søndag den 11. december 2016

Milo er rejst hjem

Milo rejste hjem midt på formiddagen. Masja og Melanie hentede ham. Melanie var lidt genert i starten, men tøede hurtigt op og legede med biler sammen med Loke, Milo og mig. Da Masja spurgte, om hun ville med hjem, svarede hun nej. Det kom hun dog alligevel.


Efter en tidlig frokost tog Susanne og drengene en tur i Nordcenter Stor for at se på julenisser. Når nu de var ude, købte de ind til aftensmad.

Det har ikke lige været Hjaltes dag i dag - lige så nem, som han været tidligere, når vi har passet ham, lige så træls har han været i dag. Provokerende, skrigende og totalt udenfor pædagogisk rækkevidde og virkelig irriterende for sin storebror.

Hjalte måtte skiftes flere gange i dag, så jeg tog i Super Brugsen efter flere bleer og købte samtidig ind til aftensmad i morgen. Det blev til kylling fra "De Fem Gårde".

Til aften fik Loke tomatsuppe med nudler, Susanne og jeg frikadeller og rugbrød og Hjalte fik rugbrød med leverpostej. Da han så sennep på bordet, ville han smage, så vi lod ham smage på et enkelt stykke rugbrød. Han bad om mere, så rugbrød med leverpostej og sennep blev altså hans aftensmad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar