For dem, der ikke er så meget for at læse engelsk, vil jeg her gengive historien:
I april 1981 befandt den 13-årige Ngoc Nguyen sig om bord i en båd i Det Sydkinesiske Hav. I båden befandt sig 64 andre mennesker, blandt andre hans mor og tre søskende. Alle var de flygtninge på vej væk fra Vietnam. Faderen havde deltaget i krigen, men da man ikke havde ikke hørt fra ham i otte år, formodede man, at han var faldet i krigen. Moderen havde arrangeret flugten, som nær var gået i vasken, da det hele blev opdaget fra en patruljebåd. Det lykkedes dog at slippe væk, men alle ejendele måtte efterlades på stranden.
Mad og drikke havde man heller ikke nået at få med, heller ikke et søkort. Kun et kompas havde man nået at få med, og kursen blev sat mod Filippinerne. Efter to døgn var brændstoffet ved at slippe op, og man var klar over, at det på ingen måde var muligt at nå Filippinerne. Men da så man i horisonten et skib nærme sig. Håbet blomstrede igen, men desværre sejlede skibet videre, så alle var overbeviste om, at man nu var fortabte. Men så vendte skibet om og satte kurs mod den lille båd. Efter en halv time nåede skibet frem.
Skibet var A. P. Møllers containerskib "Arnold Mærsk", som nu tog alle flygtningene om bord. Da Ngoc var halvvejs oppe ad landgangen, bemærkede han, at skibets kaptajn, Jørgen Ole Hansen, stod på broen og fulgte det hele. Da lovede han sig selv, at han også en dag ville ende som kaptajn på sådan et skib. Da alle var kommet godt om bord, forærede flygtningene det eneste de ejede, nemlig kompasset, til kaptajn Hansen som en beskeden tak. Flygtningebåden blev sænket, så den ikke udgjorde fare for skibsfarten.
"Arnold Mærsk" fortsatte sin rejse til Hong Kong, hvor flygtningene blev sat i land og installeret i en flygtningelejr, inden de kunne komme videre til Danmark (loven er sådan, at Danmark skal tage sig af flygtninge, som tages op af danske skibe). Et halvt år senere befandt Ngoc og hans familie sig i Nordjylland. Her hørte en lokal journalist om familien og skrev en artikel i sit blad. Denne artikel blev læst af en skibsreder i Svendborg, som - iflg. Ngoc - havde røde skibe, ikke blå. Skibsrederen inviterede familien til at besøge rederiet i Svendborg. Ngoc fortalte skibsrederen om det løfte, som han gav på landgangen, og da Ngoc var færdig med skolen, sørgede skibsrederen for, at Ngoc kom på søfartsskolen i Svendborg. Familien flyttede med til Svendborg.
Ngocs første skib som praktikant blev - ja, "Arnold Mærsk". Men skibet havde i mellemtiden fået ny kaptajn. Ngoc færdiggjorde sin uddannelse i Svendborg, og hans første hyre som udlært blev containerskibet "Mathilde Mærsk". Hans første rejse som udlært styrmand blev den sidste rejse for kaptajnen på dette skib - og han hed såmænd Jørgen Ole Hansen. Ngoc hilste på kaptajn Hansen, præsenterede sig og sagde derefter: "Vi har sejlet sammen før" og fortalte om hændelsen i 1981. Den kunne Hansen sagtens huske og sagde: "Så har jeg i mit kammer en ting, som tilhører dig".
Ngoc er stadig i Mærsk og er nu avanceret til overstyrmand, gift med Kim Anh, og sammen har de Jimmi på 14 år og Kevin på ni år. Overraskende er det nok ikke, at kompasset i dag er familiens kæreste eje.
Historien mangler nu kun et sidste kapitel for at kunne afsluttes, nemlig at Ngoc fortsætter sin karriere som officer og ender som kaptajn.
Læs den originale historie her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar