tirsdag den 7. maj 2013

En behagelig tur til museet

Jeg havde en aftale med Ib Møller på søfartsmuseet. Ib har sendt mig en kommentar til forsidebilledet på det seneste nummer af bladet Logbogen, og derfor spurgte jeg Ib, om han ville lave et lille indlæg til bladet. Det drejer sig om sejlskibet "Passat", som anløb Aarhus i december 1952. Ib - selv skibshandler - er søn af skibshandler Egil Gylling Møller, og Ib kan huske, at han sammen med sin far besøgte det elegante skib flere gange, mens det lå i Aarhus i mere end to måneder fra december 1952 til februar 1953.
 
Ib har skrevet et fint indlæg, som jeg kan bruge i bladet. Samtidig har han hjulpet mig med et par billeder af skibet, og det var dem, jeg skulle hente på søfartsmuset i dag.
 
Det blev til et par hyggelige timer over en kop kaffe samen med Ib og de øvrige frivillige på museet. Nu har jeg en fin historie og et par gode billeder til bladet.
 
 
Turen til og fra museet var ikke at sige ski'e til med det flotte vejr. Der var rigeligt at se på, mens jeg ventede på at skifte bus, hhv. på Banegårdspladsen og i Nørregade.
 
 
Jeg var hjemme ved 16-tiden, og efter en hurtig kop kaffe var jeg i køkkenet for at lave aftensmad.
 
Desværre har vejrprofeterne i aften fortalt, at det flotte vejr ikke fortsætter. Der kommer regn, skybrud, lyn og torden i nat og i morgen, og de følgende dage bliver noget koldere end i dag. Jeg håber dog ikke, at vi skal konstatere, at sommeren 2013 faldt på en mandag og en tirsdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar