torsdag den 18. januar 2018

Æblet falder sjældent langt fra stammen

Vi har Hjalte på ferie fra i dag til i morgen. Det skyldes, at hans dagplejemor har haft fri i dag, og forældrene mente, at det var en dårlig ide at anbringe ham i en gæste-gæste-dagpleje, når nu...

Sammen med Susanne var Hjalte i Viby i formiddags, hvor han fik en bamse, lige som de øvrige børnebørn har fået. Efter eftermiddagskaffen kørte Susanne på arbejde, så lige nu hygger Hjalte sig med mig. Vi har netop spist aftensmad med den obligatoriske menu: leverpostej, remoulade og ristede løg. End ikke en makrelmad kunne udkonkurrere leverpostejen.

Der er set lidt Ramasjang i fjernsynet, og som overskriften antyder, så falder æblet ikke langt fra stammen:




Mens vi spiste, var Hjalte meget bekymret for sin farmor. Flere gange sagde han, at der også skulle sættes en tallerken på bordet til Farmor, og at Farmor også skal have rugbrød. Foreløbig har jeg kunnet berolige ham med, at Farmor spiser rugbrød på arbejde.

Fjernsynet er nu udkonkurreret af Farmors ipad, som netop er opladet. Det tog kun fem sekunder for Hjalte at finde en film om Pokemons.

PS: Bamsen på billedet er ikke den nye, men medbragt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar