søndag den 30. juni 2013

Thea på ferie - og dog

Aftalen var, at Thea skulle komme på ferie i dag og blive til onsdag. Hele Viborg-familien var her midt på formiddagen for at aflevere Thea, og efter en kop kaffe, en sutteflaske mælk og et bleskift kørte den resterende familie videre ud i fædrelandet for at shoppe, inden kursen igen blev sat mod Viborg.

Vi spiste frokost, og Susanne gik ind for at få en middagslur, inden hun skulle møde på arbejde. Luren blev dog ikke så lang som planlagt. Thea og jeg var gået i haven og hyggede os med en kold øl og en kold sodavand. Thea hentede vand i spanden og hyggede sig med lidt med det. Da Susanne stod op, fik vi kaffe, og ved hjælp af et par bleer og et dynebetræk byggede Thea og jeg en hule over tørrestativet. Thea fik lov at låne mit lille kamera og tog en del billeder, både i haven og indenfor.



 

Susanne kørte på arbejde ved 16-tiden. Thea og jeg hyggede os, indtil vi lavede aftensmad klokken 17 - pølser og pølsebrød efter Theas ønske. Senere blev der fortalt godnathistorier, og sammen læste vi feriemapperne fra vore ferier på Samsø, hvor drengene var - drenge. Thea syntes det var mægtig hyggeligt at se sin far som barn snakke med katte, hunde, kaniner og heste samt bade og kaste sten i vandet. Natmaden blev en portion jordbær med piskefløde.


Men - så knækkede filmen. Thea blev ulykkelig, ked af det, brød ud i gråd og savnede sin mor. Kort fortalt endte det hele med, at Christina måtte hente hende, og da den aftale var på plads, var det gode humør tilbage. Christina var her ved 21-tiden. Theas kuffert og tøjpose var pakket og klar, så de hurtigt kunne sætte kursen mod Viborg.

Udsigten til at skulle stoppe i børnehaven og starte i skolen samt holde sommerferie har været mere end Thea kunne overskue. Det er en ærlig sag, og vi var alle enige om, at et ferieophold skal være en god oplevelse, som man ser tilbage på med glæde. Det ville det ikke have været, hvis vi havde gennemtvunget, at Thea skulle blive til onsdag. Men du er altid velkommen på ferie igen, Thea.

En fin madblog

Forleden "faldt" jeg over omtale af en fin madblog ved navn "Plat du Jour". Bag bloggen står to piger, Josephine og Christine, på 16 år. Madlavning og fotografering er begge pigers store interesser, og de fandt så på at kombinere de to ting ved at lave en blog. Og det er der kommet et rigtig fint resultat ud af.

 
 
Pigerne har været i fjernsynet og er efterfølgende blevet shanghajet af et forlag til at udgive en bog med nogle af deres opskrifter, så de har virkelig gang i den, pigerne.


Jeg har allerede hentet et par opskrifter fra siden, blandt andet på en kartoffelsalat, som ser ud til at være lækker. Den skal i hvert fald prøves.

Josephines og Christines "Plat du Jour" kan ses på denne webadresse:
http://joseetchris.blogspot.dk

lørdag den 29. juni 2013

Pulled Pork og Coleslaw

Da vejret lignede noget, der kunne blive regn, valgte jeg at tage i SuperBrugsen i stedet for på torvet.

I går tog jeg en pakke af Tulips "Pulled Pork" ud fra fryseren, og suppleret med formiddagens indkøb af gulerødder, hvidkål, lime og creme fraiche lavede Susanne en lækker coleslaw som blev lagt sammen med kødet i nogle burgerboller. Det smagte pragtfuldt.


Det er meget nemt at lave Pulled Pork på denne måde. Stegen er forstegt, så den kun skal være i ovnen en halv times tid og derefter flås i stykker med to gafler.

Der kom også en bakke jordbær og ¼ liter piskefløde med hjem. Hvad jordbærrene angår, kunne jeg godt fortryde, at det ikke blev torvet, der fik mine indkøb i dag.

Nu står der en pose ærter på køkkenbordet og venter på at vi deler dem, når Susanne kommer hjem fra arbejde.

torsdag den 27. juni 2013

Falck er der altid

Ja, selvfølgelig er Falck der altid - især i min tilværelse. Jeg er kommet på Falck-stationerne i Aarhus fra før jeg kunne gå, og endda selv nu - halvandet år efter, at jeg gik på efterløn - spøger korpset stadig i min tilværelse. I dag på den måde, at vi havde besøg af min tidligere kollega Benda, som jeg havde lovet at hjælpe med at blive dus med Facebook. Det betød selvfølgelig en masse snak, både om Falck og bestemt også om andre ting i livet, og også en middagsret med tigerrejer, grønt og ris.

Efter middagen hjalp jeg Benda med at oprette en gmail og vi gennemgik Facebook på godt og ondt. Jeg håber, at hun fik noget ud af det og har lovet, at hun må konsultere mig igen, hvis hun kommer i tvivl om noget af det, vi gennemgik.

onsdag den 26. juni 2013

Smørås, frikadeller og jordbær med fløde

Nej, der skal ikke stå smørgås.

Jeg havde taget en vagt på søfartsmuseet som billetsælger sammen med Ib Møller. Jeg tog hjemmefra i god tid og havde lidt tid, inden jeg skulle videre med 33eren. Et stort orkester med børn fra Smørås Børnemusik i Norge var ved at gøre klar til en tur på Strøget, så jeg blev lidt og så med, da det startede på turen. Fra 33eren så jeg, at orkesteret havde gjort holdt på Klostertorvet og nu underholdt cafégæsterne der.

 
 
 Inden jeg gik til museet, var jeg et smut omkring "Pearl Harbour" ("Havnens Perle"), hvor jeg købte tre halve stykker smørrebrød. Jeg var ved museet kort før klokken 1230, og fem minutter senere ankom Ebbe, som i dag var nøglemand for os.

Mens jeg ventede, så jeg ro/ro-skibet "Polaris" af Hamburg ligge ved kaj 77. Hvorfor det ligger der, ved jeg ikke. Det kan være på grund af maskinskade eller på grund af manglende beskæftigelse. Hverken den kaj, eller området i det hele taget, bruges længere til ekspedition af skibe.


Vores vagt på museet gik fint, vi havde fire betalende gæster. Ebbe lukkede ned, så Ib og jeg nåede 33eren klokken 1602.

Herhjemme lavede Susanne frikadeller af lam og kalv, dertil kogte hun nye kartofler, blomkål og gulerødder. For første gang i år fik vi jordbær - og da jeg normalt kun får jordbær en eller to gange på en sæson, forlanger jeg, at det skal være med piskefløde. Senere delte vi en pose ærter, så jeg kan bestemt ikke klage over hverken kvalitet eller kvantitet af maden i dag.

tirsdag den 25. juni 2013

40 års jubilæum

I aften er det helt nøjagtigt 40 år siden, at Susanne og jeg sad i Palads biografen i Tordenskjoldsgade og holdt hinanden i hånden, mens vi så den første Trinity-film.

Forud var gået et møde hos min fætter Knud og hans kone Ruth i Horsens. Susanne gik i klasse med deres datter Hanne, og efter at vi var mødtes der - det var vistnok i maj 1973 - ventede vi på en anledning til at ses igen. Den kom, da Hanne og Susanne ville tilbringe weekenden 24.-25.-26. juni i Aarhus hos Hannes farmor, som er min moster. Lyder det indviklet? Det er det heller ikke.

I en tysktime forfattede Hanne og Susanne et brev til mig, hvor de foreslog, at jeg besøgte dem hos mosteren/farmoren om lørdagen. Det gjorde jeg, og så var den sag afgjort. Vi gik en tur sammen og fortsatte så med en tur i biografen om aftenen. Om søndagen var jeg derude igen, og så kom vi sammen.


I dagens anledning har jeg bestilt en buket blomster til Susanne. Så må vi se, om en af os får et brev fra Majestæten...

mandag den 24. juni 2013

Feriemenuen er bestilt

Thea kommer på ferie hos os på søndag og bliver nogle dage. Det er ved at være sidste udkald for at komme på ferie udenfor skoleferierne, da hun til august starter i 0. klasse.

Børnene får altid lov til selv at bestemme, hvad de vil have at spise, når de er på ferie. I dag ringede Thea til Susanne og fortalte, at hun en dag gerne vil have risengrød, en dag pandekager og en dag pølser og brød. Det med pølser og brød bliver søndag, hvor Susanne skal på arbejde. Thea ved nemlig godt, at hendes farfar kan det der med pølser og brød. Efter en tidligere ferie kunne hun stolt fortælle forældrene, at "farfar kunne finde ud af at koge pølser og varme pølsebrød - helt selv!", så det skal også nok gå denne gang.

Selvfølgelig skal vi også have et blødkogt æg til morgenmad. Det får vi altid lørdage, søndage og helligdage og så når børnebørnene er på ferie. Sidst Thea skulle komme på ferie sagde hun til mig: "Nu skal du huske at købe æg til jeg kommer". Det huskede jeg, og jeg skal også nok huske det denne gang, Thea.

søndag den 23. juni 2013

En morfar med Farfar

For flere dage siden lovede Morten og Jeanette at komme i dag og hjælpe os med at klare haven. Kort efter morgenmaden startede Susanne og jeg selv, og vi havde nået at lave en del i forhaven, da de unge ankom sammen med Loke.


Men da var det begyndt at regne, så vi trak indendørs og fik kaffe. Loke lokkede sin farfar til at lege med biler, så det hyggede vi os lidt med.


Da det nu så ud til, at vi ikke kunne arbejde i haven, kørte Morten og jeg i SuperBrugsen for at købe ind til de næste dage. Da vi kom hjem, havde Susanne middagsmaden klar. Efter at vi havde spist, så det ud til at holde tørt, så haveredskaberne blev fundet frem igen. Loke skulle sove til middag, og han syntes det kunne være hyggeligt at sove til middag sammen med sin farfar. Så vi gik ind for at sove, og det var da også hyggeligt. Loke snakker meget, så der gik lidt tid, inden han faldt til ro, men så sov jeg et par timer og Loke lidt mere. Imens havde Morten, Jeanette og Susanne haft travlt i haven, og da jeg stod op, sad de og nød en kop kaffe og en sodavand ovenpå anstrengelserne.

fredag den 21. juni 2013

Det er skønt at være en god kunde i SuperBrugsen

Jeg havde planlagt at besøge "Sculpture By The Sea" i dag, men da jeg til morgen så DMI's radarkort, ændrede jeg planer. Jeg brugte i stedet formiddagen på at indscanne en del af de billeder, opskrifter og andre ting, der havde hobet sig op i chartequet til dette formål.


På vej til arbejde var Susanne i går i SuperBrugsen. I en mail havde hun, som specielt udvalgt kunde, fået tilbud om at købe en flaske rødvin til 1 krone. Det syntes vi selvfølgelig var værd prøve, og hun fik sin flaske med hjem. Den passede fint til de bøffer, som hun stegte til aften sammen med nogle pomfritter. Bøfferne var i øvrigt også fra SuperBrugsen. Både bøffer og rødvin var helt til UG.


Og med hensyn til rødvinen forstår men det godt, når man i næste uges tilbudsavis ser, hvad normalprisen er for netop denne rødvin. Det er skønt at være en god og trofast kunde i SuperBrugsen.

Susanne har officielt meddelt, at hun også laver mad både i morgen og på søndag. Jamen, jeg bliver sgu da helt rastløs i weekenden!

torsdag den 20. juni 2013

Lille føl

Da jeg i formiddags gik i SuperBrugsen, var der kun få heste sat på græs ved rideskolen. Da jeg gik hjem, var der kommet flere ud at lege, og jeg måtte simpelthen stoppe op, parkere vognen og betragte dette lille føl.


Jeg ved ikke, hvor længe det har været der, men det er første gang, jeg har set det.

onsdag den 19. juni 2013

Alt godt fra torvet

Morgenens regnvejr satte ? ved min tur til torvet, men først på formiddagen blev det tørvejr, og det så ud som om, det ville holde. Så jeg tog bussen til Aarhus for at købe ind på torvet. Forinden var jeg dog forbi en hæveautomat for at få nogle gode danske pengesedler. Dem tager torvehandlerne nemlig imod.

Der blev købt ind til salat i aften og til suppe i morgen. Det tog ikke lang tid at finde, hvad jeg skulle bruge, og Susanne havde kaffen klar, da jeg kom hjem. Efter frokost slog Susanne græs, mens jeg bælgede ærter. Senere blev der luget både krudt og ukrudt, og jeg slæbte to sække haveaffald til den store container.

Aftenens salat var - stort set - med friske råvarer fra torvet: friske ærter, blomkål, gulerod, asparges, forårsløg, blommetomater, løg, hvidløg, radiser og hvidløgsmarinerede tigerrejer. Kun hvidløg, løg og en pose umarinerede tigerrejer fra fryseren kom ikke fra dagens torvetur.


Det blev til en lækker salat, som blev spist op. Med ingredienser som tigerrejer fra fiskemanden og friske, danske ærter skal jeg nok ikke tænke så meget over kuvertprisen. Men det smagte godt, og jeg kunne endda lokke Susanne til at tage et glas køligt rosévin til maden.

tirsdag den 18. juni 2013

Jeg har hilst på en af de kendte

Aarhus Søfarts Museum havde indbudt frivillige medarbejdere, venner af huset samt sponsorer til åbningen af særudstillingen "Cutty Sark og Kapsejladser". Udstillingen er sat op i anledning af det kommende "Tall Ships Races" i juli måned.

Museets protektor, Lotte Heise, skulle stå for åbningen klokken 16. Det var planen, at hun skulle ankomme klokken 16, men hun var fremme i god tid, så vi nød solen og det gode vejr udenfor, inden arrangementet kunne påbegyndes. Victoria på 12 år, som er datter af en af Tall Ships Races' sponsorer, bød Lotte Heise velkommen med en flot buket blomster.


Efter at formanden havde budt velkommen og fortalt om udstillingen, underholdt musikerparret Lissa Ladefoged og Andrew John med et par sange.


Herefter fortalte Lotte Heise om sin baggrund for at engagere sig i et søfartsmuseum. Baggrunden er en stærk tilknytning til morfaderen, som var officer i Søværnet. Og så blev udstillingen åbnet ved at Lotte Heise løste et stort råbåndsknob med det resultat, at en ophængt flaske Captain Morgan faldt næsten til gulvet.


Så var der mulighed for at få lidt forfriskning og at se både den nye udstilling og andre udstillede ting. Selv måtte jeg specielt beundre en af de papmodeller, som for nylig er tilgået museet. Den forestiller DSB-færgen "Kong Frederik IX".


Netop denne færge vækker minder hos mig. Min afdøde onkel Sven var maskinchef på færgen fra den startede på Rødby-Puttgarden i 1963 og indtil den blev afløst af færgen "Danmark" i 1968. Sven fortsatte da som maskinchef på "Danmark", mens "Kongen" blev overført til en anden rute. Hver gang jeg var på ferie hos familien på Falster, var jeg med Sven på arbejde en hel dag, hvilket vil sige tre dobbeltture. Ofte var mine kusiner Ulla og Hanne også med.

Efter at være taget ud af drift, lå "Kongen" i nogle år som museumsskib, men da man ikke kunne skaffe midler til vedligehold og drift, endte det med, at den smukke færge blev ophugget på stranden ved Alang i Indien. Og det var en skam.

På museets hjemmeside er flere billeder fra åbningen   .

mandag den 17. juni 2013

En øv morgen

Sådan en mandag morgen startede med, at min ene brillestang knækkede. Jeg havde mærket, at brillerne sad meget løst og ville undersøge hvorfor, og mens jeg sad med dem i hånden, knækkede den ene stang. Hvordan det kunne ske, ved jeg ikke, de er ikke engang 12 år gamle. Jeg måtte bruge mine skærmbriller, de er trods alt langt bedre end ingen briller.

Og som om det ikke var nok med det med brillerne, så var der klumper i mælken til morgen. Jeg havde købt Tieses jerseymælk for at forkæle mig selv lidt; ifølge kartonen var den holdbar til den 21. juni. Udover det med forkælelsen var årsagen til, at valget faldt på Tiese, at mælken var på tilbud, og at jeg så vidt muligt undgår giganten Arlas produkter. Men lige nu står der altså 1-0 til Arla.

Formiddagens planlagte tur til SuperBrugsen blev erstattet af en tur til Viby, hvor jeg først gik i Synoptik for at se, om det kunne lade sig gøre at reparere brillerne. Da jeg alligevel skal have nye briller efter næste kontrol hos øjenlægen til efteråret, vil jeg ikke ofre nye nu. Jeg fik hjælp af en sød og flink Camilla, som fandt en stump brillestang fra et andet par briller og satte den på. Oveni i købet (nåh ja, det kan man vel så ikke kalde det) gjorde hun det uden betaling. Harmonisk ser det ikke ud, men jeg kan bruge brillerne, og det er jo hovedsagen.


Efter besøget hos Synoptik gik jeg i Føtex efter rugbrød og andre fornødenheder. Deriblandt mælk.

søndag den 16. juni 2013

Marius' barnedåb

Så blev det dagen, hvor Marius skulle døbes i Søndermarkskirken i Viborg.


Vi kørte med Grethe og Erik til Viborg - var tidligt oppe, kort efter klokken 6, så vi havde god tid til morgenmad, barbering og bad inden vi blev hentet klokken halv ni.

Dåbshøjtideligheden ved pastor Anne Birgitte Thun startede klokken 10 og varede cirka 1½ time. Efter dåben var der mulighed for fotografering i kirken, og der var kaffe til dem, der havde lyst til det.




Efter højtideligheden kørte eller gik vi til fælleshuset i Teglmarken, hvor vi først nød en øl, en sodavand eller et glas vin, inden der blev kaldt til bords, og der blev serveret en lækker forret med laks og grønt. Senere var der høflig selvbetjening med "pulled pork", roastbeef, kartofler og salat. Senere kaffe, the og forskellige hjemmebagte kager.


Jeg synes, at dåbskjolen fortjener sit eget billede. Det er Susannes brudekjole, som i sin tid blev syet om, da Kenneth blev døbt i 1978. Senere har Morten brugt den i 1981, Thea i 2008, Emil i 2010, Loke i 2011 og nu Marius.
 

lørdag den 15. juni 2013

Tillykke Camila

Dette indlæg hører måske ikke hjemme på min blog, da det ikke er min egen oplevelse. Men jeg synes alligevel, at begivenheden fortjener at blive omtalt.

Susanne var sidst på dagen med til at fejre sin venindes datter Camila, som i december blev udlært som bygningsmaler og på mandag fylder 20 år. Camila havde inviteret familie, naboer og venner til lidt spisning i beboerhuset i Holmstrup. Jeg havde en rigtig københavner-øv-dag og valgte derfor at blive hjemme for at kunne prioritere barnedåben i Viborg i morgen.

To af emnerne på Camilas ønskeseddel var en bil og en tablet. Susanne havde derfor pakket en lille legetøjsbil og en hovedpinetablet i en Haribo-kasse, så Camila kunne få sine ønsker opfyldt.


I pakken var dog også et gavekort til en guld- og sølvsmed, så Camila kan supplere bilen og tabletten med bidrag til et smykke.

Jeg slappede af herhjemme ved at se en række gamle film om Aarhus havn. Susanne var hjemme ved 2130-tiden.

fredag den 14. juni 2013

Jeg gættede rigtigt

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla har i dag navngivet det første af A P Møller Mærsks 20 Tripple-E skibe "Mærsk Mc-Kinney Møller".

 
 
"Mærsk Mc-Kinney Møller" forventes at anløbe Aarhus den 26. august.

torsdag den 13. juni 2013

Price Reprice

Ja, jeg ved godt, at det staves reprise, men den anden stavemåde virker mere passende.

Dagen startede dog med et besøg hos tandlægen. Da jeg var færdig der ved 10-tiden, prøvede jeg, om slagteren havde vores ugepakke klar, selvom han officielt først åbner butikken klokken 12. Han var netop færdig med at pakke poserne, og ud over ugepakken købte jeg to leverpostejer.

Men tilbage til Price Reprice: Indtil i fredags har Susanne hver aften klokken 18 fulgt nogle krejlere på DR1, men fra mandag er kanalen på det tidspunkt begyndt at genudsende de 73 udsendelser i serien "Price inviterer". Jeg har set en del af udsendelserne i første omgang, men ikke nær alle. Nu håber jeg, at jeg kan se mange af dem, jeg ikke har set før. I aften var det forfatteren Majse Njor, der var gæst hos James Price.


Hun lavede en irsk stuvning, mens James lavede lammefrikassé. Begge retter så virkelig lækre ud, så måske en dag...

For nu at fortsætte rimene, forærede Majse James et eksemplar af sin bog "På rejse med Tine og Majse", hvor hun blandt andet fortæller om sine mange besøg i Irland - besøg, som har inspireret hende til at lave netop denne aftens ret.

Vores aftensmad blev en simreret med oksekød, porrer, forårsløg, løg, champignons og gulerodsstave, krydret med sambal oelek, mango curry, chilliflager, sød paprika, timian, koriander, citronsaft og soyasauce. Ris dertil. De mange krydderier smagte igennem, kan jeg hilse og sige, men lige tilpas.

onsdag den 12. juni 2013

Lynstegt svinekød og grøntsager -

- blev dagens aftensmad. Lynstegt er måske meget sagt, men sådan hedder den opskrift, jeg lod mig inspirere af.


Den består af hakket svinekød, grønne bønner, gul og rød peberfrugt, champignons, løg og nudler. Steges i wokken og krydres med mango curry og lidt spidskommen, soya sauce og citronsaft.

Manon

Det hedder den golden retriever hvalp, som Susannes veninde Grethe i Kolt netop har anskaffet. Vi var inviteret til at hilse på den i dag, og Grethe bød på kaffe og blødt brød.

 
 
Hvalpen er cirka 10 uger gammel nu, og Grethe fortalte, at den vælter og flytter rundt på både mad- og vandskål, så der ofte må tørres vand op i køkkenet. Men det går vel over.

 
Kær er den, og det var hyggeligt at hilse på den, også selvom den nappede lidt i fingrene med de små, skarpe tænder. Susanne havde købt et lille kødben og et pivdyr med til hunden - kødbenet var det mest interessante.

Efter hundebesøget fulgtes vi i SuperBrugsen for at proviantere.

tirsdag den 11. juni 2013

Alene hjemme MCXXXII

Susanne var inviteret til forsinket 70 års fødselsdag (damekomsammen) hos sin moster Eva i Egå, så jeg var overladt til mig selv. Grethe hentede Susanne midt på formiddagen, og vi fik en kop kaffe sammen, inden de kørte mod Egå.

Jeg nød roen, ryddede lidt op på computeren, nød en stille frokost sammen med mig selv og forberedte salat til aftensmaden. 


Susanne var hjemme klokken 1730. Vi stegte et par bøffer, som desværre viste sig at være lidt seje - så det var godt, at salatmesteren havde lavet en god salat med ærter, radiser, gulerodsstave, løg, hvidløg, små tomater og lidt grønt fra en af SuperBrugsens poser.

Efter maden fik Susanne den gode ide at lægge et billede af sin orkidé, som hun fik af sin veninde Grethe til sin fødselsdag for to år siden, på Facebook. Jeg hjalp med det. Og orkideen har faktisk aldrig stået så flot, som den gør nu. Susanne er rigtig god til at passe på sine blomster.

Og så må jeg indrømme, at vi senere på aftenen syndede og tog os hver en skive rugbrød med leverpostej - slagterens hjemmelavede.

mandag den 10. juni 2013

Kærlig hilsen fra Svaneke

Det er titlen på et Dansktop-hit fra 1970 med Annette Klingenberg. I aften kunne titlen dog dække oplevelsen af en mørk øl, som jeg brugte til at lave en ølbraisseret ret med koteletter skåret i tern, bacon og cocktailpølser.

Den mørke øl, jeg brugte, hedder Svaneke Mørk Guld, og ifølge etiketten er der tale om en "mild, mørk og magelig øl" og "en mørk lager øl med roligt temperament". Det synes jeg passer fint til os, og da vi ofte har gjort den erfaring, at koteletter kan være lidt seje, har vi vedtaget, at de skal - eller i hvert fald kan - bruges som simremad. Således også i dag.


Jeg kogte en skål ris som tilbehør, og vi kunne i hvert fald ikke klage over, at koteletterne ikke var møre efter de godt to timers simren.

Hvem skal være gudmor?

Det Blå Danmark spekulerer sikkert på, hvem der skal være gudmor til A. P. Møller Mærsks første Tripple-E containerskib "Mærsk Mc-Kinney Møller", som forventes afleveret i bunden af denne måned og har været på de første prøveture. Selv har jeg, lige indtil i dag, haft tre - synes jeg selv - kvalificerede gæt, nemlig Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary og Mærsks ældste datter, Ane.
 
 
 
Men efter i dag at have set billeder på ShipSpotting.com af skib nr. 2 og 3 bliver jeg nok nødt til at droppe mulighed nr. 2 - for skib nummer 2 får navnet "Marie Mærsk" og skib nummer 3 får navnet "Mary Mærsk".
 
 
 
Så mon ikke kronprinsessen nærmere skal knuse champagneflasken mod stævnen af nummer 3? Og et godt gæt til nr. 2 kunne være Prinsesse Marie.

lørdag den 8. juni 2013

Det er skønt at være konge

Susanne så tv-transmissionen af brylluppet i Sverige. Den smukke prinsesse Madeleine af Sverige blev gift med en amerikaner, der hedder Chris O'Neill. Jeg er ikke så meget for det kongefims, så jeg satte mig på terrassen med min kaffe, avisen og en krydsogtværs og lyttede til en lille vipstjert, som sad og sang på tagryggen af huset overfor.


Inden jeg gik ud, nåede jeg at høre, at det i Sverige ikke er normalt, at brudens far følger bruden ind i kirken og op til alteret. Men kongen havde holdt fast ved, at det ville han, så det gjorde han. Det fryder mig - det må være skønt at være konge...

 
 
I avisen læste jeg om Aarhus City Halvmarathon, der afvikles i morgen. Jeg synes, det er noget forbandet svineri at afspærre mange gader i Aarhus hele dagen for sådan noget pjat. Hvorfor skal de stakkels mennesker, som bor der, ikke have mulighed for at færdes i bil, eller endda bare parkere, i deres egne gader? Sådan et løb kunne fint afvikles på cykelbanen eller på travbanen. Det kunne så være, at motionisterne ville blive rundtossede, men de har altså selv valgt.

fredag den 7. juni 2013

Tænk, hvis...

Jeg havde et ærinde på Falck-Gården og tog turen fra Harald Jensens Plads til fods, over Ringgadebroen. I det fine vejr var der en god udsigt mod byen og de nye højhuse, der bygges ved Carl Blochs Gade og Søren Frichs Vej. Jeg mener, at byggeriet hedder Åhusene.


Hvorfor egentlig ikke Århusene?

Der var også en fin udsigt mod banegården, remissen og området, hvor godsbanen og DSB's containerterminal lå. Det område bruges nu i stor stil til opmagasinering af de skandaløse IC4 tog. Men der holder mange flere - mange, mange flere - længere ude ad strækningen.


Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan situationen kunne have været, hvis DSB kunne have bestilt togsæt hos Scandia i Randers. Så havde man nu haft velfungerende tog i flere år, pengene ville være blevet i Danmark, og man havde bevaret en masse gode arbejdspladser.

torsdag den 6. juni 2013

Kartoffelmadder

Selvom Susanne har fødselsdag, skal hun selvfølgelig passe sit arbejde. I middags fik vi nogle af de Samsø-kartofler, jeg købte på torvet i går, og Susanne havde selvfølgelig sørget for at koge lidt flere, end vi kunne spise, så der var til et par kartoffelmadder til mig til aften.


Kartoffelmadder med nye kartofler er noget af det bedste, jeg ved. Sæsonen er desværre så kort, så jeg nyder kartoffelmadderne så længe de er, som de er nu.

En korttur til Skejby

Min tidligere kollega Ditte er superdygtig til at fremstille lejlighedskort. Jeg havde bestilt et par stykker hos hende - de skal bruges ved et par begivenheder her i sommer. Nu var de meldt klar, og i dag passede det så at hente dem. Men det er jo ikke bare at hente kortene, betale og så gå igen. Der var mange, som skulle hilses på, så der gik lidt tid derude. Susanne var med og havde i anledning af sin fødselsdag bagt cirka 50 boller og købt et par pakker smør.


Her viser Ditte de to kort. Det er ikke et uheld, at hun vender bagsiden mod fotografen (mig), for de - forhåbentlig - glade modtagere skal ikke se kortene før den dag, det er den dag, det er.

Jeg var overrasket over at se, hvordan der lige nu planeres og bygges ved sygehuset. En del af Brendstrupgårdsvej er spærret af, og der er etableret en midlertidig vej ind til sygehuset.