Bedsteforældredag hos Marius

Forleden indløb denne invitation i min indbakke. Den var fra Marius, og jeg svarede, at jeg gerne ville deltage.

Det betød, at jeg skulle meget tidligt op og med tog til Viborg. Det var en dejlig togtur i det flotte efterårsvejr. Fra banegården gik jeg til skolen, som er en del af det tidligere kaserneområde i Viborg.

Også Marius' morfar Bent deltog. Efter at børnene havde sunget en sang om Kaptajn Karlsen og de voksne havde sunget "Jeg vil male byen blå", skulle vi fortælle om hinandens skoletid, men det var begrænset, hvor meget Marius havde tid til at lytte. Vi fortsatte derfor med at male og spille spil.

Marius havde ikke helt styr på lågerne i sit spil, så da han for fjerde gang måtte starte forfra, sagde han "Skal vi ikke bare sige, at jeg vandt?". Det gjorde vi så.

Efter et meget langt spisefrikvarter var det planen, at bedsterne skulle lære børnene at hoppe i elastik og lave forskellige ting med garn og elastik. Det blev ikke til så meget for Marius, som hellere ville spille Uno efter nogle nye regler, som kun han kendte og rettede til henad vejen. Vi sluttede af med at spille ludo, hvor Marius forsøgte at flytte sin brik i den forkerte retning, så den kunne komme hjem efter to-tre slag. Den hoppede bedstefædrene dog ikke på.

Vi sluttede med en sang.

Der bør laves noget om på sidste vers i den sang. Fremover er der vist ingen børn, der kommer til at se et rødt postbud.