fredag den 14. oktober 2016

Retroworld

Det er længe siden, at Ældre Sagen annoncerede en tur til Retroworld ved Lerbjerg. Vi meldte os til inden sommerferien, og i dag skete det så. Omkring 30 ældre var med bussen til stedet, som jeg aldrig havde hørt om før.


Det blev virkelig en oplevelse. Vi blev budt velkommen og derefter bænket til kaffe, hjemmebagt lun kringle samt lagkage. To medarbejdere fortalte om stedets historie, og derefter var der rundvisning på hele stedet, som er en tidligere gård ved navn Overgård.


I hovedbygningen er der syv værelser til udlejning, hver indrettet over sit tema. Der er køkken, og der er en pejsestue, hvor venner af stedet samles en gang om ugen til spisning og hygge.





Næste punkt var "Skatkammeret", hvor der er opmagasineret tusindvis af effekter. Umiddelbart ser det lidt rodet ud, men der er faktisk system i rodet. Indehaveren Michael kan til enhver tid finde en hvilkensomhelst ting eller fortælle, hvor den ligger.


Den langsigtede plan med denne bygning er at indbygge et loft. Loftsrummet skal derefter bruges til opbevaring, mens underetagen skal være retrotarium med alskens elektronik som for eksempel radio, båndoptager, fjernsyn, håndmixer, hårtørrer, jukeboks og meget andet. Man kan så sidde og nyde en kop kaffe og et stykke kage, mens man lytter til musikken. Man søger fondsmidler til projektet.

Så kom turen til den gamle 1. klasses DSB togvogn, hvor to kupeer er bevaret intakte, de øvrige kupeer samt toilettet bruges til opbevaring eller udstilling af effekter som for eksempel emaljeskilte.



På gårdspladsen står også mange ting, og førstesalen venter på at blive indrettet til værelser. De beboere, der er der nu, betaler vist ikke for at være der.




Så kom turen til den tidligere gylletank, som hverken lugter af gylle eller ligner sådan en. Den er nemlig indrettet som et meget stort herreværelse med bar, blade med bare damer og møbler til at slappe af i. Der er såmænd også indrettet et lille bollerum. Derudover er der flere reoler med keramik.




Sidste stop var tre skurvogne, som også er indrettet til beboelse og en, som er indrettet som sauna. Der er varme i vognene, men ikke vand og heller ikke toiletter. I højsæsonen, når de alle er lejet ud, lejer indehaveren en toiletvogn, som stilles på pladsen foran vognene.



Fra bakken, hvor vognene står, er der en fantastisk udsigt over området.



Til hjemturen fravalgte chaufføren motorvejen, og det gjorde, at vi fik en virkelig smuk tur i det flotte efterårsvejr. Vi var tilbage i Viby kort før klokken 17 og vi valgte at indtage aftensmaden på Asia Restaurant i det tidligere Hotel Merkur.

Se alle billederne fra Retroworld i dette Flickr album

Ingen kommentarer:

Send en kommentar