Letbanetog og bymodel
For et stykke tid siden så vi i nyhederne på TV2 Østjylland, at en model af de kommende letbanetog blev båret ind på rådhuset. Modellen så flot ud, hvorfor jeg spurgte Per, om den vil være tilfængelig for offentligheden. Det vil den ikke - endnu, i hvert fald - men da Per arbejder på rådhuset, har han adgang til lokalet, og jeg var velkommen til at se modellen. Det gjorde jeg så i dag.
På Rådhuspladsen så jeg byens juletræ, som blev rejst i sidste uge og tilsyneladende ikke har taget skade af stormen i søndags.
Indenfor så jeg julemanden i egen høje person. Om det er fordi der er tre uger til jul, eller fordi han er farlig for sine omgivelser, ved jeg ikke, men han er i hvert fald låst inde i et glasbur.
Modellen af toget er mindre, end jeg havde forestillet mig, men flot er den.
I samme lokale som letbanetoget står en stor og imponerende model af Aarhus Centrum, det vil sige området indenfor Ringgaden. Den brugte vi lige lidt tid på at betragte. Den er ført helt up-to-date med det nye byggeri langs havnen.
Vi sluttede af med at spise middagsmad i kantinen.
Se alle billederne af bymodellen i dette Flickr-album
Ingen kommentarer:
Send en kommentar