Morgenens regnvejr satte ? ved min tur til torvet, men først på formiddagen blev det tørvejr, og det så ud som om, det ville holde. Så jeg tog bussen til Aarhus for at købe ind på torvet. Forinden var jeg dog forbi en hæveautomat for at få nogle gode danske pengesedler. Dem tager torvehandlerne nemlig imod.
Der blev købt ind til salat i aften og til suppe i morgen. Det tog ikke lang tid at finde, hvad jeg skulle bruge, og Susanne havde kaffen klar, da jeg kom hjem. Efter frokost slog Susanne græs, mens jeg bælgede ærter. Senere blev der luget både krudt og ukrudt, og jeg slæbte to sække haveaffald til den store container.
Aftenens salat var - stort set - med friske råvarer fra torvet: friske ærter, blomkål, gulerod, asparges, forårsløg, blommetomater, løg, hvidløg, radiser og hvidløgsmarinerede tigerrejer. Kun hvidløg, løg og en pose umarinerede tigerrejer fra fryseren kom ikke fra dagens torvetur.
Det blev til en lækker salat, som blev spist op. Med ingredienser som tigerrejer fra fiskemanden og friske, danske ærter skal jeg nok ikke tænke så meget over kuvertprisen. Men det smagte godt, og jeg kunne endda lokke Susanne til at tage et glas køligt rosévin til maden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar