fredag den 11. november 2016

Næste års kalendere

Postbuddet har netop været her med pakken med næste års kalendere - fire styk. En skal bruges som en værtsgave, en som fødselsdagsgave, og så er der en til Susanne og en til mig.

Motiverne på de to, der skal bruges som gaver, vil jeg naturligvis ikke afsløre her. Motiverne på Susannes kalender plejer at være børnebørnene, og sådan er det også i år.




Til min egen kalender har jeg valgt motiver med de danske isbrydere, som opererede i isvinteren 1962-63. 




Netop i den isvinter fulgte jeg isbrydernes arbejde ved at lytte til de daglige ismeldinger i radioen, og ofte så vi dem også fra vinduet i vores fjerdesals lejlighed på Skovvejen. Jeg indrettede vindueskarmen med kikkert, nedskrevne ismeldinger samt en liste over koderne, og legede så, at jeg var kaptajn på en isbryder. Et hæfte med avisudklip blev det også til, men det har jeg desværre ikke mere.

Det nærmeste, jeg er kommet kaptajnsdrømmen, var besøget på isbryderen "Elbjørn" i Aalborg for nogle år siden, hvor jeg fik en fornem rundvisning på skibet, som nu er restaurationsskib. Maden var i øvrigt lige så fornem som rundvisningen.


Som en bonus var der i pakken syv hæfter med julesange. Dem kan vi synge, hvis vi bliver trætte af at se på kalenderbillederne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar