Onsdag i sidste uge var jeg hos lægen, da jeg de seneste to-tre uger har været en del svimmel. Hun undersøgte mig på kryds og tværs; det eneste, hun ikke var helt tilfreds med, var mit syn. Hun fik en akut-tid hos min egen øjenlæge til torsdag klokken 11. Her blev jeg igen undersøgt og belyst og sendt akut videre til øjenambulatoriet på Aarhus Universitetshospital. Der var jeg ved 13-tiden, og efter lidt ventetid var jeg inde til en del undersøgelser. I flere omgange blev øjnene dryppet med forskellige slags dråber, jeg blev lyst og observeret, og efter nogen tid konkluderede den søde øjenlæge Sara og hendes makker Chris, at jeg lider af Horner's Syndrom.
Som jeg forstår det, er Horner's Syndrom ikke i sig selv en sygdom, men et symptom. Symptomet består i, at det ene øjenlåg hænger mere end det andet og pupillerne har uens størrelse.
Årsagen til syndromet skal findes i de nervebaner, der går fra resten af kroppen til øjnene. Hvor der er noget galt, og hvad der er galt, kan ikke umiddelbart ses, men det kan være alt fra noget "skidt" til en bagatel. Sara konstaterede - hvilket ikke kom bagpå mig selv - at jeg lider af efterstær. En del på højre øje, meget lidt på venstre. Men det ville hun ikke prioritere nu, det var Horner, vi skulle koncentrere os om i første omgang.
Der gik en del tid med disse undersøgelser, og mens der var 45 minutters ventetid på, at et hold dråber skulle virke, fik jeg lidt før klokken 17 mulighed for at købe lidt mad i kantinen - jeg havde ikke fået noget at spise siden morgenmaden. Klokken 1911 kunne jeg ringe efter Falck for hjemtransport.
I tirsdags var jeg igen til undersøgelse på øjenambulatoriet, det tog godt to timer. Onsdag formiddag var jeg på neuroradiologisk afdeling og få foretaget en MR scanning (hold k... hvor den larmer) og efterfølgende røntgenfotografering af hjerte og lunger.
I dag fik jeg svar på undersøgelserne, og det var heldigvis positivt: Intet at bemærke efter MR scanningen, hverken på hals, nakke, hoved, det indre af øjnene eller brystkassen. Eneste bemærkning var, at mit hjerte er en smule for bredt, men det er ikke noget, der betyder noget. Hvorfor Horner's Syndrom er opstået, kan man derfor ikke sige noget om, men det er kommet for at blive. Jeg kunne slappe af.
Som en dejlig sidegevinst hilste jeg tirsdag, mens jeg ventede på Falck, på min tidligere kollega Ditte, som forlod vagtcentralen, da disponeringen blev flyttet til Kolding. Ditte kører nu p-vogn fra Randers. Hun skulle have to patienter med til Randers, men vi nåede at få et knus på parkeringspladsen foran bygning 10. Men endnu bedre var det, at det onsdag var Ditte, som skulle køre mig hjem. Med i bilen havde hun en patient, som skulle videre til Hou og med færgen til Samsø. Så hvis nogen af mine naboer/genboer spørger, om det er fast rutine, at patienten ved afleveringen får et knus af falckolinen, er svaret, at det kun gælder de absolut privilegerede.
Nu venter jeg på at få tidspunktet for behandlingen af efterstær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar