onsdag den 28. november 2018

Julebuffet på Peter Gift

For længe siden aftalte vi med Britta og Niels, at vi i dag skulle mødes til julebuffet på Peter Gift. Sidste år gik det i vasken, da jeg havde det skidt, men i år gennemførte vi det.

Som tidligere år en fin julebuffet med lækre retter: blandt andet tre slags sild, fiskefileter, sylte, medisterpølse, tarteletter, leverpostej, ost, frugt og ris a la mande.



Vi gik bestemt ikke sultne derfra.

søndag den 25. november 2018

Musen har været her

En stor del af dagen i dag er gået med at klippe endnu flere små papirstykker. Der er nu to poser fyldt, som Hjalte glæder sig til at vise sin mor i morgen.


Susanne var til banko hele eftermiddagen, mens Hjalte klippede videre og så lidt på Ipad.

Jeg så, at der var klippet i voksdugen og spurgte Hjalte, om det var noget han kendte til.



Det var det ikke, men han vidste godt, hvem der havde gjort det. Så nu bliver det ikke sjovt for musen, næste gang vi ser den.

Susanne vandt ikke noget til banko.

lørdag den 24. november 2018

Hjalte på ferie

Hjalte tog sin farmor med på tur i formiddags. Farmoren havde planlagt en tur til Nordcenter Stor, hvor de kunne se på nisser, men Hjaltes tålmodighed rakte ikke til så lang en tur, så de endte i Salling Stormagasin. Her kunne de se på nisser og Legoby. Farmor spenderede en lille træk-op-bil til Hjalte. De købte kager med hjem til eftermiddagskaffen.

Efter frokost - som for Hjaltes vedkommende bestod af tre store pandekager - hyggede Hjalte sig med Ipad og Paw Patrol.



Senere blev det til Onkel Reje og andre gode venner på Ramasjang.

Efter aftensmaden ville Hjalte gerne tegne, men da han fandt en saks i kassen med tegnesager, ville han hellere klippe. I løbet af en god time klippede han et par hundrede stykker papir på cirka 1·1 centimeter. Da Hjalte var overbevist om, at hans mor gerne vil se dem, lagde vi dem forsigtigt i en lille pose, så han kan få dem med hjem. God fornøjelse Jeanette!

Hjalte blev puttet ved 19-tiden, hvor vi gamle så de danske håndboldpiger tabe 28-22 til de norske håndboldjenter.

fredag den 23. november 2018

Hjalte juler

Hjalte skal være hos os et par dage, mens hans forældre lægger nyt gulv. Han kom sidst på formiddagen, og efter en meget tiltrængt frokost - "Jeg er suuuulllten" - hjalp han sin farmor med at bygge juleby.



Efter arbejdet med julebyen blundede Farmor lidt i lænestolen, mens Hjalte lånte hendes Ipad og så et eller andet med kaudervælsk tale.

Inden aftensmaden blev årets julekataloger studeret grundigt.




Der er mange juleønsker deri!

Generalforsamling

Aarhus Søhistoriske Selskab havde indkaldt til generalforsamling i aftes. Den blev for første gang afholdt i KlosterCaféen i Klostergade. 49 medlemmer deltog i den indledende spisning, der fulgte traditionen med en sildemad, efterfulgt af skipperlabskovs med tilbehør.



Efter spisning blev generalforsamlingen afviklet i god ro og orden. Tre bestyrelsesmedlemmer og en revisor var på valg, alle modtog genvalg. Regnskab og budget blev godkendt uden indvendinger.

Efter generalforsamlingen holdt Kaare Kristensen et spændende foredrag om Tordenskjold. Levende fortalt med masser af billeder og tegninger.



Det er bestemt ikke sidste gang, vi laver et arrangement i KlosterCaféen.

torsdag den 15. november 2018

En tur på havnen

Jeg benyttede det flotte formidagsvejr til en tur på havnen, hvor første besøg gjaldt to Svitzer-slæbebåde, "Svitzer Madeira" og "Svitzer Mars". De venter måske på at skulle supplere havnens slæbebåde med at få "Magleby Mærsk" ud i nat, men hvorfor der skal fire bugserbåde til i dette flotte vejr, ved jeg ikke. Det kan også være, de skal assistere ved den bulk carrier, som forventes ankomme i aften. Den skal losse majs. En tredje mulighed er, at de afventer at skulle bugsere et skib til Studstrup.




Jyllands-Postens nye domicil ser efterhånden ud af noget. Eller af meget.



De fire miljøskibe "Marie Miljø", "Mette Miljø", "Gunnar Seidenfaden" og "Gunnar Thorson" lå alle ved 10-meterkajen. Jeg kan forestille mig, at de skulle lave en øvelse senere på dagen. Her til aften ligger de ud for Djursland.




Fra Søndre Mole var der flot kig til Dokk1, Pakhus 13, Toldboden, Katedralskolen og bag det hele Domkirken.




Tæt på Dokk1 svømmede to andepar og nød solen.


Efter at have forrettet min nødtørft i Dokk1 gik turen hjem med Letbanen til Øllegårdsvej og videre med 1Aeren til den ventende formiddagskaffe.

Se alle dagens billeder i dette Flickr-album

onsdag den 14. november 2018

Først til mølle

Den Gamle By har lagt et par billeder på Facebook fra boglanceringen i går. Jeg forsøgte at finde mig selv på billedet, men kunne ikke -


- men her er så årsagen: Jeg var den første ved standen til at købe bogen.


Jeg nåede det, inden forestillingen - så var jeg fri for at stå i kø efter forestillingen.

Stol trygt på mig

Jeg har engang set et ordsprog, der hedder "Stol aldrig på et menneske, der ingen bøger har". Jeg kan med god samvittighed sige, at I kan stole trygt på mig.

I dag modtog jeg endnu en bog: Palle Fogtdals "Fotografier jeg altid vil huske" - der er 500 af slagsen.




Der er gamle billeder, der er nye billeder, der er billeder af adel og borger, præster og bønder, glæder og sorger og dyder og synder, voksne og børn, cykler og tog - her er de alle i samme bog.






Når man som jeg elsker at se på "døde" billeder fremfor film og videoer, så er der her basis for mange timers bladren. Jeg har ikke tænkt mig at bruge billederne som inspiration til selv at fotografere; her holder jeg på, at man skal fotografere og vise sine billeder på den måde, der svarer til ens interesser og temperament.

tirsdag den 13. november 2018

Boglancering

Stadsarkivet havde inviteret til lancering af den tredie bog i serien "Aarhus i årtier" - den der omhandler 1970'erne. Det foregik på Rampen i Dokk1. Bogens forfattere fortalte om hver deres afsnit i bogen og viste tilhørende billeder. 




Bogen var til salg, og efter lidt vrøvl med dankort-maskinen lykkedes det mig at købe et eksemplar.


Efter lidt aftensmad herhjemme er det nu tid til at bladre bogen igennem og nyde billederne.




Indsamling af materiale til bogen om 1980'erne er indledt.

lørdag den 10. november 2018

Hjalte på overnatning

Vi havde gæster - Susannes familie - til Mortensand til middag. Midt på eftermiddagen kom Morten og Jeanette for at aflevere Hjalte. Han skal være her til i morgen, mens hans forældre er til mexicanerfest.

Efter aftensmad - den traditionelle rugbrødsmad med leverpostej, remoulade og ristede løg - så vi lidt fjernsyn med løver og andre rovdyr. Senere legede Hjalte lidt med biler.



Klokken syv var han så træt, at han bad om at komme i seng. Et kvarter senere sov han som en sten.

fredag den 9. november 2018

Lam på vårsalat

Et såkaldt lammespyd - men reelt blot et stykke lammekød - blev dagens frokost. 


