Basse er den sidste tilbageværende, som startede på Falck-stationen i Nørre Allé. Den blev indviet i 1927 og fungerede frem til 1943, hvor stationen på Kystvejen blev taget i brug. Basse har været gennem hele rangstigen - startede som bud og endte som udrykningschef.
I alle de år, hvor jeg er kommet på Falck-stationen på Kystvejen, har jeg haft et godt forhold til Basse. Tidligt fik jeg lov at færdes på stationen som jeg ville og fotografere køretøjerne. Flere gange har jeg været med Basse, når der var brandøvelse eller opvisning, for eksempel på Kirstinesminde og Væddeløbsbanen. Han sagde blot: Hvis du har lyst at se på, kan du bare køre med mig. Jeg var også med ham den juniaften i 1970, hvor pakhus 77 på Pier 3 styrtede sammen, mens det var under opførelse.
Da jeg sammen med Per og Bjarne Hinge lavede bogen "Falck i Århus" fra 1999 til 2002, havde vi stor hjælp i Basse, som havde en hukommelse som en elefant.
Basse gik på efterløn fra Falck, da han var 60, og han blev 93 år. Han døde i formiddags, men var relativt frisk indtil for nogle måneder siden. I mange år - helt op til for få år siden - løb han hver morgen fra hjemmet i Nordvestpassagen (gaden altså) til Risskov for at tage sin daglige dukkert og derefter 100 armbøjninger, inden han løb hjem igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar