torsdag den 12. marts 2015

Lægebil og roastbeef

I dag havde jeg aftalt at spise frokost på "Peter Gift" med min skolekammerat Torben. Vi skulle mødes klokken 12, men også i dag tog jeg af sted i god tid, så der kunne komme nogle forårsbilleder i kassen.

Første stop blev dog den lille butik "1000 Ting" i Jægergårdsgade. I vinduet så jeg denne lægebil, som jeg absolut måtte købe. Ikke til mig selv, men til Emil. Han har længe ønsket sig en lægebil til at køre sammen med sin ambulance, men jeg har ikke kunnet finde en, hverken i butikker, på nettet eller i Falcks webshop. Den her er ganske vist ikke gul og grøn og har ingen lysbro, men kan man ikke få den, man elsker, så må man jo elske den, man får. Og jeg håber, at Emil vil elske den her.



Jeg fortsatte ad Jægergårdsgade og var en tur helt nede i bunden af Fredericiagade. Herfra tog jeg nogle billeder af husene på den modsatte side af banegraven. 




Kort før klokken 12 var jeg ved "Peter Gift", et øjeblik efter kom Torben. Vi nød først et stykke med kryddersild, derefter - på tjenerens anbefaling - et stykke roastbeef med spejlæg og bløde løg. Til silden nød vi en sildebjesk, til roastbeefen en fyrmesterbjesk. Og så selvfølgelig en Classic fadøl.

(Foto: Peter Gifts Facebook-side)

Vi sluttede af med en kop kaffe og en ostemad, inden vi hver især satte kursen hjemad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar