fredag den 3. juni 2016

Finn Thranums jubilæum

Finn Thranum havde 40 års jubilæum hos Falck/Responce for en god måned siden, og i dag blev det markeret med et arrangement på Falck-Gården i Aarhus. Brandgaragen var ryddet, og der var stillet borde og stole til de mange gæster. Inklusive det vagthavende brandhold og pigerne, som hjalp til, har der været tæt på 100 deltagere. Vi fik noget virkelig lækkert mad, inden det officielle med taler begyndte. 




Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen overrakte hæderstegnet og dokumentet - men ikke den obligatoriske check. Jubilæumsgratialet udbetales nu om stunder på samme måde som løn, så Allan frydede sig over, at det gik af Responces kasse.


Kun få jubilæer i Falck har været afviklet, uden at arrangementet blev afbrudt af en ambulanceudrykning eller en brandalarm, således også i dag. Men det kan ikke have været en særlig stor brand, for brandfolkene var hurtigt hjemme igen.

Der blev også tid til at tage et par billeder af brandkøretøjerne og den foreløbig eneste ambulance, som bærer den nye påskrift "Præhospitalet".



Det er et krav fra regionen, at køretøjerne fremover skal bære denne påskrift, så i løbet af kort tid vil den kunne ses på alle ambulancer i regionen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar