Det var temaet i den gæsteprædiken, som radioværten Nis Boesdal i dag holdt i Kolt kirke. Kort fortalt var temaet, at vi prioriterer det, der er lavet af rustfrit stål - komfur, vaskemaskine, kaffemaskine, køleskab osv. - mens vi siger "Ik' lige nu", når børnene vil fortælle lidt om livet i skolen, har brug for hjælp til lektierne, eller når veninden vil fortælle om de læbestifsaftryk, hun har fundet på mandens skjorte. Det gav i hvert fald mulighed for eftertanke.
Efter gudstjenesten var der frokost i sognegården. Sild, fiskefileter, rejesalat, biksemad, leverpostej med rødbeder, champignons og bacon samt diverse salater. Virkelig lækker mad. I kuvertprisen var indbefattet en øl eller en vand samt kaffe med småkager og flødeboller.
I sognegården holdt Nis Boesdal et glimrende og underholdende foredrag om hvordan de fleste romaner, film og teaterstykker i store træk har sit udgangspunkt i de mange kendte ligninger eller fortællinger fra Bibelen. Eller såmænd i Jesus' liv og død.
Nis Boesdal fortalte blandt andet om et ophold af et par måneders varighed i en italiensk landsby. Meningen med opholdet var at få ro til at fortsætte en roman, han var begyndt at skrive. Det fik han imidlertid ikke. Han engagerede sig så meget i det lokale liv, at han ikke fik tid til at skrive ret meget. Han havde medbragt én bog hjemmefra, det var John Steinbecks "Rutebil på afveje". Titlen på den bog inspirerede ham til titlen på den bog, han dog fik tid til at skrive, "Radiovært på afveje".
Jeg købte et eksemplar (håber der er lidt inspiration til spændende mad), og som en selvfølge signerede Nis Boesdal bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar