torsdag den 21. juli 2016

Loke på havnen og Dokk1

Morten og Jeanette var i bekneb med pasning af Hjalte, så ham havde vi lovet at tage på besøg. Storebror Loke valgte så at droppe børnehaven og tage med lillebror. Loke ville gerne med mig på havnen og se det store krydstogtskib, så han og jeg tog bussen til Aarhus og gik på havnen.

Først så vi "Costa Favolosa" og slæbebåden "Hermes", som Loke mente ligner et sørøverskib, fordi den har et anker på skorstenen.




Meget spændende var dog også en død due, som Loke bad mig fotografere. Han var nemlig overbevist om, at hans farmor gerne ville se den døde fugl. Så Farmor, kig nu godt på den. 


På vej fra havneområdet var der salgsboder og musik til ære for krydstogtgæsterne. Der var også smagsprøver på dansk rugbrød. Loke ville ikke smage, men jeg smagte et stykke. Jeg tror dog, at det i lige så høj grad har været en smagsprøve på dansk smør.


Loke kendte Dokk1 og vidste så meget om stedet, at der er flere legepladser og at man kan købe is. Så vi besøgte stedet, hvor Loke prøvede alle legepladserne og vi nød en isvaffel.



Fra Dokk1 så vi "Hermes" bugsere det amerikanske krigsskib "Mount Whitney" ud af havnen.


Vi var begge trætte i benene, da vi satte kurs mod centrum for at tage hjem. Farmor var klar med en kop kaffe og et glas koldt saftevand. Efter middagsmaden gik Loke og jeg på legepladsen ved fælleshuset, og da vi kom hjem, var der igen is.

Susanne og Hjalte havde været i Viby, hvor de havde købt trøfler til eftermiddagskaffen. Midt på eftermiddagen kom Morten for at hente drengene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar