søndag den 17. november 2013

"Jutlandia"

I aften genudsendte DRk en udsendelse om hospitalsskibet "Jutlandia", som under FN's flag ydede en stor indsats i årene 1951 til 1953 under Korea-krigen. Det var et par af deltagerne i generalforsamlingen i torsdags, som gjorde mig opmærksom på udsendelsen.

"Jutlandia" blev i januar 1951 udsendt af FN med det formål at behandle syge og sårede FN-soldater. Skibets lastrum blev indrettet med tre store operationsstuer og plads til 360 patienter i slingrekøjer - nogle steder i to etager, og apteringen indrettet til at huse et stort antal læger, sygeplejersker og plejere.

 
 
Det var en spændende, men også en ret barsk udsendelse. Der var mange autentiske klip fra krigen og fra skibet, men mange optagelser var nye og optaget om bord på det norske passagerskib "Sandnes", hvis interiør åbenbart ligner "Jutlandia"s.

I de godt to og et halvt år, skibet var udsendt, blev der behandlet 4.981 soldater, hvoraf kun 29 ikke overlevede. Endvidere blev der officielt behandlet cirka 6.000 civile, men uofficielt - ifølge officererne - nok tre gange så mange.

Flere veteraner, både fra skibets besætning, de kæmpende soldater, de civile og de personer, som blev behandlet, var interviewet. Optagelserne fra "Sandnes" virkede autentiske - og det var fandeme nogle kønne sygeplejersker, de havde fundet.

Det undrer mig, at man ikke hørte noget om denne krig i historietimerne i skolen, men den har nok været for ny til at være med i historiebøgerne. Men filmen gav en god orientering om krigen, som indtil videre kun er afbrudt af en våbenstilstand.

Udsendelsen gengenudsendes natten mellem mandag og tirsdag klokken 0050 og igen på torsdag klokken 1700.

Da denne udsendelse var slut, slog jeg over på Discovery Channel og så en udsendelse, som også foregik i Korea, nemlig det fjerde afsnit om bygningen af "Mærsk Mc-Kinney Møller". Meget aktuelt er skibet netop i aften ankommet til Aarhus på sin anden rejse. Og det syvende skib i serien, "Maribo Mærsk", blev forrige weekend afleveret fra værftet til A. P. Møller Maersk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar