lørdag den 18. juni 2022

Tur til Horsens

Britta og Niels havde planlagt at holde fælles fødselsdage i april, men det blev ændret på grund af sygdom. I stedet valgte de at slå dem sammen med Jasmins "svendeprøve" i dag.

Vi var med et pænt fyldt tog til Horsens og havde valgt at tage af sted i god tid. Susanne ville vise  mig, hvor hun boede i sin barndom i Skolegade. Huset er væk nu, der er stort set kun et hul i jorden tilbage.


På den anden side af gaden (hun har haft nemt til skole) lå hendes skole, Borgerskolen. Den er ikke skole længere, men da vi hørte høj musik og mange stemmer fra skolegården, måtte vi selvfølgelig se, hvad der foregik.


Stedet hedder nu Kulturstationen med gøgl og musik for børn og unge. En klovn underholdt de mange gæster, og vi havde netop forladt stedet, da han begyndte at sprøjte med vand.



Fødselsdagene og "svendeprøven" blev fejret med en lækker middag med skinke, melon og andre ting til forret, kalvesteg, mørbrad og diverse tilbehør til hovedret samt chokolademousse til dessert.


Vi kom med et endnu pænere fyldt tog hjem. Vi stod op den første del af rejsen, indtil en dame fortalte os, at når der var tomt på 1' må man gerne sidde der. Det gjorde vi så - om det passer, det tvivler jeg nu på, men der kom ingen billetkontrol. Vi var hjemme ved 19-tiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar