Sådan kan det gå

"Sådan kan det gå" er titlen på en bog, som Susanne havde med hjem fra arbejde i går. Bogen er skrevet af en beboer på Koltgaarden, Jens Andersen. Alle ansatte har fået et eksemplar af bogen, som Jens har skrevet og udgivet i 2003.

Jens er vokset op i en søskendeflok på syv, hvoraf de fem var drenge. På nabogården var der tre drenge, og i nærmeste nabohus var der to drenge, så de to tøser har sikkert ikke altid haft det morsomt.

Mit umiddelbare indtryk af bogen gjorde, at jeg straks fik lyst til at læse den. Så da vi havde spist til middag i dag, læste jeg det første kapitel, som handler om Jens' barndom på gården Enghavegaard i Kattrup, som ligger lidt syd for Hasselager. Kattrup er en lille by, sådan en, som man normalt vil betegne som en by med tre huse og fælles lokum - her var dog to gårde og fire huse og intet fælles lokum.

Første kapitel er ret underholdende. Blandt andet beskriver Jens toiletforholdene på gården - hvis man kan kalde dem forhold - hvor der var "et lille rum og en dør med tre huller, og der var et lokumsbrædt med en tønde under". Det meste af året blev avispapir brugt som lokumspapir, men når der en gang om året udkom en ny telefonbog, "så blev den gamle hængt ud på toilettet, så var der papir til lang tid". Drengene sked dog oftest i grebningen bag køerne i kostalden, men de skulle være på vagt. Hvis en af køerne løftede halen, var det med at komme væk i en fart.

Mest grinede jeg nok af beretningen om gårdens orne. Ikke alle gårde på egnen havde en orne, men det havde man på Enghavegaard. Andre gårde i nabolaget kunne så få lov at låne denne orne til at klare bedækningen af søerne. En af de gårde, som lånte ornen, var Pilegaarden, som stadig eksisterer og har givet navn til Pilegårdsvej. De første gange, hvor ornen skulle bedække, fulgte Jens' far den op på Pilegaarden og ventede der til arbejdet var tilendebragt, men han fandt hurtigt ud af, at ornen selv kendte vejen. Så de næste gange fulgte han blot ornen over landevejen og ringede til bonden på Pilegaarden og fortalte, at ornen var på vej. Når ornen havde udført missionen, ringede Pilegaardsbonden til Enghavegaard og fortalte, at nu var ornen på vej hjem igen, og kort efter kunne man modtage den og følge den over landevejen og tilbage i stien.

Næste kapitel handler om krigen, så det er nok knapt så morsomt. Derefter følger et par kapitler med Jens' syn på byråd, skat og kommune samt en del beretninger fra hans mange rejser til forskellige destinationer over hele verden. Hvis bare resten af bogen er halvt så underholdende, så har jeg noget at se frem til.