fredag den 25. januar 2019

Så er jeg ved at være ovenpå igen

Mandag morgen startede med et besøg hos lægen, hvor en urinprøve afslørede, at jeg - absolut ikke uventet - havde pådraget mig en blærebetændelse. Var jeg ikke træt i forvejen, så var jeg det nu. Tre-fire nætter, hver med måske 25 toiletbesøg, det trækker veksler på en gammel mand.

Det blev til en penicillinkur med piller så store som hønseæg - nå, så vagtelæg da. Mandag og tirsdag var jeg stort set intet bevendt, men nu går det fremad. I dag rakte energien til at lave middagsmad: kyllingelår på rodfrugter (porrer, gulerødder og løg), tilsat lidt svitsede bacontern. Ovenpå en blanding af creme fine og hakkede tomater. Ris dertil.



Formiddagens idyl blev afbrudt af en kortvarig strømafbrydelse, så computer og tv-boks måtte genstartes. Hvad der var galt hvor, vides ikke, men nu kører det hele igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar