lørdag den 8. februar 2014

Kære gamle tog - og kære gamle Kong Frederik IX

På Danmarks Jernbanemuseums Facebook-side dukkede dette herlige billede op i aften. Der er to grunde til at jeg synes rigtig godt om billedet.



Det forestiller det første af mange MY-lokomotiver, MY 1101, bygget hos NOHAB i Sverige, ankomme til Helsingør den 7. februar 1954. Altså næsten på dato for 60 år siden. Af oplysningerne fremgår, at der på det tidspunkt ikke var malet enhedsnumre på enderne af lokomotiverne. Det blev gjort senere. Og her kommer så den første grund: Det skete efter ønske (krav?) fra Kong Frederik IX, som godt kan betegnes som både tognørd og færgenørd. For landets øvrige tognørder har nummeret på enden af lokomotiverne betydet, at man - både i virkeligheden og på billeder - næsten altid kan se, hvilket lokomotiv, der er tale om. Godt, Frederik.

Den anden grund er, at færgen, som har transporteret MY 1101, er Helsingør-Hälsingborg-færgen "Kärnan", som min onkel Sven var maskinmester på i mange år, indtil han i 1963 blev overflyttet til Rødby-Puttgarden. Her blev han maskinchef på færgen "Kong Frederik IX". Da jeg sammen med farmor var på besøg i Helsingør i sommeren 1960, var jeg med på et par ture og fik lov at stå til rors. Det husker jeg endnu, jeg var otte år. 

Jeg har fået lov af Danmarks Jernbanemuseum til at bruge billedet mod at nævne, at billedet tilhører Danmarks Jernbanemuseum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar