Det kan vel ikke kaldes weekend, når det er onsdag-torsdag, det handler om?
Susanne og jeg var blevet enige om at holde en lille miniferie i Odense, hvor Susanne gerne ville se H. C. Andersens Hus, jeg gerne Danmarks Jernbanemuseum og vi begge Odense ZOO. Vi var enige om, at det var for meget til en enkelt dag, så vi bestilte en overnatning på City Hotel Odense.
Vi tog toget fra Aarhus i går morges klokken 0815 og begyndte dagen med en travetur gennem byggerod til den gamle bydel. I Odense opføres der - som i Aarhus - kæmpemæssige grimme skrumler.
Første besøg blev H. C. Andersen Museet og H. C. Andersens hus. Her måtte man ikke fotografere med blitz og ikke bære rygsæk på ryggen - men det var nu næsten lige meget, for det besøg var ret hurtigt overstået. Vi var enige om, at museet ikke levede op til vore forventninger, og besøget i fødehjemmet var overskueligt.
Vi gik mod centrum for at finde et sted at spise frokost, men måtte dog først stå i læ ved grønttorvet for et voldsomt regnvejr.
Vi fandt lidt frokost i gågaden på et sted, der hedder Kræz. Vi bestilte pasta med unghanebryst, og det smagte faktisk ganske fint.
Ifølge hotelbookingen kunne vi først få vores værelse klokken 14, men jeg ringede og spurgte, om det kunne blive lidt før. Det kunne det sagtens, så vi var ved hotellet kort før klokken 13. Vi tog et lille hvil, inden vi bestilte en taxi og kørte til Odense ZOO.
Det besøg var til gengæld en oplevelse - rigtig mange dyr, et nogenlunde vejr med en enkelt let byge. Så bortset fra, at pingvinerne var lidt svære at finde frem til, var det en god oplevelse. Hvem F..... kunne vide, at man skulle gennem regnskoven og en kælder, før man fandt pingvinerne. Men efter lidt søgen fandt vi dem.
På hotellet købte vi en kold øl og en kold vand, som vi nød i opholdsstuen i kælderen. Mens vi sad der, kom den søde dame fra receptionen og sagde, at hun undrede sig over, at vi ikke havde bestilt spisning til aften. Det viste sig, at hotellet har samme ejer som den nærliggende "Den Gamle Kro", og her kunne man - som gæst på hotellet - få dagens tre rettes menu for 100 kroner mod normalprisen på 385 kroner. Hun tilbød at lave en tilføjelse til vores booking, og det sagde vi straks ja og ikke mindst tak til og aftalte, at hun bestilte bord til os til klokken 18.
Det skulle vise sig at være en virkelig oplevelse. Aftenens menu så således ud:
Forret: Gazpacho a la Den Gamle Kro: Kold tomatsuppe af solmodne tomater, håndpillede rejer, baconcrunch, tomatcroutons og skovsyre.
Hovedret: Grillet filet af fynsk frilandsgris i hasselnødde-rub, spicy-æble-barbeque, ærter, æble og selleri. Røget simonekål, nye danske kartofler og krydderurtesky.
Dessert: Friske danske sommerbær (blåbær, hindbær og jordbær), serveret som hos Paul Bocsue, parfait med polynesisk vanille, crumble, bærcoulis.
Og er du vimmer, hvor det smagte. Desserten blev anrettet ved bordet og så så spændende ud, at de tre store børn ved nabobordet straks udbrød "Sådan en vil vi også ha'". Og så til 100 kroner couverten!
Vi var godt trætte i både ben og hoveder, så det blev tidlig sengetid. Sidst på aftenen blev vi vækket af udrykningskøretøjer - hotellet ligger nabo til politistationen.
I morges var vi ved truget omkring klokken syv og nød vores morgenmad og kaffe. Der var endnu lidt tid til jernbanemuseet åbnede, så vi så lidt af gårsdagens herrefodboldlandskamp mellem Brasilien og Danmark, inden vi begav os til museet, som ligger lige bag banegården.
Susanne er ikke så meget for tog, så hun sad udenfor og nød det gode vejr, mens jeg gik rundt og så på gamle lokomotiver, togvogne samt modeller af tog og færger. Og man kan sagtens få det meste af en dag til at gå der, men det må blive en anden dag.
Da vi var hjemme, lavede vi straks en kop tiltrængt kaffe. Kort efter hørte vi i nyhederne, at den kamel, som vi så i går i ZOO, blev syg i aftes og måtte aflives. Så måske er mit billede af den det sidste, der er taget af den.
Billeder fra H. C. Andersens hus i dette Flickr album
Billeder fra Odense ZOO i dette Flickr album
Billeder fra jernbanemuseet i dette Flickr album
Ingen kommentarer:
Send en kommentar