45 minutter i ovnen, derefter lagt på vårsalat, skiver af æbler samt halve cherrytomater. 

onsdag den 7. november 2018

Andesteg på kroen

Menuen på Hasselager Kros onsdagsmenu var andesteg med ris a la mande som dessert. Vi bookede bord og stole for længe siden. Det skulle vise sig at være en fornuftig disposition, da der var mere end fyldt - der var dækket ekstra op i lokalet ved receptionen.

Prisen var sat lidt op i forhold til andre onsdage, men det var der ikke noget at sige til. En perfekt andesteg med to pæne stykker til hver, dertil hvide, brune og franske kartofler, svedsker og rødkål.




Jeg havde på forhånd fravalgt dessert og aftalt med pigerne, at jeg fik en kop kaffe i stedet. Den blev suppleret med to stykker kransekage.



En fik cola til maden, en anden en fik rødvin - den fejlede bestemt heller ikke noget.

tirsdag den 6. november 2018

Et smut omkring lystbådehavnen

Der var indkaldt til bestyrelsesmøde i Aarhus Søhistoriske Selskab i eftermiddag. Det foregik - som sædvanlig - i Mosquito Bar på søfartsmuseet.

Jeg var i god tid og benyttede lejligheden til at få et par billeder fra lystbådehavnen. På beddingen stod det flotte skib "Nestor".






På mødet planlagde vi den kommende generalforsamling, og det hele forløb i god ro og orden.

På grund af mødet på havnen havde jeg måttet melde afbud til møde i afdelingsbestyrelsen. På vej hjem fra bussen så jeg, at den stadig var i fælleshuset, og jeg gik ind for at hilse på. Jeg ville fortsætte hjem, men blev budt på et stykke smørrebrød og en pilsner, og det sagde jeg da ikke nej tak til.

søndag den 4. november 2018

Fjernskriver

Jeg har netop lavet en opdatering på Aarhus Søfarts Museums hjemmeside. Museet har modtaget en meget flot model af et af Blæsbjerg & Co.'s sværgodsskibe, "Project Americas".


Men det er nu ikke så meget den, jeg vil fortælle om. Man har nemlig også modtaget en gammel fjernskriver (telex). Den stammer i øvrigt også fra Blæsbjerg & Co.



Den er bygget ind i en finérkasse, nøjagtigt som den første vi havde i mine år hos Wendelbo Nielsen & Co. (1970-1987). Denne model blev dog flere år senere skiftet ud med tre nyere modeller, men stort set samme design og funktion.

Jeg har tilbragt hundredevis - om ikke tusindvis - af timer ved en sådan fjernskriver. Den var vel datidens svar på e-mail. Man ringede modtagerens nummer op, og man skrev direkte sammen (som det vi i dag kender som chat). Man kunne ikke rette i det skrevne - havde man skrevet forkert, satte man en række e'er efter det forkerte ord (frokereeeeee forkert). Senere fik man den mulighed, at man på forhånd kunne lave en slags kladde i form af en tynd hulstrimmel. Men hvis der kom et opkald, mens man lavede en strimmel, var det med at stoppe øjeblikkeligt, da det, der kom ind, ellers ville blive tastet ind på strimlen. I praksis betød det, at man omgående afbrød forbindelsen (fy).

Når man skulle sende alle oplysninger om indladet gods på et skib til f.eks. Sydamerika, kunne det godt ende med en strimmel på mange meters længde. Den største frygt var, at strimlen ville knække - det betød ganske enkelt en ommer.



På museet Springeren Maritimt Oplevelsescenter i Aalborg står en næsten tilsvarende fjernskriver (så vidt jeg husker en lidt yngre model). Da jeg med Aarhus Søhistoriske Selskab i september 2017 besøgte Springeren, kom jeg til at stå ved fjernskriveren sammen med en mor med et par knægte. Ingen af dem kendte sådan et dyr, så jeg kunne fortælle dem meget om den, og jeg tror, at de to drenge betragtede mig som noget nær en levning fra fortiden.