Aarhus Søhistoriske Selskab havde arrangeret en tur til Hobro med start fra Havnehuset klokken 9. Cirka 25 medlemmer deltog i turen. Vi kørte ad "den kønne vej" og gjorde holdt på en rasteplads ved Mariager Fjord, hvor vi nød en kop kaffe, et rundstykke og en bitter.
Første stop i Hobro var Hobro Værft, hvor ejeren Peter Leth fortalte om værftets opgaver, som i stort omfang er restaurering af gamle og bevaringsværdige skibe. Det foregår i et tæt samarbejde med Skibsbevaringsfonden. Udover Peter og hans kone er der ansat to svende og to lærlinge på værftet. Og ingen tvivl om, at lærlingene lærer håndværk, som de ikke ville møde mange andre steder.
På de næste billeder ses en flok masteringe og Peter, som viser, hvordan de fremstilles. Det er ikke noget, man sådan bare lige gør, det kræver en del erfaring.
Efter at have indtaget frikadeller og kartoffelsalat på "Den Blå Fisk" på havnen, var næste stop det store lystfartøjsmuseum. Det er indrettet i et gammelt pakhus på tre etager, og en del af det oprindelige materiel i pakhuset er bevaret.
Museet rummer mange ting, som for eksempel navigationsudstyr, flaskeskibe, modeller, plakater, værktøj, søkort, gamle billeder, og så selvfølgelig skibe i massevis.
Sidste stop blev "Galleri Classic", som også er indrettet i en gammel bygning på havnen. Ejeren er 80 år og viser gerne galleriet frem uden betaling. Der var vel et sted mellem 200 og 300 billeder, akvareller og tegninger, en del af dem med maritime motiver. Det er fine billeder, men det er så sandelig også fine priser. Den højeste pris, som jeg umiddelbart så, var 150.000 kroner. Den laveste nogle få tusinde kroner.
Kort før klokken 16 satte vi kursen mod Aarhus, og chaufføren valgte igen - næsten uden opfordringer - at køre ad en køn vej, så vi kom slet ikke på motorvej. Dejligt. Jeg var hjemme klokken 18, hvor Susanne havde smurt mad til mig. Selv havde hun tilbragt dagen sammen med Morten, Jeanette og Loke på kræmmermarkedet på Tangkrogen.
Dagens billeder ligger i et "set" på Flickr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar