med til mig fra sin ven Erik - et ark mærker fra Dansk Sømandskirke i fremmede Havne, Dansk skibsfart gennem 1000 år.


Jeg har aldrig set mærkerne før, så de bliver ikke brugt som pynt på breve, men forbliver her i huset.

onsdag den 23. december 2015

Jeg bliver forkælet

I dag er jeg blevet forkælet - ikke bare en, men hele to gange.

Først på formiddagen var jeg i Super Brugsen, hvor jeg havde aftale med slagtermester Jonas, at han ville komponere en onsdagspose til mig. Den blev med to flotte kalve steaks, en bakke flødekartofler, en bakke salat og et flüte. Godt ser det ud, vi skal have det til aften.


Da jeg var hjemme igen, fortalte Susanne, at der var endnu en forkælelse på vej til mig. Hendes veninde Grethe, som bor i Kolt, har lavet sylte og ville betænke mig. En halv times tid senere var Grethe her med min sylte.



Den er lidt usammenhængende, men efter prøvesmagningen her til middag kan smagen absolut godkendes.

Det er i øvrigt kun et par dage siden, at Grethe forkælede mig med hjemmelavede klejner

Opdatering kl. 2015 om bøfferne: Hold kæft, de var gode

søndag den 20. december 2015

Fødselsdag hos Thea

Thea fylder otte år i dag og havde inviteret til brunch klokken 10. Vi mødtes med Grethe på banegården og kørte med Arriva til Viborg, hvor Kenneth hentede os ved toget.

Der var lækker brunch med brød, rundstykker, pålæg, lun leverpostej, ost, pølser samt æg i baconsvøb. Senere kaffe med blandt andet hjemmebagte småkager og pebernødder, blinisser og en kæmpestor kagemand.





Efter kaffen underholdt Morten og Marius som en hurtigt dannet duo under navnet "Onkel Åndsvag & Co.".



Vi var hjemme, så vi nåede at se det meste af finalekampen i damehåndbold. En langtfra spændende kamp, som Norge vandt med 31 mål mod 23 over Holland.


Dermed er det tredie gang, de norske jenter bliver verdensmestre i håndbold. Tillykke Norge - når det nu skulle være sådan, at det ikke blev Danmark...

I den sidste kamp om femtepladsen tabte Danmark 25-21 til Rusland. Danmark endte dermed på en sjetteplads.

lørdag den 19. december 2015

Sukkerstads

Hvorfor tog jeg midt i 70erne billeder af de lastbiler, man hver dag kunne se på vejene? Svaret kender kun Gud og jeg, men i dag har jeg i hvert fald glædet en masse mennesker med nogle af mine billeder.

22 stykker har jeg lagt op i Facebook-gruppen "Gamle danske trafikbilleder", og i løbet af en lille time er der kommet mere end 40 synes-godt-om'er til albummet samt kommentarer som "sukkerstads" og "en guldgrube af gamle lastbiler".





En del af billederne har jeg taget i en middagspause på Kystvejen overfor Katedralskolen, andre på havneområdet, og et par stykker er fotograferet, mens der losses kaffe fra et af "mine" skibe.


Jeg glæder mig over, at så mange andre kan have så stor glæde af mine dagligdagsbilleder fra dengang det var før.

fredag den 18. december 2015

Super-Rikke

"Super-Rikke smadrer Montenegro", "Hun får 12 mod Montenegro" og "Mirakelmålvogteren" er flotte overskrifter om målvogter Rikke Poulsens indsats i dagens håndboldkamp mellem Danmark og Montenegro. Og Rikke leverede virkelig en flot indsats. Dygtig er hun, og derforuden også god til at spille håndbold.

Den anden målvogter, Sandra Toft, har pådraget sig en lille hjernerystelse efter at hun fik bolden i hovedet i onsdags, og hun så derfor kampen på TV i sit hotelværelse.


Danmark vandt med 28 mål mod 20. Kampen er den første af to om at sikre sig femtepladsen, men derudover sikrer den adgang til kvalifikationsrunden til De Olympiske Lege i Brasilien til næste år.

Pausetog

For nogle år siden havde jeg på computeren en screen saver med tog, som kørte frem og tilbage over skærmen. Jeg mente egentlig at have gemt den på en CDrom, men det er åbenbart en erindringsforskydning. I dag downloadede jeg den igen, så nu kan jeg igen se de små tog bevæge sig henover skærmen.

Det er mest tyske tog, men der er også andre nationaliteter, blandt andet franske og danske. For eksempel er der et dansk EA lokomotiv med en række godsvogne. Der er damplokomotiver, der er diesellokomotiver og der er elektriske lokomotiver. Der er en del ICE-tog og mange godstog, nogle af dem med en allerhelvedes lang vognstamme.


De fleste tog kører henover skærmen, men nogle stopper op midtvejs, holder et stykke tid og kører videre. Andre sætter vogne af, som så bliver hentet af et andet lokomotiv. Under hvert tog vises, hvilken type lokomotiv, der er tale om.

Jeg valgte den gratis demo-version, som kan hentes på denne side:
http://www.mm-eisenbahn.de/

torsdag den 17. december 2015

Slut, prut - og ingen finale

I aftes havde vi besøg af min kusine Hanne fra Falster. Hanne er i Aarhus i anledning af, at hendes datter Lærke nu er blevet cand-it, og det skulle naturligvis fejres. Også Lærkes søster Gry, som til daglig bor i København og læser til sygeplejerske, var i Aarhus.

Lærke skulle på job i aftes, og sammen med Hanne var vi blevet enige om, at det var en oplagt anledning til at ses, så vi bød på flæskesteg og chipser. Det blev til nogle få, men hyggelige timer med masser af snak. Hanne kørte ved 21-tiden for at mødes med Lærke.

Da Hanne var kørt og vi havde ryddet op, så vi det meste af kvindehåndboldlandskampen mellem Danmark og Rumænien. Rumænien førte det meste af kampen med et, to eller tre må, mens stillingen indimellem var lige. Den ordinære kamp sluttede 27-27, så der måtte ekstra to gange fem minutter til, før rumænerne i allersidste øjeblik vandt med 31 mål mod 30. Det var noget rigtigt øv.


Noget rigtigt øv var det også, at en af Danmarks dygtigste spillere, målvogteren Sandra Toft, i det 53. minut fik bolden direkte i ansigtet og gik i gulvet. Hun var noget groggy, men genvandt balancen og spillede med en del af den resterende tid.





Nu skal pigerne så spille om femtepladsen, men den er der nok ingen, der regner for noget særligt.

mandag den 14. december 2015

Ottendedelsfinale

Vore feriedrenge rejste hjem sidst på eftermiddagen i går, så blev her stille. Det tog ikke lang tid at rydde op efter dem, de var meget flinke til at rydde en ting op, inden de fandt en ny frem. I det hele taget var det en fornøjelse at have dem på ferie, og der var kun få og små uoverensstemmelser undervejs.

Til aften så vi damehåndboldlandskampen mellem Danmark og Sverige i ottendedelsfinalen i VM turneringen. Indtil nu er det den kamp, hvor pigerne har spillet bedst. Ikke mindst Rikke Poulsen i målet var i særklasse. Pigerne var naturligvis glade for sejren på 26 mål mod 19, og nu er svenskerne formentlig på vej hjem.



På onsdag venter en kvartfinalekamp mod Rumænien, det bliver uden tvivl en svær en.

søndag den 13. december 2015

Drillenissen har været på spil

Milo har en drillenisse med på besøg hos os. Den hører til i hans skoleklasse, og børnene skiftes til at låne ham med hjem. Milo lagde den på spisebordet i aftes og advarede os om, at den ville lave ballade i løbet af natten.

Der var nu ikke noget at se, da vi stod op. Alle møblerne vendte rigtigt og alt legetøjet var her endnu. Vi besluttede os til at spise morgenmed, men så skete der noget, da jeg skulle have et glas mælk. Mælken var farvet brun, den så ud som om nogen havde blandet madkulør i den. Den mælk skulle jeg absolut ikke nyde noget af. Så har drillenissen altså været på spil.


Heldigvis havde vi en anden karton mælk i køleskabet.

lørdag den 12. december 2015

Juletræ i fælleshuset

Afdelingsbestyrelsen og klubberne har arrangeret juletræ i fælleshuset. Loke og Milo er her fra i dag til i morgen og deltog i juletræet, og de bliver her til i morgen. Viborgerne er til juletræ i Viborg, så de kunne ikke være med.

Morten, Jeanette og Hjalte kom midt på formiddagen for at aflevere Loke og Milo. Hjalte er nu så stor, at han gerne vil lege sammen med de store drenge. Han kan endnu ikke kravle, men trækker sig selv frem med hænderne, så nu er han overalt.




Efter en lille frokost gik Susanne og drengene til juletræ. Selv valgte jeg at tage en middagslur efter at have døjet med mavepine de seneste to dage og nætter.

Drengene fik æbleskiver, sodavand og en stor godtepose og hyggede sig med nogle af de øvrige børn. Der blev sunget julesange og leget sanglege, mens man ventede på julemanden og nød det flotte, men skæve juletræ.



Tålmodigheden blev belønnet, til sidst dukkede julemanden op.



Susanne købte numre i tombolaen og vandt en havenisse, en flaske rødvin, en flaske grøn the med arktiske hindbær, to pakker servietter og tre ledlys. Rødvinen tabte hun på vejen hjem, så den får fuglene måske glæde af.



Hjemme igen fortsatte drengene med at lege med Lego og byggede bure og indhegninger til dyrene.



Til aften står menuen på pandekager.

Det gik heller ikke så godt

I aftes spillede de danske håneboldpiger mod Montenegro. Inden kampen sagde Sandra Toft: "Vi skal bare sparke os selv i røven". Det har de sikkert gjort, men de har tilsyneladende ikke sparket hårdt nok. 



Efter en elendig første halvleg, som Montenegro vandt med 12 mål mod syv, kom danskerne pænt igen i anden halvleg, men det var desværre ikke nok. Resultatet blev 23 mål til Montenegro og 21 til Danmark.

Bedste danske spiller blev Anne Mette Hansen med otte mål. Hun er holdets yngste spiller og en af de dygtige.


Men pigerne er nu videre i ottendedelsfinalen og skal i morgen kæmpe med de jävle svenskere. Pøj-pøj.

torsdag den 10. december 2015

Op på hesten igen

Det må være mit råd til de dygtige håndboldpiger, som i aftes ikke var helt så dygtige som de foregående dage. Det blev en klar sejr til pigerne fra Ungarn med 29 mål mod 22, og det må siges at være fortjent.



Så de ellers så dygtige piger så ud som om de tabte modet lidt, men der er kun en ting at sige til det: Op på hesten igen.

onsdag den 9. december 2015

Wokgrønt og kødsovs med argentinske kæmperejer på toppen

Aftenens kreation:


I bunden ligger hakket oksekød, et par frankfurtere skåret i kvarte skiver, snittet løg samt champignonskiver, altsammen stegt, som man steger kødsovs til f.eks. pasta.

Ovenpå fra wokken: løg, små gulerødder i skiver, porrer i kvarte skiver, forårsløg, løg, ærter, majs og - da det jo er december - snittet julesalat. På toppen argentinske kæmperejer, stegt på panden i olie og hvidløgssalt.

DFDS 150

Bogen "DFDS 150" kom straks på min ønskeseddel, da jeg læste om udgivelsen. Jeg bestilte den hos Nautilus og forsøgte bagefter at finde en sponsor. Det lykkedes mig at indgå en aftale med min svigermor - hendes andel er at betragte som julegave.

Forlaget oplyste, at bogen ville udkomme i januar. Men sådan gik det ikke - den kom faktisk med posten i dag. Nu glæder jeg mig til at se nærmere på den. Bogen er skrevet af Bruce Peter, som er en absolut anerkendt maritim skribent. At den er på engelsk gør ikke så meget for mig, og de dejlige billeder er jo internationale.

Mest glæder jeg mig selvfølgelig til at se billeder af de skibe, jeg selv husker fra mine mange ture på havnen som barn og ung, men også det, der ligge før den tid, er spændende.





Egentlig burde jeg pakke den ind i julegavepapir, sætte gavemærke på og åbne den igen juleaften, men det gør jeg altså ikke. Så allerede nu: Tak for julegaven Svigermor.

Vaniljekranse

Susanne har brugt formiddagen på at bage vaniljekranse. Da jeg kom hjem fra indkøb i Super Brugsen var den første pladefuld netop klar, og kagerne blev straks prøvesmagt.


Nu er den sidste pladefuld i ovnen, oprydningen venter, derefter skal vi nok have frokost - og så er køkkenet mit resten af dagen.

Prøvesmagningen forløb tilfredsstillende, kagerne fik et 12-tal.

Så blev det Serbiens tur -

- til af få bank af de dygtige danske piger og de andre danske piger. 29-20 blev resultatet i gårsaftenens kamp.




I aften venter Ungarn, og det kan godt blive en vanskelig kamp for de dygtige danske piger. Og også for de andre danske piger.

tirsdag den 8. december 2015

Julefrokost på Peter Gift

Igen i år kom det til at passe, at min skolekammerat Torben og jeg mødtes til julefrokost på Peter Gift. Torben er hjemme fra sit job på "Maersk Pacer", og vi mødtes i dag klokken 12.

Forinden havde jeg været hos Mimosa på Store Torv for at hente de billeder, jeg bestilte i fredags. Det blev til en strøgtur, hvor man kunne nyde stjernehimlen over gågaden. Og den er da meget pæn.


Efter julefrokosten var jeg i Jægergårdsgade for hos Kayser at hente Susannes trøje, som har været inde og få sat ny lynlås i.