Billedet viser en skibsmodel, bygget af tændstikker. Den måler sølle 7½ centimeter. Museet har rigtig mange modeller - så mange, at man af og til må sige nej tak til tilbud om flere. Men denne har man taget imod med kyshånd.
Museet oplyste, at modellen forestiller M/S "Heering Rose", bygget i Helsingør i 1962. Jeg kunne imidlertid straks se, at det ikke er rigtigt. Et hurtigt tjek i jubilæumsbogen fra Aarhus Flydedok bekræftede min teori om, at modellen forestiller enten "Mille Heering" eller "Christel Heering", begge afleveret fra Århus Flydedok til Cherry Heering Line i 1958.
Det skrev jeg som kommentar til indlægget og vedhæftede disse to billeder:
"Heering Rose"
"Mille Heering"
Der gik ikke lang tid, før museet rettede indlægget og kaldte skibet "Mille Heering" samt takkede mig for oplysningen.
"Christel Heering" blev afleveret til rederiet den 27. marts 1958 og forblev i rederiet til 1962, hvor det blev solgt til Colombia og omdøbt "Cataima". Solgt igen i 1973 indenfor Colombia og omdøbt "Ingrid Judith". Ophugget i Cartagena i Spanien i 1985.
"Mille Heering" blev afleveret den 3. oktober 1958 og sejlede for Heering indtil 1963, hvor det blev solgt til Island og omdøbt "Bakkafoss". 1974 solgt til et Panama-rederi og omdøbt "Five Flowers". Ophugget i Chittagong i Bangladesh i 1984.
Se indlægget på Facebook her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar