torsdag den 13. juni 2013

Price Reprice

Ja, jeg ved godt, at det staves reprise, men den anden stavemåde virker mere passende.

Dagen startede dog med et besøg hos tandlægen. Da jeg var færdig der ved 10-tiden, prøvede jeg, om slagteren havde vores ugepakke klar, selvom han officielt først åbner butikken klokken 12. Han var netop færdig med at pakke poserne, og ud over ugepakken købte jeg to leverpostejer.

Men tilbage til Price Reprice: Indtil i fredags har Susanne hver aften klokken 18 fulgt nogle krejlere på DR1, men fra mandag er kanalen på det tidspunkt begyndt at genudsende de 73 udsendelser i serien "Price inviterer". Jeg har set en del af udsendelserne i første omgang, men ikke nær alle. Nu håber jeg, at jeg kan se mange af dem, jeg ikke har set før. I aften var det forfatteren Majse Njor, der var gæst hos James Price.


Hun lavede en irsk stuvning, mens James lavede lammefrikassé. Begge retter så virkelig lækre ud, så måske en dag...

For nu at fortsætte rimene, forærede Majse James et eksemplar af sin bog "På rejse med Tine og Majse", hvor hun blandt andet fortæller om sine mange besøg i Irland - besøg, som har inspireret hende til at lave netop denne aftens ret.

Vores aftensmad blev en simreret med oksekød, porrer, forårsløg, løg, champignons og gulerodsstave, krydret med sambal oelek, mango curry, chilliflager, sød paprika, timian, koriander, citronsaft og soyasauce. Ris dertil. De mange krydderier smagte igennem, kan jeg hilse og sige, men lige tilpas.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar