torsdag den 19. marts 2015

Captains Dinner

Aarhus Søhistoriske Selskab havde inviteret til den årlige Captains Dinner. Denne gang havde vi fået lov at holde arrangementet i Marineforeningens lokaler i Kovnogade, og det var undertegnede selv, der stod for arrangementet.

På vej derned var det min mening, at jeg ville tage nogle detaljebilleder af slæbebåden Jakob, men den ligger nu bag hegn og slå. Et hegn, som kommunen har sat op for at få ro til at sætte et telt, som skal bruges til årets krydstogtgæster. Da det ikke blev til noget med Jakob, gik jeg i stedet om på 10 meter kajen for at se, om der var noget spændende.

Det blev til et par billeder af en gammel korntransportør og et par kig i lagerhallerne



samt et billede af tankskibet "Bitland", der lossede gasolie.



Sammen med et par andre fra Selskabets bestyrelse var jeg i Marinestuen lidt før klokken 17, så vi havde tid til at stille an til spisningen klokken 18. Vi fik leveret smørrebrød fra Slagter Stjernholm i City Vest, og det fejlede bestemt ikke noget. Slagteren vil ikke levere sildemad ud af huset, så dem lavede vi selv, og det er mit indtryk, at gæsterne syntes om maden.



Karl Nøhr fra søfartsmuseet havde ladet trykke et lille sanghæfte med maritime sange, så de var et par af flere muntre indslag i messen.



Alt i alt et fint arrangement i Marinestuens hyggelige lokaler og med flot assistance fra Anni og Evald fra Marineforeningen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar